Midt i coronakrisen og med udsigten til måske flere års finanskrise er uddelingen af Statens Kunstfonds arbejdslegater nok ventet med ekstra spænding. I dag er navnene så offentliggjort på de i alt 218 billedkunstnere, der i år modtager et arbejdslegat. Heraf modtager 212 kunstnere henholdsvis 50.000 eller 100.000 kroner (se alle tildelinger her). De treårige arbejdslegater – i alt DKK 855.000, fordelt over tre år – tildeles følgende seks kunstnere: Peter Brandt (f. 1966), Stine Deja (f. 1986), Maj Hasager (f. 1977), Jakob Kudsk Steensen (f. 1987), Vladimir Tomic (f. 1980) og Sif Itona Westerberg (f. 1985).
Legatudvalget for Billedkunst, som står bag uddelingen, har i år behandlet 1050 ansøgninger. Altså er næsten hver femte ansøger blevet betænkt med et legat. Det er første uddeling under det nye legatudvalg, der tiltrådte ved årsskiftet. Der er sammenlagt uddelt for i alt 19.480.000. Det er lidt over en million kroner mere end ved sidste års uddeling.
Udvalgets forperson, Jeannette Ehlers, udtaler om årets uddeling: «Danmark er lukket ned, men det er kunsten ikke! Den sprudler og bobler, stiller spørgsmål og sprænger grænser. Og det skal den gøre. Kulturen er samfundets byggesten og kunsten vor ventil, som udgør et forskningsfelt på linje med alle andre områder. Den kræver tid og ro til fordybelse. Det skal der værnes om. Især i en udfordrende tid som nu. Derfor er det altafgørende at støtte den enorme talentmasse som vi har i Danmark, hvor en stor del også når langt ud over landets grænser.»
Legatudvalget for Billedkunst består i perioden 2020-2023 af: Jeannette Ehlers (forperson), Henrik Jørgensen, Henrik Menné, Lise Skou og Maria Kjær Themsen. De har formuleret begrundelser for de seks kunstnere, der i år modtager treårige arbejdslegater. Her i uddrag:
MAJ HASAGER: «Hasager baserer sine værker, ofte fotografi og film, på en grundig research, der både involverer arkivmateriale og mennesker, som hun taler indgående med om specifikke hændelser. På den måde supplerer folks ofte meget personlige beretninger de historiske data, som Hasager beskæftiger sig med – ofte handler det om historiske situationer og konsekvenserne af politiske ideologier. Det kan fx være fascistisk arkitektur i Rom (We will meet in the blind spot, 2015), historiske strejker i Polen under det kommunistiske styre (Decembers, 2011-14), eller lange portrætter af efterkommere af de palæstinensere, der måtte forlade deres hjem efter 1948, hvor staten Israel blev dannet (Memories of Imagined Places, 2010).
Den distance til de virkelige hændelser, der ofte sker via de officielle medier, bliver i Hasagers værker brudt via de personlige erindringer og stemmer, der italesætter levet liv. Hendes værker handler på den måde både om erindring, og om hvordan vi kan arve minder via vores forældre og bedsteforældre, der kan sætte dybe spor i os. Og hvordan både arkitektur og politiske regimer påvirker os og sætter spor i vores sind. Det sidste er sværere at dokumentere, men det lykkes Hasager at få væsentlige og ellers ufortalte aspekter frem af hændelser, som har præget vores moderne verden. Via hendes fotografier og film gøres historien igen relevant og levende, og Hasagers værker er derfor ikke bare dybt vedkommende, men også vægtige som et æstetisk bearbejdet supplement til historiebøgernes eller nyhedernes måde at beskrive historien på. Derfor modtager Maj Hasager det treårige arbejdslegat.»
