Abbas Akhavan, Curtain Call, Copenhagen Contemporary og Glyptoteket, København
Året, der om et øjeblik er ovre, markerede to ret frygtelige jubilæer for verdenskulturarven. Det er nemlig henholdsvis 10 og 20 år siden destruktionen af triumfbuen i Palmyra og plyndringen af nationalmuseet i Bagdad, og i et samarbejde mellem Copenhagen Contemporary og Glyptoteket havde den iranske kunstner Abbas Akhavan genopført begge scener i fuld størrelse i byggematerialet cob og med aroma key-grønne bagtæpper. Her kunne man gå rundt inde i det smadrede museum og overveje, hvor den assyriske løveskulptur mon befinder sig i dag, eller hvordan videoen af sprængningerne i Palmyra cirkuleres i såvel massemedier som i propaganda – og i ny kunst.
Irma Hünerfauth, Speaking Boxes, Simian, København
Man kunne fortabe sig i timevis i tyske Irma Hünerfauths (1907-1998) små, gennemført mystiske akrylglaskasser, da kunsthallen Simian for første gang siden kunstnerens død samlede værkserien i en soloudstilling. Fine, detaljerede kompositioner af forbrugssamfundets skrald, så nænsomt sammensat, at de lignede komplekse, mekaniske universer, undersøiske verdener eller måske scenografiske modeller til teaterstykker, vi aldrig får at se. En slags pseudomaskiner, hvoraf nogle kunne sættes i bevægelse, mens andre kunne synge eller tale til os med kunstnerens egen stemme. Et helt unikt kunstnerskab, simpelthen.
Ahmed Umar, Glowing Phalanges, Kunstnernes Hus, Oslo
Hvis nogle kan føle, at vi er nået et mætningspunkt i forhold til den kunst, der tager udgangspunkt i den meget personlige historie, er det måske fordi, de ikke er stødt på norsk-sudanesiske Ahmed Umar. På udstillingen i Oslo tog han udgangspunkt i sin opvækst imellem to forskellige versioner af islam og de ret forskellige religiøse praksisser, der knytter sig til dem. Af materialer, der stammer fra kommercielle afrikanske souvenirs, skabte han en serie af objekter så lækre og taktile, at man næsten ikke kunne holde fingrene fra dem, og fortalte samtidig en kompleks historie om kulturelle værdier, religion og det at eje sin egen historie.
Louise Steiwer har været vikarierende redaktør på dansk Kunstkritikk igennem størstedelen af året, og er nu vendt tilbage til at være fast skribent på magasinet. Hun bor i København, men tilbringer sit halve liv i Paris.
Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
