Fra årsskiftet træder en ny samarbejdsaftale i kraft imellem museerne Kunsten i Aalborg og Louisiana i Humlebæk nord for København. Formelt set betyder det nye partnerskab, at Louisianas direktør Poul Erik Tøjner får det overordnede ansvar for det kunstfaglige program på begge institutioner, mens den nye direktør, der skal erstatte Gitte Ørskou (nu direktør på Moderna museet i Stockholm), kommer til at referere til Louisianas ledelse i forhold til programlægning og udstillinger.
Det betyder også, at direktørstillingen er opslået på ny, så kandidaterne er bekendte med de nye forudsætninger, «selvom det grundlæggende er den samme selvstændige og markante profil, vi leder efter», udtaler Christen Obel bestyrelsesformand for Kunsten (samt formand for en af Danmarks vægtigste fonde, Det Obelske Familiefond) i en pressemeddelelse, som også fremhæver Louisianas ressourcer og brand som et væsentligt aktiv bag beslutningen om at formalisere samarbejdet mellem de to museer.
Kunsten og Louisiana har tidligere arbejdet sammen om blandt andet den aktuelle udstilling Twilight Zone, hvor Kunsten viser en række værker fra Louisianas samling, ligesom de to institutioner havde et partnerskab omkring den William Kentridge-udstilling, Louisiana viste i 2017 og Kunsten i 2018. På baggrund af disse erfaringer har man nu besluttet at formalisere samarbejdet til at omfatte hele Kunstens udstillingsprogram.
Det betyder, at Kunsten fremover vil kunne låne værker fra Louisianas omkring 4000 værker store samling, der kan sammensættes med museets egen samling, der også rummer omkring 4000 værker. Fra Louisiana side betoner man, at samarbejdet vil give mulighed for at række ud til et bredere publikum, der ikke nødvendigvis kommer forbi Humlebæk med sammen frekvens eller selvfølgelighed, som det københavnske publikum. Louisiana havde sidste år omkring 755.500 besøgende, mens Kunsten fik knap 104.000 personer igennem døren.
Spørgsmålet er, om det nye samarbejde i praksis kommer til at betyde, at Kunsten bliver reduceret til et «Provinsiana», som en kommenterede vittigt på Facebook. Kan man opretholde en lokal identitet og en særskilt kuratorisk stemme på Kunsten? Er der grund til at frygte, at det museale landskab i Danmark fremover bliver mere unisont? Kunstkritikk har spurgt Poul Erik Tøjner om fremtidsplanerne.
Hvordan kommer dette nye samarbejde til at ændre Kunstens profil fremadrettet?
Det er for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, for det afhænger meget af hvilken direktør, der bliver ansat på Kunsten. Jeg ved godt, at der bliver spekuleret i, om dette her betyder, at jeg skal bestemme det hele, og at man 1:1 overfører Louisianas model til Kunsten, men det er ikke ideen. Nøglen til Louisianas succes er, at det er et radikalt stedsspecifikt museum, hvor der er overensstemmelse imellem arkitekturen, museets placering i landskabet, museets ånd og den måde vi taler om kunst til et publikum. Hvis man skal overføre noget fra Louisiana til et andet sted, så er det vigtigheden af at være stedsspecifik. Derfor kan man ikke bare flytte vores store udstilling om månen til Aalborg, og det er heller ikke ideen med dette samarbejde.
Tanken er at hjælpe et nyt miljø frem med en ny direktør i spidsen, som prøver at radikaliserer ideen om det stedsspecifikke. På Louisiana har vi en større erfaring, større internationalt netværk og en mere kritisk masse i inspektørstaben, simpelthen fordi vi er en større gruppe medarbejdere og vi har lavet flere udstillinger. Derfor mener vi, at dette her kan blive et gensidigt interessant eksperiment imellem to institutioner, der begge har det godt. Der er mange steder, hvor man begynder at eksperimentere, fordi det går ad helvedes til og alt er bedre end status quo, men både Louisiana og Kunsten er i fin form, og det giver et frirum til at implementere en ny struktur, der kan udvikle begge institutioner.
Hvordan vil dit samarbejde med den kommende direktør på Kunsten konkret komme til at se ud? Når du bliver ansvarlig for udstillingsprogrammet, betyder det så, at den nye direktørs ansvarsområde primært bliver af administrativ karakter?
Sådan opfatter jeg det ikke. Hvis denne ide skal bære frugt, bliver der nødt til at være en struktur, for ellers bliver det bare hensigtserklæringer og gode viljer. Jeg synes, det er udmærket at have en ramme at arbejde i, men det er ikke noget, man aktiverer i det daglige, hvor det i højere grad handler om, hvordan man arbejder sammen. Selv om mit navn står øverst i organisationsdiagrammet her på Louisiana, så er jeg omgivet af dygtige, kreative mennesker, som alle har holdninger og byder ind i en dialog om, hvordan vores udstillingsprogram skal se ud. Et samarbejde med Kunsten vil have samme karakter, og jeg kan ikke se for mig, at en ny direktør i Aalborg skal ringe til mig hver anden dag og spørge om han eller hun må gøre et-eller-andet.