SIT ITONA WESTERBERG: «Westerberg formår at skabe fortællinger med sine skulpturer. Fortællinger fra meget gamle dage, der handler om fremtiden. Hendes værker tager ofte afsæt i en mytologisk verden, befolket af fabeldyr og væsner, der er både menneske, dyr og vækster. Alligevel ligner de noget, vi kender – fra fantasiens, religionens, kunstens og litteraturens verden. Disse fabeldyr udhugger hun ikke i marmor, men i noget så profant som gasbeton – et materiale, der har skabt rammen om så mange middelklassefamiliers liv i form af billige parcelhuse. Kombinationen mellem fabler og gasbeton er både fantasifuld og humoristisk, og den udvider kunstens udtryk og her særligt skulpturtraditionen.
Selvom Sif Itona Westerbergs værker ved første øjekast kan se bedagede ud – med deres mytologiske udtryk – handler de til gengæld om noget højst aktuelt og relevant: mutationen af arter, og teknologiens og videnskabens eksperimenter. Aktuelt forskes der i at transplantere organer fra dyr til mennesker, eksempelvis at overføre grisehjerter til menneskekroppe. Ligeledes er den digitale udvikling et sted, hvor menneskets krop bliver mere og mere koblet på teknologien. Det er her forestillingen om det posthumane fremmanes i Westerbergs værker, og løsriver sig fra de gamle mytologier, for i stedet at handle om, hvor vi er på vej hen.
Sif Itona Westerbergs værker er med andre ord højst originale, når de kobler så forskelligartede emner som gammel mytologi og ny forskning. Og dét i et hidtil uset formsprog, der både er egenartet og dybt inspirerende at opleve. Derfor modtager Sif Itona Westerberg det treårige arbejdslegat.»
PETER BRANDT: «’Lad os omstyrte patriarkatet’ lyder teksten på ét af Peter Brandts fotografiske værker i form af en alternativ valgplakat fra 2019. Peter Brandts praksis udspringer af 1970’ernes feministiske body art og teorier, som han bruger i sin kunst til at undersøge samfundsmæssige såvel som private magtforhold. Igennem sin kunst belyser Peter Brandt det komplicerede forhold mellem det individuelle og kollektive traume og bruger sit eget liv som forlæg i samspil med maskulinitetsstudier, traumeteorier og kunsthistorisk materiale.
Dette kunne bl.a. opleves i soloudstillingen Monument to Violence på udstillingsstedet Memory of the Future i Paris, som bestod af fragilestof-, foto- og videoværker, hvis form stod i stærk kontrast til de emner om vold og overgreb, som værkerne behandler. I billedserien Rising ses sort hvide billeder af kunstnerens hånd i forbinding, efter et brutalt overfald. Forløbet i serien går fra vrede knytnæver til åbning af hånden og reflekterer både over såret maskulinitet, magt og patriarkalske strukturer i vores kultur. Peter Brandts praksis og de tematikker han beskæftiger sig med er overordentlig vigtige i en tid, hvor kroppen og vores forhold til den bliver mere og mere abstrakt. Hans mangeårige vedvarende insisteren på at tale om det, der er svært at tale om; at vise os det, vi ikke vil se; hans evne til at sætte sig selv i spil; hans sårbarhed og mod er hans helt personlige styrke. Derfor tildeler vi Peter Brandt det treårige arbejdslegat til fortsat kunstnerisk forskning, der gør os alle klogere på os selv.»
VLADMIR TOMIC: «Tomic er født i Sarajevo og opvokset i det tidligere Jugoslavien, indtil han som 12-årig flygtede til Danmark fra Bosnien sammen med sin mor og storebror. Denne flygtningehistorie har ligget som et spor i Tomics værker tilbage fra hans tid på Det Kgl. Danske Kunstakademi, og i tidlige filmværker som Echo (2005) og My Lost Generation(2009), der begge tager udgangspunkt i Tomics egen historie, som grundlæggende handler om, hvad krig, flugt og migration gør ved et menneske og en familie. Det samme gør sig gældende med den 70 minutter lange film ”Flotel Europa” (2015), der blev udtaget til filmfestivalen i Berlin sidenhen har vundet prisen for bedste dokumentar på adskillige filmfestivaller.
