Fornyligt slog jeg den app, der fortæller mig, hvor meget tid, jeg bruger foran mine skærme fra, for at undgå at blive unødigt mismodig. Inden da nåede den at afsløre, at min daglige skærmtid nu nærmer sig 13 timer, hvilket under covid-19 formentlig ikke er usædvanligt. I disse tider, hvor en tredjedel af verdens befolkning er isoleret hjemme, er internetforbruget skudt i vejret og mange af os har fået en ny dagligdag, hvor såvel arbejdsrelaterede møder som sociale aktiviteter foregår på digitale platforme. Fra december frem til slutningen af marts er antallet af daglige brugere på Zoom steget fra 10 til 200 millioner, hvilket gør programmet til det mest downloadede ikke-spil igennem de seneste par uger.
Det var også Zoom, jeg fornyeligt loggede ind på for at opleve, hvordan en onlinefernisering mon udspiller sig. Den nystartede udstillingsplatform Radar Contemporary, drevet af Ida Kvetny og Diana Velasco, åbnede her gruppeudstillingen Extensions Vol. 1; en temaudstilling om teknologien som en ekstension af vores kropslige og mentale råderum. Klassisk cyborgteori med andre ord, men i en opdateret 2020-udgave med mere fokus på digitale interfaces end på exoskeletter og Bladerunner-referencer.
Der sad vi så, lige omkring 60 mennesker, isoleret i hver vores lille firkant i Zooms grid, pinligt bevidste om, at vi ikke alene eksponerede vores ellers private rum for hinanden, men givetvis også vores personlige data for en række techgiganter. «Hvad så nu?» spurgte en efter åbningstalen var afholdt, og vi havde skålet akavet til skærmen. «Er det ikke nu, man plejer at small-talke?»
Denne mangel på kropslig tilstedeværelse er både udstillingens udfordring og dens tematiske omdrejningspunkt. Selve udstillingen foregår på Radar Contemporarys website, hvor otte Vimeo-videoer ligger side om side. Jeg klikker på Amalie Smiths Michanikos fra 2015. Michanikos er navnet på en græsk folkedans, som er inspireret af den dykkersyge, der fulgte med den teknologiske opgradering til moderne industrielle dykkerdragter. Smith har udstyret en danser med en motion capture suit – en heldragt, der registrerer kropslige bevægelser og oversætter dem til digitale animationer – og vi ser danseren og en animeret dykker udføre den samme rystende dans i to sidestillede billeder.
Samme teknologi er anvendt i Uffe Isolottos værk The Drift, der også synes at tematisere den digitale revolutions indvirkning på vores fysiske krop. Her følger vi en mescalin-påvirket krop oversat til digitale avatars, der som trippet udvikler sig gradvist mister hud og muskelstruktur, indtil de ender som et mediterende skelet, der flyder vægtløst rundt i et mentalt og digitalt ocean. En kropslig degenerering, altså, men ikke uden håb for, at der et sted i det psykedeliske og digitale rum er åbninger for nye erkendelser.
Også Helene Nymann udforsker alternative potentialer for kropslig erkendelse, ikke gennem det psykedeliske, men gennem det ikke-menneskelige. I Selva of Selves (S.O.S) introducerer hun os for Aplysia Californica, et havbløddyr, der genererer og ophober erindringer gennem nervesystemet, og som derfor er testdyr i aktuel forskning i, hvordan minder overføres. Videoen fremstår som en pulserende farvestrøm genereret af de kemiske væsker, dyret bruger til selvforsvar. Og her møder vi en af udstillingens udfordringer. Det, der sikkert ville være en sansemættet rejse i farver og pulsslag, hvis den havde haft et andet format, ligner mest af alt en kitschet screensaver, når den præsenteres på en lille hjemmecomputer. Værket taler om kropslig forankring af erindring og erkendelse, men det er svært at tage ind, når det fysiske møde med værket reduceres så kraftigt.
Det er karakteristisk for Extensions, at de fleste værker lige så vel – og måske med fordel – kunne have været præsenteret på en almindelig udstilling, hvor bedre lyd og større skærme måske kunne have givet en mere kropslig oplevelse. En undtagelse er Kristoffer Ørums Vladimir’s Tongue, der bruger computerens webcam til at overføre Putins talende ansigt henover beskuerens eget. Værket er en skræmmende aktuel påmindelse om, hvordan teknologier ikke kun kan anvendes til at udvide repræsentationen af de eksisterende, men også kan skabe nye virkeligheder, hvor kunstige intelligenser og deepfakes kan manipulere hvad som helst frem fra de digitale spor, vi hele tiden sætter.
Ifølge arrangørerne har udstillingen været planlagt længe inden den igangværende covid-19 krise, men man kunne næsten ikke have forestillet sig en mere aktuel kontekst for en udstilling, der kredser om digitalitet. I en tid, hvor den fysiske krop disciplineres og afskærmes fra andre kroppe igennem masker og interfaces, mens den digitale overvågning øges gennem apps og smartphones, har vi mere end nogensinde brug for at diskutere, hvad denne revolution gør ved vores krop og sind.
I sit VR-værk inviterer Ida Kvetny til en animeret technofest i en psykedelisk, farvemættet grotte, beboet af mystiske væsner et sted imellem Medusa og Teletubbies, og opstiller dermed en situation, hvor vi med det digitale som mellemled kan fremmane og opleve hvad som helst. Spørgsmålet er så, om der er sådan, vi gerne vil feste og se på kunst i fremtiden? For mit eget vedkommende savner jeg det fysiske og taktile, når jeg sidder i blazer og pyjamasbukser – coronakrisens uofficielle uniform – og klikker mig igennem videoerne. Kroppen bliver så porøs, når den afskærmes fra alting via masker og interfaces – som et bløddyr, men uden kemiske væsker at forsvare sig med.
