Marie Søndergaard Lolk, herbaceous borders, Vestjyllands Kunstpavillon, Videbæk. Kurateret af Anna Margrethe Pedersen
Som et chok eller en hemmelighed bredte Marie Søndergaard Lolks malerier sig udover et virkelig regulært rum i Videbæk i sommer. Pavillonens desinficerede annekslook, dens hyperinstitutionelle hvidme og gråhed dampede ind i værkerne eller værkerne dampede ind i omgivelserne, så den cremet helstøbte udstilling nærmest lød som et nyt stykke sprog. Mødet med Søndergaard Lolks billeder er sprødt. Lavmælt skønhed, der tydeligt findes uden at plaske ind i øjnene, tør og stor smagfuldhed i ophængningen og lidt grus til hovedet. Så gennemsigtige malerier, vil de narre os? Snarere end skrøbelighed blev genforhandlinger af selve kunstens synlighedsfetisch malet frem, og det hele lignede et stort strejf af antimonument.
Løvens Hule Gallery, website ved Thomas Bremerstent
Når det føles som om en udstilling tænker over, hvad den kan være udover vægge om ting, er det tit dejligt at være i. Løvens Hule, skabt af den Oslo-baserede kunstner Thomas Bremerstent, laver skærmudstillinger og i 2020 har otte udstillinger udfyldt den animerede white cube. Det siger sig selv, at kunstoplevelsen er minimalt kropslig. Men det minimale har jo før haft held med at blive konceptuelt sexet, og mikroudstillingerne her virker mere generøse end indadvendte. Både unge og etablerede kunstnere (Vilje Vestenfor, Frederik Exner og Dirkjan van der Linde m.fl.) kalibrerer deres værker til digitaliteten. Der er video(stills), lyd, skulptur og maleri i rummet, uprætentiøst flotte udstillingstekster, og en online-himmelstemning, hvis åbenhed virker lige så afslappet, som den er oprigtig.
The Slits, Arcway Nightlands Connector Jennifee-See Alternate, København, kurateret af Anna Tydén
Et ministed på Amager, så mildt afsides og kældersmuldret, at det næsten er for flot, nærmede sig i efteråret en lille blockbuster: tætte kryds mellem Nanna Abells, Anne Mette Schultz og Gianna Surangkanjanajais arbejde. En linje af Abells skulpturer, romantisk gakkede af kranier og sten og knuste bilruder, pløjede sig gennem terazzoen. En anden kølig akse mellem Surangkanjanajais to spejlende felter overfor hinanden hakkede rummet over eller pudsede det op, mens Schultz’ støbte silke flød ned ad mure og vinduer og gjorde dem varmere. Det hele fik Arcways stramme lækkerhed til at kollapse lidt og dryppe noget pop udover interiørskønheden og det gavmilde udstillingsprogram, som stedet allerede har.
– Nanna Friis er kunsthistoriker og en af Kunstkritikks skribenter. Til januar udkommer Hvor kunst hører til, en dansk udgave af Chris Kraus’ essaysamling Where Art Belongs fra 2011, som Friis har oversat i samarbejde Emma Holten.
Se de øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.
Læserindlæg