Filmen starter i Københavns havn, hvor Tomic sammen med sin mor og storebror bor sammen med 1.000 andre flygtninge fra Balkankrigen på kæmpeskibet Flotel Europa i Københavns Havn. Flygtningehistorien – som mange vil kende fra TV Avisen og nyhederne – bliver i Tomics værk til en personligt forankret fortælling, baseret på voice over og hjemmevideooptagelser af det på mange måder ganske almindelige liv, der foregik på skibet: madlavning, dans, musik og leben, kombineret med stunder af stor personlig tragedie. Tomic zoomer på den måde direkte ind i hverdagens stunder af både glæde og dyb sorg, og giver på den måde et stærkt og følsomt indblik i, hvad det vil sige at være på flugt fra krig, og skulle indpasse sig under stadigt skiftende forhold i et nyt land. Oplevelser, som vedbliver med at være dybt relevante i en verden præget af stadige konflikter, krig og naturkatastrofer. For Tomics personlige fortællinger om historiske hændelser om flugt og krig modtager han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.
JAKOB KUDSK-STEENSEN: «Kudsk Steensen arbejder med digital animation og interaktive teknologier. De senere år har han endvidere udviklet sit kunstneriske arbejde inden for virtual reality med bl.a. værket RE-ANIMATED fra 2018, der ud fra ornitologisk arkivmateriale genskaber en afdød fugleart. Hans værker tager beskueren med på fascinerende og ofte stærkt urovækkende rejser ind i en verden, som vi både kender, og som samtidig fremtræder dybt fremmed i sin smukke, dystre, transformerende og rumligt uforudseelige, visuelle fortælling.
Jakob Kudsk Steensen arbejder i særdeleshed med inspiration fra biologien, og hans værker henter stof fra feltstudier, naturvidenskab og naturhistoriske arkiver. Ud fra et sådant undersøgende afsæt skaber han meget sanselige og tankevækkende værker, hvis sammensmeltning af virtuelle og virkelige fænomener udfordrer vores naturbegreb, og peger på verden som en sårbar og kompleks forudsætning for vores liv. Gennem sin overbevisende, kunstneriske brug af menneskeskabt forskning og teknologi åbner Kudsk Steensen således for at naturen kommer til at tale til os, både igennem sin lange historie om arternes udvikling og forsvinden, men i lige så høj grad om os selv som en af de kræfter, der er med til at forme betingelserne for vores liv og vores forståelse af netop disse betingelser.»
STINE DEJA: «Deja modtager det treårige arbejdslegat for sit stærke arbejde, hvori hun udforsker rummet mellem det virtuelle og det virkelige. Ved brugen af hackerteknologi, totalinstallationer og 3D animationer undersøger hun forholdet mellem digitale teknologier og moderne sociale interaktioner. Hun eksperimenterer med bl.a. ansigtsgenkendelses-software til at skabe foruroligende 3D videoer om transhumane væsner, som led i et studium af teknologiens påvirkning af mennesket. I installationen Hard Core, Soft Bodies konfronteres beskueren med syrede 3D animerede skeletkonstruktioner og skulpturelle indvolde vist på fladskærme, som er installeret i minimalistiske grus-lignende opsætninger. Alt sammen virkelig bizart, originalt og super æstetisk.
Stine Deja viser os de udfordringer og muligheder, som den teknologiske udvikling bringer. Hun tager afsæt i teknologiens nærmest ubemærkede integration i vores liv og diskuterer, hvorledes denne udvikling kan distancere os fra os selv og andre mennesker. Hendes kunstnerskab sætter betydelig fokus på, hvad det vil sige at være menneske i en tid, hvor der forskes i nedfrysning af liv og udødelighed, hvor et fremtidig biologisk kastesystem er et muligt scenarie, og hvor selve livet potentielt kan blive et produkt, som kun de allerrigeste kan tilvælge.»
