Hvilket som helst rum har vel altid potentialet til at være beskyttelse eller et fængsel. Døren som invitation til alle mulige varianter af tryghed kan ligeså godt blive låst og ligne en tvang, og Asta Lynges elegante soloudstilling i La Cucina, et forholdsvis nyåbnet projektrum på Nørrebro, gør allerede med sin titel, l()l, opmærksom på denne dobbelthed; et motiv snarere end et ord, hvori både muligheden for tremmer og flugt findes.
Gennem stedets klinisk hvide kælderrum trækker sig et væghængt bånd af sorte stænger. Det er formationer af brændte træbalustre og deres titler er ’Sceptres’ og sådan får de en klar betydning, men de ligner også skiftevis tremmer eller våben eller semiaristokratisk interiør.
At magt og vold er to sider af samme sag, at ’sikkerhed’ som politisk term de facto betyder kriminalisering, er hverken en nyhed eller til diskussion. Men når Lynge siger det med et sprog som er ren form, på en gang stille og næsten stencil-tydeligt, må man næsten dirre lidt over billeders effektivitet og nødvendighed.
I det bagerste af stedets to rum præsenteres videoværket How soft your fields so green, can whisper tales of gore på en lofthængt skærm, og under den er et par skoaftryk malet med gips på gulvet. En slags småbitte skulpturjokes over dette brætspilsagtige ikon for kriminalitet. Når fjernsyn placeres under loftet ligner de tit overvågning og her fordobles fornemmelsen, fordi mennesket i videoen overvåger sig selv. Lynge filmer sin tur gennem engros-supermarkedet Inco med et 360-graderskamera, og billedet veksler mellem at være vældig genkendeligt – tomater og prisskilte og menneskekroppe kan aldrig se fremmede ud – og fuldkommen uigennemskueligt.
360 graders blikke på verden er umulige, især at forestille sig, men værkets syntese af umulig helhed og 2D-fremstilling skaber en forvrængning, der får enhver logik til at kollapse. Det er virkelig fedt at glo og glo på et så karikeret normalitets-venue, supermarkedet, i en variant, hvor rummet hele tiden spalter sig og samler sig igen: lo-fi-udgaven af den slags Inception-animation, som hovedet akkurat ikke fatter. På et tidspunkt stjæler videoens overvågende og overvågede hovedperson et hvidløg, og denne tegneseriehandling bliver et velplaceret deadpan-akkompagnement til sceptertremmernes sodede brutalitet, men også en tvetydigt kriminel kulmination på det magt- og strafspil, der forhandles og udfordres gennem hele udstillingen.
Ved siden af reglerne ligger de fucks, man kan give for dem, og indenfor rammerne af den trods alt beskedne radikalitet, kunstudstillinger som regel er i stand til at producere, er det ret tilbagelænet badass at overvåge sig selv bryde loven, spærre lovbruddet inde og lave huller i tremmerne, så både billeder og øjne kan flygte.
