Det er næsten for romanagtigt, noget som sikkert kunne få mange historiefortællende typer til at bryde ud i inderlig podcast: ud af det blå at modtage 244 kasser med indholdet af en afdød fars tilsyneladende ihærdigt arkiverende og dokumenterende kunstpraksis/liv. Bjerge af negativer, filmruller, kassettebånd, fotos og avisudklip, noter og tekster og bøger, simpelthen en samling af noget, der til forveksling ligner hvad som helst. Denne afdøde fars søn, Tris Vonna-Michell, har gjort det til (en del af) sin praksis at bane sig vej gennem bunkerne, måske sætte dem en anelse i system, måske bare betragte dem og anvende dem i egne nye værker. En slags billedlig familieforøgelse, hvis man skal være lidt corny, et nøgternt ekko af noget tid og noget menneske, der er væk.
Hos Vermillion Sands, kælderen på ydre Nørrebro, hvor der stort set altid er garanti for alternativer til mainstream-københavnerscenen, præsenteres lige nu et lille stykke af det her ekko – i lydform, men især som billeder. Det ligner, at omgangen med den enorme mængde materiale, Vonna-Michell har fået leveret fra sin far, åbenbart uden at vide at det eksisterede, er minutiøs og hensynsfuld. Med grundig tålmodighed møver han sig gennem bunkerne, dokumenterer ophobningerne, arrangerer dem måske i sine egne sammenstillinger, skaber en slags billed- eller værkkategori, der vel både strejfer readymade-logikker og nøgtern dokumentarisme.
Det mest iøjnefaldende af udstillingens tre værker Nudging & Spooling (2024) er et diasshow med, hvad der formentlig er, et vildt begrænset udpluk af farens bunker. Fordi billederne vises i diasform har værket også en skulpturel dimension, de blæses op på væggen fra en karrusel med projektor, hvor hvert skiftende dias skydes frem med apparatets karakteristisk tykke, smurte kliklyd. En lyd af 1980’ere og analog nostalgi. Den her specifikke projektor bliver sværere og sværere at få fat i, så værkets fastholdelse af motiver og fortid spejles så at sige i det tableau af vintagemaskineri og -møblement, der er stablet på benene for, at billederne kan komme til syne.
Motiverne er spækket med selve arkiveringens og dokumentationens grundelementer: farens samling af netop filmruller, negativer, kassettebånd, noter, aviser, fotos, dias – fotograferet af Vonna-Michell og siden fremkaldt i ny diasform. Meta føles som en for fattig betegnelse, snarere er det som om, der sker en fordobling af det arkiverende blik. Det strækkes i tid og gøres længere.
Lysbilledets vilkår er derimod at være forbigående, nogle sekunder bliver hvert foto hængende på væggen inden karrusellen klikker det næste frem. Ved siden af den konserverende essens, som værket unægtelig har, findes den omstændighed, at det ikke rigtigt er muligt at dechifrere motivernes indhold til bunds, læse noterne, begribe sammenhængen, og det er sikkert heller ikke meningen.
På samme måde er det ikke umiddelbart gennemskueligt, hverken for publikum eller for kunstneren selv, hvad der er rod, hvad der er muligt skrald, hvad der er mulige kunstværker. Vonna-Michell arbejde er tydeligt som kunstner, men fælles for de to generationer er, at det tilsyneladende ikke er synderligt vigtigt, om arkivets faktiske indhold og sammenhænge er forståelige for en eventuel eftertid. De affotograferede stakke på stort set alle Vonna-Michells billeder er klemt lidt inde, beskæringen er grov eller henkastet, så det hele tiden kun er hjørner og bidder, man kan se, sjældent vises et helt foto eller avisudklip, en hel seddel eller bogforside. Men det føles ikke som en indadvendt gådefuldhed, snarere er det, som om rodet bare er nysgerrighedsstimulerende, navne og bogtitler, man får lyst til at google.
Udstillingens andet fotoværk, Collections & Collaborations (study II) (2024) er mere tech-blankt i sit udtryk, fem tabletlignende skærme ligger på et bord og lyser med den samme slags arkivmotiver som diasshowet, men de LED-skinnende stykker elektronik lægger en anden form for afstand til det analoge materiale. Og som et soundtrack til den visuelle unboxing, der foregår i de forskellige fotoformater fyldes udstillingsrummet af et lydværk (Nudging & Spooling): Vonna-Michell har optaget sig selv pakke ting ud, katalogisere og arrangere dem som nye fotocollager. Den nøgternt rapporterende gennemgang spejler de andre værkers nøgternt registrerende billedside, og det indlysende vanskelige ved at lytte til et menneskes omgang med materiale, man ikke kan se, bidrager til følelsen af, at hele projektets essens ikke består i, hvad arkivet indeholder, men simpelthen at det findes.
I det hele taget findes en særlig fornemmelse af, at udstillingen netop ikke er et portræt af en far, men snarere en undersøgelse af dennes arbejde, blik og sensibiliteter, end en fremkaldelse af selve mennesket. Sentimentalitet er der intet af, højst en behersket længsel efter billedformer og dokumentsamlinger, der snart – og jo sådan set allerede for længst – fortæres fuldstændig af LED-løsninger og harddiske og internetskyer.
Uventet at arve så massiv en (kunst)samling er spektakulært, men i stedet for at granske sin far som et stykke biografi lader det til, at Tris Vonna-Michell interesserer sig for at kortlægge sin far som et stykke billed- og materialehistorie, der er ved at visne. At fastholde og forlænge og udvide denne historie inden overgivelsen til ultimativ digitalisering, evig skærm.
