Hjemmedyrkede landskaber
På Vermilion Sands vil kunstnerne udfordre videnskaben og historieskrivningen. Men tager man sigte mod autoriteter, risikerer man også at ramme ens egen.
På Vermilion Sands vil kunstnerne udfordre videnskaben og historieskrivningen. Men tager man sigte mod autoriteter, risikerer man også at ramme ens egen.
Ramesh Dahas utställning på Index visar hur traumat av Förintelsen fortplantat sig genom generationer.
Kurt Johannessen dokumenterer kunstens prosess, men erstatter fotografiets blinde gjentakelse med lesningens kreative gjenskapelse.
Astrup Fearnley Museet har ikke fornyet sponsoravtalen med Lundin Norway. Museet vil gjennomgå hele sponsorprofilen når Solveig Øvstebø tar over som direktør i mai.
– En misforståelse at det å nå ut betyr et fordummende språk, mener Johanne Nordby Wernø. Denne uken lanserer hun det første kommunikasjonsbyrået for det visuelle kunstfeltet i Norge.
Astrup Fearnley Museets mønstring av afrikansk samtidskunst gir inntrykk av at kolonialismens ringvirkninger kun tilhører det afrikanske kontinentet.
Antologien med Arve Røds tekster vitner om en kritiker som dyrker den fortellende medlesningen fremfor den suverene fortolkningen.
Mo Maja Moesgaard insisterer på sårbarheden og poesien som modstandsstrategi i en verden præget af kollaps.
– Vårt mål er selvfølgelig å bli globale, sier Marianne Hultman, leder for Oslo Kunstforening og en av initiativtakerne til et symposium for europeiske kunsthaller i Paris i mai.
Mariann Enge går midlertidig inn i rollen som ansvarlig redaktør for Kunstkritikk.
Le Book Club på Fotogalleriet i Oslo tar fotobokens hendelseskarakter på alvor, og gir en rekke ulike bud på genrens potensiale som utstillingsrom.
Ann Veronica Janssens tilbyder os en linse igennem hvilken, vi kan se verden på en ny måde. Banalt, måske, men sine steder også ekstremt effektfuldt.
Kulturellt ägande, avkolonisering och Pablo Picasso avhandlades under Malmö Konstmuseums symposium om samlingens kritiska potential.
– Det är viktigt att det som utställningsprogrammet står för återspeglas i hur vi organiserar arbetet, säger Ulrika Flink, ny konstnärlig ledare på Konsthall C.
Enhver popsang er både ude og hjemme, kærlighed og sorg, din og ingens. Bedrager musikken os? Er vores tilgang for blåøjet? Eller er det smukkeste ved popmusikken selve forræderiet?
Haus der Kunst er et sted i Oslo der tiden står stille, en enklave der pilsen er billig og uten slutt, der små ting som det å røyke inne faktisk betyr noe.
Historien upprepar sig inte, den konstruerar analogier.
Hvem bliver hørt i kunstlivet, i kønsdebatten og i samfundet? Den hvide mands system er tilsyneladende stadig styrende for diskussionen omkring køn og repræsentation.
Förutsättningen för verkets effekt var att jag uppfattade att jag inte läste den text som jag samtidigt var tvungen att läsa för att förstå verket.
Selv i dens kamp mod kitsch fungerer popmusik som et fluepapir for vores minder. Kan billedkunsten gøre det samme?
Malin Bülows tekstilkonstruksjoner på Galleri BOA er prøver på det institusjonelle rommets plastisitet.
Människans ständiga dröm om verklighetsflykt får en gripande gestaltning i Den fysiska världen fanns fortfarande där på Konsthall C i Stockholm.
Mens global politikk balanserer på en knivsegg flere steder i verden, synes den internasjonale kunstscenen denne våren å være opptatt av globalisme og transgeografisk dialog.
Museerne fejrer rekordhøje besøgstal. Andre vil lukke Kulturministeriet. Det hænger på en måde sammen. Og så er institutionelle samarbejder blevet tidens løsen.
Har kvinnliga konstnärer någonsin varit lika framträdande som i Sverige våren 2020?
Vekk med det gamle, kunne vært mottoet for den norske kunstvåren, hva enten det dreier seg om utskiftningen av bygninger og direktører eller eksperimentering med ny teknologi.
Kunstkritikk modtager støtte af
