23. december – Pernille Albrethsen

Kunstkritikks egne skribenter og inviterede gæster vælger det mest interessante fra kunståret 2013. Hver dag fra 1. til 24. december kommer et nyt bidrag. I dag: Pernille Albrethsen.

Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den 23. i rækken er Pernille Albrethsen, som er Kunstkritikks redaktør i København og Kunstkritikks internationale redaktør.

UDSTILLINGER

Meret Oppenheim, Pelzhandschuhe, 1939.
Meret Oppenheim, Pelzhandschuhe, 1939.
Meret Oppenheim. Retrospective, Martin-Gropius-Bau, Berlin. Kurator: Heike Eipeldauer.

Selve udstillingsformatet for denne første(!) retrospektive præsentation af Meret Oppenheim (1913-1985) er en tysk kunsthistorikermodel fra sidste århundrede – nøgtern ophængning fritaget for pjanket udstillingsarkitektur og med tilhørende sobert, tysksproget katalog med dårligt reproducerede billeder. Og sikke en udstilling! Man ved det jo godt, at Oppenheim hører til blandt det 20. århundredes skarpeste knive, men her fik man beviserne kastet lige i hovedet. Samtidig blev det klart, hvor lidt jeg egentlig havde set af denne kunstner, hvis alsidige produktion slår gnister på så mange niveauer. Fra pudsigt minaturemaleri af lille bi på picnic ved skovsøen over metafysisk Hilma av Klint-agtigt maleri til forjættende skulpturer med stenbesat kvælerslange, der snor sig ud af en sæk kul til de helt betagende, kønspolitiske smykker; potente halskæder, brocher, armbånd og ringe, som måske var udstillingens højdepunkt – den kvindelige kunstners transportable skulpturer, som har kunnet bæres om halsen eller håndledet kamoufleret som smykke i et elegant opgør med patriarkatet.

Uffe Isolotto, The Pocket Philosopher’s Catharsis in the Winter Garden, 2013. Foto: Anders Sune Berg.
Uffe Isolotto, The Pocket Philosopher’s Catharsis in the Winter Garden, 2013. Foto: Anders Sune Berg.
Uffe Isolotto, The Pocket Philosopher’s Catharsis in the Winter Garden, Overgaden, København.

Isolottos kitsch-digitale, autoerotiske fremstillinger af hans manipulerede selv i printede billedtæpper var rent ud bizarre og som året er gået fremstår de nærmest som et ikonisk (selv)portræt af den kære generation med de mange navne; post-internet, fladskærm-/display-generationen – generationen, der genindfører indtil fornyeligt kasserede ord såsom simulakra og palimpsest – nu på skinnende, knitrende synt-stof. Jeg er provokeret af Isolotto og flere af hans generations palimpseste tilbøjeligheder – ofte præsenteret som en halvvejs ironisk given op overfor muligheden for ny billeddannelse (hvilket udstillingen naturligvis i sig selv samtidig var en fed modsigelse af). Men jeg er også virkelig spændt, for jeg har ingen anelse om, hvor projektet ender. Hvad sker der efter, at displaykunstneren har spist sin egen hale – displayed sit eget selvsuttende display?

Stephan Dillemuth, Department of surv31llanc3&3ncr1pt10n, 2013. Foto: Kunstkritikk.
Stephan Dillemuth, Department of surv31llanc3&3ncr1pt10n, 2013. Foto: Kunstkritikk.
Stephan Dillemuth, Department of surv31llanc3&3ncr1pt10n, 2013. Bergen Assembly, 2013.

I præcis samme weekend i august, hvor København og ikke mindst kulturredaktionerne (som ellers ikke er synderligt interesseret i billedkunst) slog krøller på sig selv af fryd over debuten af en ny kunstmesse, Chart, på Kunsthal Charlottenborg – befandt jeg mig i Bergen til åbningen af den første udgave af triennalen Bergen Assembly, som ikke blot var en fejring af den «realiserede socialisme», som udstillingens russiske kurator Ekaterina Degot synes at have lokaliseret i Norge, men på en omvendt måde også en nostalgisk fetichering af Sovjetunionen, som Degot under åbningsseminaret sammenlignede med Norge på en pudsig og også lidt letkøbt måde: «Dengang i Sovjetunionen synes vi ikke at ensretningen og lighedsdiktummet var noget, som var værd at fremhæve, men i Norge peger folk sjovt nok altid på velfærdssamfundets stræben efter lighed og lige muligheder for alle som noget positivt». Monday Begins on Saturday var en ambitiøs udstilling med et kuratorisk greb, som skar sig gennem den bergensiske idyl. Det virkede godt nok lidt abrupt med denne presserende Rusland-historie midt i Bergen – og det var jo også stik imod den gængse biennale-etikette, som prædikes på enhver kuratorskole, og som foreskriver at man medtager et vist antal lokale kunstnere og at man forholder sig mere indgående til det lokale sted. Men site-specifity bliver man også træt af i længden og det virkede underligt nok forfriskende, at kuratorerne havde ladet en russisk sci-fi roman være deres «site». Og generelt var kurateringen da også langt mere ambitiøs end nogen biennale/kunstfestival, jeg længe har set i Norden.

