Den kunst, der skabes inden for og omkring de subkulturer, der beskæftiger sig med spil (rollespil, kortspil, computerspil) er ofte meget kompleks og fantasifuld, men står helt adskilt fra kunstverdenen. En maler eller programmør, der laver billeder til brætspil eller computerspil, kan sagtens have tusinder eller endda millioner af fans, og samtidig være ganske ukendt inden for kunstens verden (og sandsynligvis have det helt fint med det).
Udstillingsrækken Games på Museet for Samtidskunst er udviklet i samarbejde med den lokale spilbutik Fanatic og Roskilde Rollespilslaug, og den er ikke et heroisk forsøg på at rette op på tingenes tilstand. Den står snarere som en erkendelse af, at kunstens og spillenes verden er heterogene størrelser, også selv om de deler visse æstetiske og begrebsmæssige interessefelter. For eksempel er begge verdener interesseret i fantasi, deltagelse og repræsentationspolitik. Begge kan byde på værker fulde af allegorisk kompleksitet. Og begge indtager paradoksale kulturelle positioner, hvor man både har ét ben uden for og ét ben inden for den kommercielle underholdningsindustris rammer.
Udstillingsrækken Games er opdelt i fire «runder» eller miniudstillinger. Den første, der bærer titlen «Planeswalkers», fokuserer på det populære kortspil Magic: The Gathering. Den anden, «Play It by Trust», viser kunstspil, altså spil lavet af kunstnere. Den tredje, «Infinite Seats of Power», er eventbaseret (hvis coronarestriktionerne slækkes i maj, vil museet være vært for en storstilet live-action rollespilssatsning). Den fjerde runde er podcast, der byder på lydværker og foredrag i forbindelse med udstillingen.
Det mest slående element i udstillingsrunden «Planeswalkers» (et udtryk hentet fra Magic-spillet, hvor det bruges om figurer, der kan bevæge sig fra ét virkelighedsplan til et andet) er malerier af den danske kunstner Jesper Ejsing, som laver illustrationer til Magic-kort. Ejsing afbilder orker, troldmænd, monstre og fantastiske landskaber, der hjælper spillerne med at forestille sig spillets figurer og verdener. Malerierne er vidunderlige – fulde af det outrerede, det groteske og overdrevne detaljer. En dinosaur-lignende væsen tramper tungt gennem en frodig skov, alt imens det tygger på et lyserødt bjerg. Et pigget monster står over en lavapøl med en kølle i hånden, tilsyneladende klar til at kaste sig i kamp. Mystiske diamantformede genstande flyder rundt i en skyggefuld sump.
Disse malerier er ikke blot funktionelt illustrative, de er umådeligt overfyldte; vældet af overflødige detaljer henviser til en ekspansiv verden, som spillerne kan projicere sig ind i. De inviterer til fordybelse, til at træde inden for. Det er derfor, at visse grupper af fans ikke blot samler på disse kort, men også om- og samskaber dem. For eksempel er gruppen MTG Alters et internationalt netværk af kunstnere, der maler videre på eksisterende Magic-kort og dermed skaber nye billeder. Games rummer bidrag fra MSJ Alters (et kunstnernavn for Maria Søndergaard Jensen), hvis utroligt minutiøse malede modifikationer omdanner de oprindelige korts symbolske univers, vender op og ned på figurernes køn og kønsroller og drysser poppet glimmer ud over originalernes dystre fantasiverden.
Nogle af de andre udstillede værker er ikke eksplicit relateret til Magic-spillet, men bygger videre på tanken om at skabe sine egne verdener, her rykket ud fra spillets gameplay og ud i det virkelige, sociale liv. To kjoler af Mira Winding og Clara Bella Winding er baseret på de originale illustrationer til Lewis Carrolls Alice i Eventyrland (1865) og er skabt med henblik på cosplay. Det er brusende, omhyggeligt lagdelte stykker tøj (én af kjolerne består af femten dele), der dyrker moderne fantasiforestillinger om fortiden. Cosplay er selvfølgelig også en form for rollespil, og disse kostumer rammesætter både litteratur, seksualitet og den måde, vi performer køn på, som en slags spil.
Udstillingens anden del, «Play It by Trust», fokuserer på spil lavet af kunstnere. Heriblandt et par velkendte Fluxus-værker, såsom Yoko Onos Play It by Trust (1966), som er et helt hvidt skakspil, der således forvandler et spil om krig til en metafor for fællesskab (og desværre samtidig manifesterer en udglattende ensartethed). Et andet eksempel er et antal partiturer til lydværker af Eric Andersen. Der er også nyere værker som f.eks. Francis Patrick Bradys Universal Scenarios for Peace (2016), der inviterer deltagerne til at diskutere fred som begreb, og Jingshi Wangs morsomme Game of Dud(2019), hvor en håbefuld kunstner bevæger sig rundt i Londons kunstverden og i mødet med den hårde konkurrence mister «selvtillidspoint» i hver runde.
Denne del af udstillingen rummer righoldige historiske referencer og bygger bro mellem Fluxus-bevægelsens sammenstykkede happenings og de nyere kunstneres mere udførlige forsøg på at opfordre til deltagelse. Men den føles også mindre umiddelbart tilgængelig end «Planeswalkers», fordi det ærligt talt er svært at forestille sig, at særligt mange mennesker rent faktisk vil spille disse spil: de er bestemt interessante og gode at tænke over, men de virker ikke som sådan sjove. Det står helt klart, at deres æstetiske værdi ikke primært består i oplevelsen af at spille dem, men i at analysere deres regler som en slags samfundsmæssig allegori. Magic: The Gathering og rollespil fungerer helt modsat. Hvis der skulle være en allegorisk dimension i et rollespil, er den opfundet af deltagerne undervejs: den er en del af spillet, ikke en metakommentar.
Men afstanden mellem kunst og spil er noget af det, der er så interessant ved Games. Udstillingen lykkes netop i kraft af accepten af, at disse verdener står langt fra hinanden – og at de hver især er selvberoende. I en kunstverden, der hele tiden forsøger at indoptage andre diskurser og subkulturer, er det forfriskende at se en udstilling, der behandler en subkulturel æstetik med respekt og afstand. Games er helt klart klar over, at mødet mellem disse to verdener vil være kortvarigt, og det er okay. Udstillingen forsøger med klædelig beskedenhed at sætte dem i samtale uden at undergrave hinanden og håber, at mødet bliver frugtbart og legende.
