A Fire in My Belly, Julia Stoschek Foundation, Berlin
Milliardærarvingen Julia Stoschek samler på kunst (primært i videoform), har digitaliseret meget af sin samling, men præsenterer den også i spektakulære rammer i Berlin og Düsseldorf – et bizart møde mellem kunstsamleregoet og usædvanlig generøsitet. A Fire In My Belly var muligheden for at se film en halv dag og ikke blive færdig: værker af Barbara Hammer, Peggy Ahwesh, Bernadette Corporation og P. Staff som noget af det bedste blandt alt det rigtig gode (og Anne Imhof som det forresten kedeligste). Det føltes enkelt og særligt, at alle disse kostbare rum var dunkelt anonyme biografer, at lade sig oversvømme af billeder og bare blive fodret med det spraglede sprog som videostoffet er, når det fanger øjnene og hovedet.
Tora Schultz, Stand Hard, Bizarro, København
Alting smeltede sammen til en tæt kugle af noget hardcore og skægt og rigtigt i Tora Schultz’ udstilling. Titlens ambivalens, søjlemagtpikformerne, barnligheden som demonstrativ maskulinitets velkendte bivirkning. Linoleum ligner myndighederne og søjler er autoritære, men farverne vibrerede mere af fritidshjem og så Pinocchio, dette ultimative legemotiv, som en rimelig brutal strap-on til at skiftevis skærpe og punktere udstillingens balancering af massivitet og noget skrøbeligt. Stand Hard var oplevelsen af, at et lille rum kan være et præcist udsagn, helt slebet i sin klarhed, og stadig se ud som antydninger.
Aske Olsen, How to Disappear Completely, Arcway Nightlands Connector Jennifee-See Alternate, København.
To aftener i træk opførte Aske Olsen sin ’comedy about fame and surveillance’ i en tætpakket kælder, fyldt af cirka den slags mennesker, som stykket handlede om. Teksten var lagt i hænderne på tre skuespillere, der læste fra papiret, spillede dårligt og godt i en ubesværet pendulering, og replikkerne befandt sig igen og igen et ukarikeret sted mellem sjovhed og sandhed. Hele rummets og forestillingens stemning var sloppy på den måde forkælede snowflakes med hang til kunst og angst kan være det: Teaterindholdet klæbede sig fast til de graffitipyntede vægge, til publikums selvbevidste 2021-outifts og blev den slags fiktion, der gør virkeligheden tydeligere uden at forsimple den.
– Nanna Friis er kunsthistoriker og en af Kunstkritikks skribenter.
Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her.
