Hvilke var de mest interessante udstillinger, begivenheder og publikationer i 2013? I Kunstkritikks julekalender opsummerer vores egne skribenter og inviterede gæster kunståret 2013. Den 23. i rækken er Pernille Albrethsen, som er Kunstkritikks redaktør i København og Kunstkritikks internationale redaktør.
UDSTILLINGER
EVENT
Publikation
Thomas Bernhard, My Prizes: An Accounting, Alfred A. Knopf. 2010. Overs.: Carol Janeway.
Thomas Bernhard hører til blandt mine yndlingsforfattere og jeg har længe gerne ville læse denne tekstsamling, som blev udgivet posthumt på tysk i 2009. Angiveligt var teksterne færdige til udgivelse i 1989, men blev forhindret af den tuberkulose, der kostede ham livet. Først i år faldt jeg tilfældigt over den engelske oversættelse i St. Mark’s Bookshop i New York. Konceptet er enkelt og genialt – en historie om, og navngivet efter, hver og en af de litterære priser, som forfatteren har modtaget gennem årene, hvilket for Bernhard naturligvis langt fra er forbundet med prestige. Snarere er det en ydmygelse hver gang, han skal tilbringe en dag blandt borgmestre, spidsborgere og litterære hofsnoge. Ingen skånes i Bernhards beskrivelser; om det dyre jakkesæt han køber for at bære til en pinagtig ceremoni, hvor pristaleren blandt andet lovpriser en række teaterstykker, som Bernhard ikke havde skrevet, og hvor det først bagefter går op for ham (og hans gamle tante, som ledsager ham til alle prismodtagelserne), at der ikke medfølger nogen penge, hvorefter jakkesættet returneres samme dag. Eller den frustrerende prisoverrækkelse, hvor fondets præsident konsekvent omtaler ham som «hun» i sin tale, men hvor der faktisk følger hårdt tiltrængte penge med (på det tidspunkt skylder Bernhard både penge for et længere ophold på et tuberkulose-hospital og for en ruin af et hus, han netop har overtaget), som Bernhard dog under prisfesten kommer til at udlåne til sin nødstedte gamle redaktør, hvilket sætter ham selv i alvorlige økonomiske problemer. Og om situationen, hvor Bernhard som tidligere prismodtager skal være med til at vælge næste års prismodtager og om den inkompetente jurys tilfældige ræsonnementer, som blandt andet inkluderer at modtageren ikke må være jøde. Osv. Osv. Det er herligt skrevet i den karakteristiske Bernhard’ske underspillede monotoni med tekstblokke, der ikke tillader opdeling i afsnit og hvor man kun kan trække vejret, når man bladrer til næste pris. En ting er kunst, der går efter multinationale selskaber eller revser den politiske højrefløj, men det er en anden ting at gå efter de offentlige og private fonde og institutioner, der er til for kunsten og kulturens skyld. Det er subversivt. Og jeg kender ikke til noget tilfælde, heller ikke i billedkunsten, hvor man så konsekvent og elegant saver den gren over, som man selv sidder på. |
Læserindlæg