Roni Horn, The Detour of Identity, Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk
Roni Horn er bevægelse. Hendes konsekvente undersøgelser af medier, materialer, sprog og identiteter ophører aldrig med at udfordre og forundre. Hvad er fotografi, natur og menneske? Og er svarene de samme i dag som i går? Horn lader konstant værkerne træde frem i nye perspektiver. Som i eksempelvis denne gennemførte udstillings dialog med filmhistorien. Og i ophængninger og installationer, der smukt sætter arkitekturen i spil. En nysgerrighed, som bliver så smittende: Man må gå til udstillingen med åbne sanser og sind, for den er ikke pakket ind i formidlende og forklarende tekster. Den er flydende, svævende og forførende.
Nicole Eisenman och Edith Hammar, Mina ögon är som trattar, min röv är en hand, Moderna museet, Stockholm
Åh, at være omgivet af Edith Hammars kæmpe vægtegning Hot and Slutty Giants (2024)! Figuren ved drejebænken i Nicole Eisenmans Maker’s Muck (2022) synes også at befinde sig godt dér i midten af rummet, selvom den mest er optaget af sit eget arbejde. Dens store fingre glider endeløst igennem den våde ler, der korresponderer med alt det flydende hos Hammar: tårer, tis og andre kropsvæsker. En lille udstilling med to favoritter i ét enkelt rum, som til gengæld queeres på den mest opløftende måde og er ved at eksplodere af skabertrang, lyst, sex, leg, og skæv humor – fra atelieret til toilettet.
I’m Sorry, This Space Is Reserved, Nikolaj Kunsthal, København
En mangesidig – og nødvendig – gruppeudstilling om funktionsvariationer, der ikke bare præsenteres som motiv og levet erfaring men også med unikt fokus på den skabende proces og det kunstneriske materiale, som i den blinde Emilie L. Gossiaux’ enkle, udtryksfulde tegninger. Her åbner sig et væld af måder at fortælle på, at blive set/hørt, og de fleste værker handler om berøringer i alle ordets aspekter. Fra den tvungne medicinske behandling til det tabuiserede begær hos ikke-normative kroppe, eksempelvis i Andy Coombs fotografier. Skrøbelige skulpturer (Jesse Darling!) og konfronterende videoværker bidrager til skabe en udstilling, der puster nyt, kritisk liv i begreber som forskellighed og inklusion.
Louise Wolthers är indendent och forskningsansvarig på Hasselbladstiftelsen i Göteborg. Wolthers var curator för Innuteq Storch Rise of the Sunken Sun i den danska paviljongen på den 60:e Venedigbiennalen 2024. Tillsammans med sin partner MC Coble så är hon aktuell med Things Change Anyway: Trying, Feeling på HEIRLOOM i Köpenhamn, en utställning som bygger på parets privata fotoarkiv.
Övriga bidrag i julkalendern här.
