Man gjorde et kunstværk fortræd
Debatten om Sophia Kalkaus bronzeskulptur på Amagerbro i København var afsæt for Louise Steiwers kommentar om de evige problemer med at tale om kunsten i det offentlige rum. Denne gang handlede det også om fagkritikken. «Som kunstfaglig offentlighed må vi se lidt indad og blive bedre til at tage kunstens parti, når billedkunstnere bliver miskrediteret, eller decideret hængt ud, i den offentlige debat. Vi må huske os selv på, at kunstkritik ikke alene er magtkritik, men også indeholder et formidlingsaspekt,» skrev Steiwer og kaldte på selvransagelse i kritikerstanden.
Sommerfugleeffekten
«Der er meget, man kan kritisere, og nogen vil måske synes, det, jeg har gjort, er for overstyret, for altomsluttende, men hey, jeg er kunstner, og hvorfor skulle jeg gå ind og arbejde med samlingen ud fra en forestilling om at skabe et objektivt rum? Jeg tror ikke på en objektiv vinkel i noget som helst», sagde Esben Weile Kjær til Helle Fagralid om udstillingen Butterfly!, som han havde kurateret for Arken Museum for Samtidskunst.
De truede med at brænde mit værk
I slutningen af 2023 oplevede flere kunstnere, at det kunne have konsekvenser at ytre sig offentligt om krigen i Mellemøsten. Apolonia Sokol var en af dem. Hendes underskrift til fordel for palæstinensernes sag mødte kraftig reaktion fra en gruppe kunstsamlere, som havde købt hendes malerier. De ville returnere værkerne og truede med at sætte dem på auktion, en enkelt ville endda brænde maleriet, og kunstnerens gallerist endte med at måtte købe dem alle tilbage. «Jeg troede, det var et privilegie, vi har i vores del af verden, at vi kan udtrykke os frit, og som billedkunstner er det jo noget fundamentalt,» fortalte en tydeligt rystet Sokol til Louise Steiwer.
Omkring 1996
Lidt som at se et fotografi af sig ung, og tænke: «Sikke en irriterende type. Hvem tror han dog, han er?» skrev Lars Bang Larsen om Esben Weile Kjærs udstilling med værker fra Arkens samling. Irritationen bestod i, at den yngre kunstner – som skribenten engang selv havde gjort det – påtog sig at formidle kunsten fra 1990erne og begyndelsen af årtusindet. Netop derfor var det interessant, hvad Bang Larsen så og genså i mødet med udstillingen: «Sommerfuglen er et øjebliksvæsen uden for historien, og med festen kan man skabe sin egen ekstatiske tid. Esben Weile Kjær leverer varen og brænder dansegulvet af, ligesom Asger Jorn engang erklærede at ‘kunst er fest!’ og skagensmalerne skålede i flok.»
Hvor er far?
Alexander Tovborgs transformation af Kunsthal Charlottenborg til en kirke, komplet med basilika og sideskibe, fik religionshistoriker Tao Thykier Makeeff til at spørge, om det egentlig var en kirke for alle. «Hans evangelium frister med frelse fra det hypermaterielle og lokker med et pusterum i en travl hverdag, hvor vi altid skal præstere», skrev Makeeeff, som endte med at konkludere, at Tovborgs kirke nok mest appellerede til de ressourcestærke, «der allerede har kristendommen og Charlottenborg inde på lystavlen».
Samtaler med venner
«Kunsten er blevet kunstnerisk igen», skrev Kristian Vistrup Madsen i et essay, som bør være pensum for alle, der skriver om samtidskunst. Det handler om den nye kunst – den, som følger efter den seneste runde af politik-som-indhold – og som nogen kalder fortryllende eller oprigtig, andre bare kommerciel, men som uanset kalder på en ny kritik. «Kunstkritikere er nødt til at opfinde et nyt sæt formelle kriterier, der ikke er baseret på stilistisk udvikling, men på æstetisk følelse,» foreslog Madsen.
Frihed for hvem?
Da Ferdinand Ahm Krag hørte om den nye lov imod koranafbrændinger, havde han i første omgang sympati for ideen. Dog viste lovforslaget sig ikke at være den nålestiksoperation, som regeringen havde lovet, «men et øksehug langt ind i den kunstneriske frihed.» Et par måneder efter Krags kommentar blev koranloven vedtaget i Folketinget, men med en justeret lovtekst, der skulle dæmme op for den værste undergravning af kunstens demokratiske principper. Ugen efter stiftede Rasmus Paludan en teatertrup, så han på lovlig vis kunne fortsætte sine koranskændinger.
Museum, kend din kunstner
«Vigtig takket være Justesens værker, ikke takket være præsentationen af dem,» skrev Stense Andrea Lind-Valden om den retrospektive udstilling med Kirsten Justesen, som hun havde set frem til, men som hun synes lignede venstrehåndsarbejde fra museet i Aalborg.
Girl Power for et nyt årtusinde
Med soloudstillingen på Arken blev Apolonia Sokol hele Danmarks darling. Også Claudine Zia var begejstret for Sokols greb om portrætmaleriet, ikke mindst hendes brug af maleriet som modstandsform «til at italesætte erfaringer, både personlige, og politiske, i et æstetisk forførende og kraftfuldt sprog, der nægter at lade sig assimilere.»
Som ravnen
«Aka Høegh maler med løse, bløde strøg, der forbinder motiver fra forskellige sfærer, lader hvaler blidt kysse kvindelæber og mørke bølger skylle skæbner med sig i hvirvlende strømme», skrev Louise Steiwer om Høeghs udstilling i Nordatlantisk Hus i Odense. Anmeldelsen handlede også om dansk-grønlandske kultursammenstød, ikke mindst dem, der fandt sted i kritikerens indre; alt det, Steiwer opdagede, hun ikke havde adgang til «formentlig fordi den fortid, værkerne trækker tråde tilbage til, ikke er min».
