Hvilke udstillinger, events og udgivelser var de skarpeste, skønneste eller mest skelsættende i 2018? I Kunstkritikks julekalender bedømmes kunståret af vore egne skribenter og inviterede gæster. Den 11. i rækken er kritiker Maria Bordorff, der bor i København og er en af Kunstkritikks faste skribenter.
UDSTILLINGER
Det felles eide, Kunstnernes Hus, Oslo.
Nogle gange kan en god titel få en udstilling til at føles vigtig. Sådan har jeg det med Det fælles eide og jeg har tænkt på den siden, jeg var til åbningen af Oslo Kommunes stilige samlingsudstilling i Kunstnernes Hus. For at offentlige kunstsamlinger er fælleseje er ligeså smuk en tanke, som det er sandt, men der er måske brug for at minde om det – om værdien af at eje noget sammen, i det hele taget, og her tænker jeg ikke på deleøkonomi. Til sammenligning var titlen på Københavns Kommunes udstilling på rådhuset i år Københavns Kommunes kunstindkøb 2014 – 2017. Det er jo, hvad det er, kan man sige, men lidt mere patos havde måske ikke skadet, hvis man skal overbevise noget om, at det her med kunst og offentlighed er toppen.
Sandra Mujinga, Calluses, Tranen, Gentofte.
Før jeg så Sandra Mujingas udstilling på Tranen, havde jeg kun set et par af hendes performanceværker. Nu kan jeg så konstatere, at jeg er rimelig vild med hendes performative skulpturer eller «wearable sculptures», som hun kalder dem. På én gang livagtige skulpturkrigervæsner og slappe, posede klædestykker som i grunden ikke er særlig wearable, med mindre man er ualmindeligt langlemmet. Som udstilling var den lige dele lækker og overrumplende med spørgsmål om synlighed og usynlighed i vores overvågede verden af identiteter og jeg skulle til at skrive, at det hele virker meget samtidigt, men jeg vil egentlig hellere sige noget andet; fremtidigt, måske.
Anohni, Miracle now, Nikolaj Kunsthal, København.
Den 20. november var Transgender Day of Remembrance og jeg kom til at tænke på Anohnis udstilling i Nikolaj Kunsthal. Den var loadet med tung, planetarisk smerte over det menneskeskabte økologiske selvmord, som alle verdens ulykker i øvrigt er forbundet med, om de så hedder kapitalisme, heterofascisme eller Dansk Folkeparti. En smerte, der hos Anohni kommer til udtryk som vild dedikation. Det ser man i videooptagelserne fra en af Blacklips’ performancekabareter i 1990ernes AIDS-traumatiserede New York, og man ser det i hendes private arkiv; et lille stykke passet og plejet queerhistorie med utallige avisudklip om dragperformer Marsha P. Johnson, der kæmpede for transkønnedes rettigheder i USA, indtil hun blev myrdet i 1992. At Antony and the Johnsons er opkaldt efter dén Johnson var så af en eller anden grund gået mig komplet forbi.
EVENTS
Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle, I am Queen Mary, København.
Til foråret kommer en ny bronzestatue af Christian den 4. til at stå foran Børsen og det kan man jo godt undre sig over. Især fordi der allerede står en ved Nyboder, men også fordi, det ligner en uheldig fejring af 400 året for Danmarks debut som kolonimagt. For var det ikke Christian den 4. som i 1618 sendte en ekspedition til Indien for at etablere kongerigets første koloni? I den optik synes det ekstra vigtigt, at Danmark i år har fået et monument over landets kolonihistorie, omend kun midlertidigt. Forhåbentlig lykkes det at rejse penge til en bronzeafstøbning og sikre den historiske bevidsthed en permanent og synlig plads på kajen foran Vestindisk Pakhus.
Fermenting Feminism (Hunter’s moon), seminar på Medicinsk Museion. Organiseret af Laboratoriet for Æstetik og Økologi i samarbejde med Lauren Fournier.
Fermentering som feministisk praksis lød umiddelbart smalt i mine ører. Men der tog jeg fejl, for programmet for det to dage lange seminar om emnet var overraskende fyldigt med biologer, kunstnere og andet godtfolk hentet ind fra hele verden. Til gengæld var der lidt langt mellem de helt magiske stunder. Alligevel har arrangementet fået et julehjerte i min bog, for det var ægte sejt med en feministisk sammenkomst i anatomiteatret på Medicinsk Museion, hvor vidensopdyrkelse historisk set er blevet praktiseret af og for mænd som noget, der gik ud på at dissekere og kortlægge. Så hurra for mystik, gæring og teoretisk promiskuøsitet – og for at omsorg for bakterier og andre mikroliv kan føles endog så vigtigt.
Hannah Gadsby, Nanette, Netflix.
Som bekendt har 2018 været et blodigt år for Danmarks Radio, der med medieforliget bliver beskåret 20% som led i en trist værdipolitik – ledt an af Dansk Folkeparti – og en kulturpolitik, der tilgodeser private streamingtjenester. De sørgelige indgreb i en offentlig institution til trods må jeg alligevel liste min optur over en vis kunsthistorieuddannet komiker på Netflix. Tænk at man kan konstruere så mange kloge jokes om den hvide, heteroseksuelle mands nedstigning til menneskehedens underkategorier. På den anden side er det måske ikke så mærkeligt, når man, som Hannah Gadsby erindrer undervejs i showet, er blevet kaldt for «fat ugly dyke» af guess who hele sit liv.
UDGIVELSER
Astrida Neimanis, Hydrofeminisme: Eller om at blive en krop af vand, Laboratoriet for Æstetik og Økologi.
Det lille men uhyre aktive forlag og kuratorkollektiv Laboratoriet for Æstetik og Økologi har udgivet endnu en powerpoetisk sag af en tekst. Denne gang om vandfeminisme og jeg er sprunget på hovedet i og har ladet mig synke hengivent til bunds i en oceanisk medrivende læseoplevelse om vandige fællesskaber, miljømæssig kolonialisme og transkropslig kryben. Kan man andet, når den åbner så appetitligt spørgende: «Hvad kunne det at blive en krop af vand – ebbende, flydende, dryppende, løbende, gennemstrømmende tid og rum, samlet i en pøl af både materie og betydning – give til feminismen, dens teorier og dens praksisser?»
Ny chikanepolitik på Det Kongelige Danske Kunstakademi, København.
Der er nok ikke tale om en udgivelse eller publikation i gængs forstand, men de plakater og foldere, som arbejdsgruppen på Det Kongelige Danske Kunstakademi har produceret for at skabe synlighed omkring akademiets nye chikanepolitik, må om ikke andet så høre til blandt årets vigtige print- og tryksager.