Kunstnerisk set var det desværre ikke nogen særlig stor oplevelse, selvom Stephan Dillemuths installatoriske komposition var et stort plus. Efter at have entreret gennem en slags dukketeater-facade kom man ind til et mørkt rum med flimrende computerskærme, årvågen plastikged, polstrede møbler, et virvar af ledninger og rod – en slags overvågningsrum fra gamle dage eller hovedkvarteret for en pædofilring? Under alle omstændigheder en gennemgribende dysfunktionel stemning med al for meget gips i tastaturet – som var en frugtbar kontrast til kuratorernes lidt søgte opdeling af udstillingen i forskellige forskningsinstitutter.

EVENT

Karl Holmqvist, Give Posters a Try, 2013. Foto: Anders Sune Berg.
Karl Holmqvist, Give Posters a Try, 2013. Foto: Anders Sune Berg.
Karl Holmqvist, Selected Posters, 2005-2013 på Give Posters a Try, Kunsthal Charlottenborg, København.

Gennem årene har jeg talrige gange oplevet Holmqvist fremføre, strække og bøje sine ord i den tøvende og brummende chant, som er hans adelsmærke – og altid været lige fanget af det. Flere af hans posters har i årevis hængt på mine vægge. Men turen rundt på bagsædet af en rickshaw på Charlottenborg, hvor Holmqvists plakater fra 2005-2012 var tapetseret på væggene, tilbød en ny performativ udlægning af hans værk. Som filmspolen, der bevæges af filmapparatet, blev jeg trukket rundt og rundt i det store udstillingsrum – et cinematografisk pan, hvor mit blik var 1:1 med fremviseren. Imens kunne jeg for mit indre høre Holmqvists drævne hilsen til Laurie Anderson: «O Superman. O judge. O Mom and Dad. O Superman. O judge. O Mom and Dad …»

Publikation

Thomas Bernhard.
Thomas Bernhard.
Thomas Bernhard, My Prizes: An Accounting, Alfred A. Knopf. 2010. Overs.: Carol Janeway.

Thomas Bernhard hører til blandt mine yndlingsforfattere og jeg har længe gerne ville læse denne tekstsamling, som blev udgivet posthumt på tysk i 2009. Angiveligt var teksterne færdige til udgivelse i 1989, men blev forhindret af den tuberkulose, der kostede ham livet. Først i år faldt jeg tilfældigt over den engelske oversættelse i St. Mark’s Bookshop i New York. Konceptet er enkelt og genialt – en historie om og navngivet efter hver og en af de litterære priser, som Bernhard har modtaget gennem årene, hvilket for Bernhard naturligvis langt fra er forbundet med prestige. Snarere er det en ydmygelse hver gang han skal tilbringe en dag blandt borgmestre, spidsborgere og litterære hofsnoge. Ingen skånes i Bernhards beskrivelser; om det dyre jakkesæt han køber for at bære til en pinagtig ceremoni, hvor pristaleren blandt andet lovpriser en række teaterstykker, som Bernhard ikke havde skrevet, og hvor det først bagefter går op for ham (og hans gamle tante, som ledsager ham til alle prismodtagelserne), at der ikke medfølger nogen penge, hvorefter jakkesættet returneres samme dag. Eller den frustrerende prisoverrækkelse, hvor fondets præsident konsekvent omtaler ham som «hun» i sin tale, men hvor der faktisk følger hårdt tiltrængte penge med (på det tidspunkt skylder Bernhard både penge for et længere ophold på et tuberkulose-hospital og for en ruin af et hus, han netop har overtaget), som Bernhard dog under prisfesten kommer til at udlåne til sin nødstedte gamle redaktør, hvilket sætter ham selv i alvorlige økonomiske problemer. Og om situationen, hvor Bernhard som tidligere prismodtager skal være med til at vælge næste års prismodtager og om den inkompetente jurys tilfældige ræsonnementer, som blandt andet inkluderer at modtageren ikke må være jøde. Osv. Osv. Det er herligt skrevet i den karakteristiske Bernhard’ske underspillede monotoni med tekstblokke, der ikke tillader opdeling i afsnit og hvor man kun kan trække vejret, når man bladrer til næste pris. En ting er kunst, der går efter multinationale selskaber eller revser den politiske højrefløj, men det er en anden ting at gå efter de offentlige og private fonde og institutioner, der er til for kunsten og kulturens skyld. Det er subversivt. Og jeg kender ikke til noget tilfælde, heller ikke i billedkunsten, hvor man så konsekvent og elegant saver den gren over, som man selv sidder på.

23

Læserindlæg