I montrer langs væggen ligger meteorsten fra solsystemets skabelse side om side med forstenet moræne-ler og et stort fossil af en trilobit. Fra en højttaler udgår lyde af jordskælvsbølger samt brummende lyde af månen og solens trækken i jordskorpen.
Grundlag. Materialitet (jord), som er kurateret af Birgitte Kirkhoff Eriksen, er en udstilling om tid og materialitet og udover geologiske genstande finder vi på Sorø Kunstmuseum også en række Land art-værker, samt en håndfuld værker af diverse samtidskunstnere.
Man studser over ordet «Grundlag» i udstillingstitlen. Det er et vanskeligt begreb med en indlejret normativitet. Der melder sig straks nogle spørgsmål: Hvis «jord» skal opfattes som en grundlæggende materialitet, for hvem udgør den da en grund og for hvilke aktiviteter? Jord er på ingen måde en solidaritetsskabende størrelse – tværtimod. Vil udstillingen skabe et nyt grundlag – og for hvad? Eller vil den «blot» afsøge og afdække et eksisterende grundlag? Den kuratoriske orkestrering må her levere om ikke ligefrem et svar, så en række bud og perspektiver.
Det sker også. Den historisk afprøvede Land Art lægger sig ret selvfølgeligt i forlængelse af udstillingens geologiske set-up. Der er skitser, fotocollager og skulpturer af kanoniserede kunstnere som Robert Smithson, Dennis Oppenheim og Richard Long, men også og måske mere interessant af mere perifære skikkelser som Ana Mendieta og Stig Brøgger. Til gengæld synes de samtidskunstneriske bidrag ikke at tale sønderligt godt sammen. De er på en og samme tid både for vilkårlige og for illustrative i forhold til tematikken.
En revnet papirsæk ligger på gulvet. Den indeholder jord fra en massegrav i Bosnien og er del af Ismar Cirkinagic’ værk BOI 2012). Værket fortæller os, at jord kan være et rædselsvækkende «grundlag» og at etniske konflikter ofte knytter an til forestillinger om ubrydelige forbindelser mellem jord, identitet og historie. Men herfra er der rent værkmæssigt lysår over til Rolf Nowotnys stedsspecifikke værker Bedridden (2012-2013), der består af henholdsvis en betonplade med en svag nedsænkning i midten samt en alluminiumsstang lagt i plan med jorden. Eller til Maria Lobodas Play of the Jewels (2012), der består af to vitriner med juveler, hvis antal ikke passer med det antal, der fremgår af værkets titel, hvad (vist nok) skulle handle om diskrepansen mellem visuel og sproglig information.
Man begynder at lede efter en fællesnævner. Omkring Olafur Eliassons fotografiske serie af en udknaldet privat sten-samling på Island og Marie Lunds elegante skulpturer, hvor eksempelvis rå fedtsten møder et højpoleret cykelstyr i stål opstår tanken: «Sten er lækre. Hvor er værkerne egentlig smukke. Er det her den nye geologi-fetichisme?»
For det er vanskeligt ikke at læse denne orientering mod geologien symptomatisk. Samtiden hungrer fortsat efter noget der ligger udenfor en medieret virkelighed. På Sorø Kunstmuseum træder begrebet materialitet ikke kun frem i geologiens videnskabelige lys, men også som et æstetisk løfte om en intim forbindelse til materien og en stoflig håndgribelighed. En sten er en sten er en sten. Og den ligger godt i hånden. Er stenen alligevel en fortælling, så er det en fortælling om en verden, der fandtes før mennesket og en verden der findes efter mennesket. Stenen sætter parentes om mennesket selv. I mødet med værkerne af Eliasson, Lund og Richard Long oplever vi derfor en æstetisk set forløsende sprængning af vor egen (sam)tidsramme. Det er en værdifuld erfaring. Det er den bold udstillingen dribler rundt med, men uden på noget tidspunkt at sparke ud efter fremtidige æstetiske og politiske mål.
Det er på mange måder en smuk udstilling, men i sit gennemførte museale udtryk fremstår den også meget historisk. Besynderligt nok er det Stig Brøggers fotocollager fra 1968-69, der virker mest aktuelle: landskab, arkitektur og populærkultur fletter her sammen i en sær ny menneskeskabt (u)orden, der ikke kender til sondringer mellem natur og kultur, indenfor og udenfor.
