Et etableret galleri i København, Danmark, har netop åbnet en gruppeudstilling med 7 kvinder og 0 mænd. Noget der hverken burde være sjældent eller opsigtsvækkende er det desværre alligevel, men den reelt ubegribelige opdagelse er, at 22 ud af galleriets 24 repræsenterede kunstnere er mænd. Denne tekst burde ikke handle om andet.
Den burde ikke handle om, at Nils Stærk, et højloftet, betongulv-og-hvide-vægge-galleri ude på gentrificeringens frontlinjer i det københavnske nordvestkvarter, danner ramme om udstillingen Betamax, hvis sammenstilling af syv kunstneriske praksisser skaber «et samlet bevægelsesmønster, der tidsmæssigt peger både bagud, fremad og sidelæns». Værker af Haegue Yang, Charlotte Brüel, Iulia Nistor, Rebecca Lindsmyr, Tove Storch, Lea Porsager og Sonia Landy Sheridan udgør dette såkaldte bevægelsesmønster, men teksten her burde ikke handle om, at mønsteret er svært at få øje på.
Den burde ikke handle om udstillingens uigennemskuelige ide, om titlens teknikoptagede uforbindelser til et rum, der egentlig står og ser temmelig organisk ud. Charlotte Brüels fjer, garnet og koglerne hos Haegue Yang, og Lea Porsagers erogene zoner (deres industrielle ophav er grundigt splintret, og uden at gå for langt ud ad en entydig fortolkningstangent, er denne ødelæggelse velsagtens en essens i værket). Mødet med udstillingstekster og -koncepter er igen og igen mødet med tvivlen om, hvorvidt min fatteevne ikke kan mønstre den til læsningen påkrævede abstraktion, eller om sætningerne faktisk ingenting siger. Således også denne gang, hvor eksempelvis en formulering om de syv praksissers forskellige udtryk påpeger, at «med deres individuelt funderede erfaringsgrundlag repræsenterer de forskellige aftryk i samtiden». Ja. Det er vel det, det er at være en person på et tidspunkt og lave ting.
Men denne tekst burde ikke pege fingre ad andres skrift, den burde pege fingre, utallige, af beslutningen om, at simpelthen kun Lea Porsager og Tove Storch på hele den københavnske, nordiske, internationale scene er kommet gennem nåleøjet til den grundigt uforstyrrede mandeklub, der er Nils Stærks. Den burde ikke handle om, at det virker en anelse kuratorisk uinspireret (og vældig kommercielt inspireret) at geniscenesætte den Porsager-ide, der for ikke mindre end et halvt år siden lå og var ægte majestætisk inde på byens vigtigste kunsthal. ´Vindmøllevingerne er selvfølgelig nogle andre objekter herude i galleriet, snittene anderledes og skiverne installeret som afgrænsede billeder og skulpturer, fremfor at være det gennemborede og helstøbte væsen, de samlede sig til på Charlottenborg. Og denne tekst burde ikke kritisere gode værker.
Den burde ikke kritisere fornemmelsen af Haegue Yangs underligt løsrevne skulptur; et ret blødt og varmt lille garntræ mellem Tove Storchs nærmest demonstrativt minimale stålstænger og Sonia Landy Sheridans underligt grafikertjekkede og analog-core fotografier (udstillingens i øvrigt eneste synlige krog i de kameravibes, der, takket være udstillingstitlen, tynger rummet mere end dets malerier og skulpturer rigtig kan bære). Yang er for længst en stjerne, hun er i stald hos blandt andre Greene Naftali og kurimanzutto, og der er ingen grund til motivforskning, men inkluderingen af dette tekstillækre begærsobjekt i en galleriudstilling få uger før selveste SMK åbner Danmarks første solopræsentation af Yangs arbejde, er om ikke andet værd at bemærke.
Men teksten her burde ikke handle om formodede intentioner hos den kurator (og gallery director), der trods alt har inviteret en gruppe kvinder ind i et rum og en butik de, med undtagelse af to, i praksis ikke er ønskede i. Den burde ikke handle om, at udstillingen i bedste fald er velmenende uinteressant i sin kryptisk formulerede utydelighed omkring, hvad den egentlig gerne vil vise, i værste fald et gennemtænkt forsøg på at simulere et øjebliks underspillet intersektionalitet for at dække over det faktum, at galleriets kønsbalance er grotesk. Den burde ikke handle om materiel skrøbelighed eller om den mulige poesi i blomster og fjer og pink, for opmærksomme øjne på selve værkerne ville være at lukke de samme øjne for den systemiske virkelighed, det er, at Nils Stærk (og nærmest samtlige andre københavnske gallerier) helst vil sælge kunst af mænd.
Denne tekst burde udelukkende handle om, at ingen enkeltstående udstillingsimpulser, hvor feministiske de end måtte være, kan mildne den useriøse omstændighed det er, at en magtfuld aktør på en scene, kunstens, der gennem århundreder har identificeret sig med progressive, kritiske potentialer, står bag en kønsulighed af victorianske dimensioner i Danmark i 2022. Og med useriøs omstændighed mener jeg til grin og dybt skadelig og ignorant udover alle grænser.
Forhåbentlig behøver tekster ikke handle om det her særlig meget længere, forhåbentlig er fra-mænd-af-mænd-til-mænd-markedet snart fortid, forhåbentlig snart af køberne straffet, så galleristerne kan få lov at sidde alene tilbage i de renoverede nordvest- og kødbylagre, de ikke har fortjent og forsøge at sælge tung stål og abstrakt ekspressionisme til Vesterbros kommende gamle mænd.