Direktøren i Aalborg bliver ansat af bestyrelsen, og der sidder jeg med i ansættelsesudvalget. Hvis der kommer en ansøger, der ser sig selv som administrator af andres påfund, så er det ikke en kandidat, der er interessant for os. Jeg håber på en meget dynamisk og selvstændig direktør, som virkelig vil noget med det sted.
Så ideen er ikke, at Kunsten bliver en form for filial af Louisiana, som vi kender det fra store museumskonstruktioner som Tate eller Guggenheim?
Nej, overhovedet ikke. Dette er et samarbejde imellem to institutioner, ikke en fusion eller en filial. Men jeg har talt med Christoph Grunenberg (red. tidligere direktør på Tate Liverpool) om, hvordan det var at arbejde med Tate, når man sidder i Liverpool som direktør for et af fire museer. Han nævnte tre ting, der havde været vigtigt for ham: Maksimal autonomi, maksimal adgang til at bruge Tates samling og maksimal tilgang til brandet Tate. Jeg ser ikke nogen af de tre ting som uforenelige med det samarbejde, vi har lavet med Kunsten.
I disse år taler vi jo meget om diversitet i kunstverdenen, og med et partnerskab af denne type imellem Kunsten og Louisiana kunne man så ikke frygte, at det museale landskab i Danmark bliver mere centraliseret og ensartet?
Det mener jeg ikke, at der er grund til at frygte. Vi har fokus på det stedsspecifikke, og jeg mener, at der er tale om to forskellige praksisser i Aalborg og i Humlebæk. Jeg vil tro, at det der kommer til at ske i Aalborg er, at man vil forsøge at øge aktivitetsniveauet og dermed vil gøre nogle flere forskellige ting, end man gør i dag, ligesom vi på Louisiana har en ret stor diversitet i vores tilbud, netop i kraft af vores høje aktivitetsniveau. Jeg forestiller mig ikke, at alle museer skal være som Louisiana.
Men bliver det ikke i praksis en tilnærmelse til mere ensartethed, når du bliver ansvarlig for udstillingsprogrammet begge steder? Selvom Louisiana har mange forskellige aktiviteter, så synes jeg alligevel, at i er dygtige til at skrue jeres udstillinger sammen på en måde, hvor man altid kan mærke, at det er en Louisiana-udstilling
Det er rigtigt, og jeg synes jo, det er en meget god ide, at lave udstillinger, sådan som vi laver udstillinger her på stedet. Men jeg synes stadig, at den danske museumsscene er stor nok til at rumme mange stemmer, og jeg synes egentlig ikke, at vores måde at gøre tingene på er overrepræsenteret. Vi har stadig museer, der laver udstillinger af ældre kunst på meget traditionel vis, mens andre har en mere aktiverende tilgang til at udstille ældre kunst. For mig handler diversitet måske ikke så meget om afsenderen, men mere om brugerfladen: Vi vil gerne have mange forskellige mennesker ind og se det her, og hvis det er muligt igennem et samarbejde at øge interessen for kunst, så synes jeg, at det skaber en diversitet i publikum.
Da jeg læste nyheden om dette samarbejde, tænkte jeg, at det ligger i meget i tråd med et kulturpolitisk ønske, der er i tiden, om at brede kunsten ud i hele landet. Hvordan ser du på den udvikling generelt?
Jeg køber ikke den underliggende mytologi om, at mennesker, der bor tilpas mange kilometer fra København eller Aarhus er nogle formørkede neanderthalere, der ikke kan fungere i samfundet med mindre biblioteksbussen kommer forbi, men jeg tror, de fleste kan blive enige om, at det er godt at bo i et kulturelt velstimulerende miljø. I Danmark har vi generelt en høj mobilitet, men hvis det er muligt at lave nogle ting, der kan øge sammenhængskraften i samfundet – eksempelvis at man ikke nødvendigvis behøver at bo i en storby for at få en stor kunstoplevelse – så er det da positivt.
Hvad tænker du er den største forskel på at drive et museum i Nordjylland og i Hovedstadsområdet?
Jeg har ikke gjort mig så mange tanker i den retning. Louisiana er både et lokalt, regionalt, nationalt og internationalt museum, så vi er allerede vant til at arbejde med et meget diverst publikum. Vi har den lidt borgerlig-liberale holdning, at det er muligt at tale til det almindeligt intelligente menneske uden at gå helt amok i segmentering. Og jeg er helt sikker på, at Jylland også er befolket af almindeligt intelligente mennesker.
I vores aftale står der, at Kunsten forbliver en selvejende institution og det er min eksplicitte holdning, at Kunsten skal opleves som Aalborgs museum. Vi ved også på Louisiana, hvor vi ellers bliver oversvømmet med internationale turister, at det er utroligt vigtigt, at der er en oplevelse af lokalt ejerskab. Derfor er det klart, at direktøren i Aalborg skal have fingeren nede i deres lokale jord, ligesom vi har det i vores.