Én kunstner har taget hele problemstillingen mere bogstaveligt end de andre. Den dansk-filippinske performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen opførte på åbningsaftenen værket Gaia#1. Kunstneren forsøgte her at få «jord-forbindelse» og havde dertil medbragt kridtsten fra hjemegnen Stevns. På et tematisk plan vader Cuenca Rasmussen fortsat og ufortrødent rundt i succes-traumet omkring dobbeltkulturelt tilhørsforhold. Identitet betyder her kulturel identitet og den er som udgangspunkt forankret i en national kultur og har man som Cuenca Rasmussen to af dem, ja så er der noget at være splittet imellem. Og altså to steder man skal have jord-forbindelse til.
Betyder det så, at jeg som såkaldt etnisk dansker så har én definerende kultur at hænge min identitet op på? Kun ét sted at få jordforbindelse? Det er svært ikke at stille denne type spørgsmål, for de udspringer af værkets egen præmis. Men det er en frugtesløs diskussion om kulturel identitet, der først stopper når kulturbegrebet selv er smuldret i et utal af brøker. Her har udstillingen bevæget sig længst væk fra forskningsfeltet «new materialism» og de såkaldte «vibrerende ontologier», der omtales og omfavnes i katalogteksterne. Til gengæld forekommer de litterære tekster af Amalie Smith og Juliana Spahr, der ret fedt er smækket direkte op på væggene i selve udstillingen meget mere velvalgte. Ligeledes udgør kataloget selv med dets blanding af skønlitteratur og forskningsbaserede tekster et sammenhængende tværæstetisk ræsonnement.
I vor nuværende menneskeskabte geologiske epoke er jordens materielle uforudsigelighed blevet akut og kritisk. Men hvor på udstillingen finder vi den kemiske og atomart forurenede jord eller de afskrællede, total ødelagte økosystemer, hvis mest monstrøse udtryk vi aktuelt finder i Alberta Tarsands i Canada – ødemarkerne af tjæresand og giftsøer så store at de kan ses fra rummet, hvilket alt sammen udgør det mest omfattende «skulpturelle» indgreb i jordskorpen nogensinde – for nu at tale Smithson’sk.
Da jeg læste kataloget slog det mig, at jeg faktisk ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft jord under gummistøvlen. Er alle vores forbindelser ikke efterhånden medierede af syntetiske og industrielle materialer? Så hvorfor ikke tale om asfalt- og akrylforbindelser? Jordforbindelsen er sjælden, men internet-forbindelsen er konstant. Og efter mobilen behøver computeren ikke længere være lænket til et jord-stik. Spørgsmålet er om den konstante internetforbindelse medfører nye geo-politiske og geo-æstetiske orienteringsformer via kort- og lokationstjenester baseret på geo-tagging. Vores ændrede og udvidede kortlægning af jorden ændrer vel også vores opfattelse af dens materialitet. Måske denne diskussion er forbeholdt museets sidste udstilling om «immaterialitet» (hvoraf Grundlag. Materialitet (jord) er anden ud af i alt tre udstillinger om begrebet materialitet). Vi startede ved solsystemets skabelse og stoppede lige før det blev samtid. Rejsen må gerne fortsætte langt ind i den syntetiske natur.
Artikkelen ble sist endret 18.03.2013 kl 13.35.
For en god ordens skyld vil jeg lige bemærke, at det nævnte værk “Lovesong” af Rolf Nowotny ikke indgår i udstillingen. Det er bare gengivet i kataloget.
I stedet har Rolf lavet de stedsspecifikke værker “Bedridden” 1 og 2 til udstillingen. De er installeret udenfor i museets skulpturgård. Det ene af værkerne består af en betonblok, der er blevet belagt med et lag af mos, yoghurt og gødning. Ideen var oprindeligt at kultivere et naturligt miljø på betonen, men da det syntetiske materiale fra industriel hånd er præpareret med en giftig gasart, lykkedes det ikke. Fra at være et værk, der var orienteret imod overskridelse af grænser mellem kultur og natur, kom det snarere til at dreje sig om materialernes egenart og deres meddelagtighed i betydningsdannelsen. Herudover kan betonens giftighed måske også netop pege på de forurenede økosystemer, anmeldelsen efterlyser, ved at vise hvor medieret vores forhold til omverdenen netop er på et rent materielt niveau.