Man skulle egentlig tro, at det ville være en kæmpe gave for en kunstinstitution, når en udstilling, der har været planlagt i flere år, pludselig viser sig at tale direkte ind i en aktuel politisk kontekst. Man kunne tænke, at alle øjne ville været rettet imod udstillingen, at dens nuancer kunne gøre os allesammen klogere på de problemer, vi står midt i, og at den kunne fungere som afsæt for en debat, der er både følsom og vanskelig.
Men med de seneste otte måneders debat om institutionernes ansvar for at tage stilling til situationen i Gaza i baghovedet fornemmer man, at det også kunne være det modsatte; en alvorlig hovedpine at stå med en udstilling, hvis værker også gerne skulle kunne formidles i deres egen ret, mens den politiske samtale omkring dem truer med at overdøve alt.
Det er vel nogenlunde der, Copenhagen Contemporary og Glyptoteket er landet med The song is the call and the land is calling, en dobbeltudstilling af den palæstinensiske duo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme, der med enorme multimedieinstallationer behandler kulturarv og identitet for de, som er under besættelse, koloniserede eller lever i eksil.
Allerede ugen før udstillingens åbning fortalte Marie Laurberg, direktør for CC, i et interview med Weekendavisen, at institutionen har oplevet «et bombardement af modsatrettede beskyldninger» – fra dem, der mener, at udstillingen udgør et regulært pro-palæstinensisk statement, til dem, der stiller spørgsmål ved, om kunsthallen er et trygt rum for palæstinensiske kunstnere at arbejde i, når man ikke har taget eksplicit stilling til situationen i Gaza.
Der er afsat hele tre timer til CC og Glyptotekets fælles pressemøde, for dels skal pressen have mulighed for se alle værker fra start til slut, og dels skal der være tid til at redegøre grundigt for institutionelle og kuratoriske valg og fravalg. Laurberg forklarer, at konteksten for udstillingen er blevet en helt anden, end institutionerne havde forestillet sig, da man påbegyndte arbejdet. På CC har man vægtet at fokuserer på kunsten, for at stå værn om den kunstneriske frihed, som har været under pres siden den 7. oktober, fortæller hun. Det bliver varslet, at pressen får mulighed for at stille spørgsmål til kunstnerne i løbet af dagen, og vi bliver instrueret i holde vores spørgsmål på den kunstneriske praksis. For «kunstnerne er naturligvis meget berørte af krigen», som kurator Aukje Lepoutre Ravn forklarer.
Jeg føler mig ret godt forberedt til pressemødet, fordi jeg allerede har set hovedværket på CCs del af udstillingen, May amnesia never kiss us on the mouth: only sounds that tremble through us (2020), på Astrup Fearnley Museet i Oslo, hvor det blev vist sidste år. Men ved pressedagens gensyn kan jeg godt mærke, at noget også har forskubbet sig i mig over det seneste år; noget, der får dans, sang, musik og fragmenterede billeder fra Vestbredden til at krybe ind under huden på mig på en anden måde, end det gjorde for et år siden.
Jeg står midt i rummet, omgivet af lærreder i alle størrelser, hvorpå projektionerne svæver fra væg til væg. Det er optagelser af dans, nogle fundet på internettet, andre instrueret og filmet af de to kunstnere, tilsat en voldsom lydside, der remixer traditionelle sange og musik med et tungt beat, der synes at tage til i kraft, som videoen skridter frem. Henover de dansende skikkelser flyder digte på engelsk og arabisk: Maybe i am failling my body / But i know / it remembers/what i try to forget / holds / what has been erased – står der blandt andet med lilla skrift.
Hvor udstillingen på CC fokuserer på den immaterielle kulturarv – poesien, dansen og den orale fortælling, man som fordrevet tager med sig – peger Glyptotekets udstilling på den mere konkrete, som man må efterlade. Her hedder hovedværket And yet my mask is powerful (2016) og består blandt andet af endnu en multimedieprojektion på flere flader og lærreder. Den tager udgangspunkt i en samling af 9.000 år gamle neolitiske masker, som blev fundet på Vestbredden, og som i mange år har været gemt væk i private samlinger. I 2014 blev de for første gang udstillet offentligt på Israel Museum i Jerusalem – en udstilling, Abbas og Abou-Rahme ikke selv så. I stedet affotograferede de to kunstnere maskerne gennem museets virtuelle platform og genskabte dem som 3D-print, og i videoen følger vi en gruppe unge palæstinensere, der genfinder de 3D-printede masker blandt ruiner på Vestbredden.
Jeg returnerer til Glyptoteket den følgende aften, hvor der er annonceret en artist talk med de to kunstnere. Her fortæller Basel Abbas, hvordan en institution opgav at indkøbe And yet my mask is powerful til deres samling, fordi der i værket indgår en bestemt tidsel, som blandt andet vokser på Vestbredden. Tidslen er ganske vist en tør plante, men skal alligevel skiftes ud hvert femte år, for at bevare den lilla farve, som er et af værkets gennemgående symboler. Abbas og Abou-Rahme ønskede, at unge palæstinensere som en del af værket skulle have mulighed for at rejse ud til ruinerne og plukke nye planter til installationen – et ønske institutionen desværre ikke så sig i stand til at imødekomme.
For mig ramte den anekdote helt rent. Det, som står tydeligst frem ved dobbeltudstillingen er, hvordan Abbas og Abou-Rahmes værker hele tiden peger ud af museumsrummet, væk fra den institutionelle ramme og ind i andre måder at forstå, rekonstruere og iscenesætte kulturarv og modstandskamp. Fra det flabet-geniale i, at man gennem en institutionel formidlingsplatform kan skabe sin egen neolitiske maske, som man kan arbejde med udenfor institutionen. Over det smukke i, at traditionel dans og sang fik en kæmpe opblomstring på YouTube under Det Arabiske Forår, og at Abbas og Abou-Rahme har skabt et website ved siden af værket, hvor man kan dekonstruere dets mange lag og følge deres research i den immaterialle kulturarv. Og til det fine i den idé, at et værks indlemmelse i en museal samling kan sikre, at unge palæstinensere får mulighed for at opleve ruinerne på Vestbredden.
Som det antydes i titlen, arbejder udstillingen hele vejen igennem med to modsatrettede bevægelser; en længselsfuld sang om den jord, man har mistet og landets kald efter den diaspora, som er rejst væk. Gennem fragmenterede billeder og remixet lyd peger Abbas og Abou-Rahme på den fordrevnes brudte relationer, men konstruerer også en ny virkelighed, hvor tidslen blomstrer igen og kakofonien af stemmer fra hele Mellemøsten glider sammen i ét fælles kald. Hvor den kultur, der stivner i diasporaens erindring eller i museets samlinger, kan gøres smidig og flydende igen, kan omdannes til et udtryk for konkret modstand.
Når et værks grundproblematikker om kolonisering, fordrivelse og kulturel forskydning samtidig afspilles i realtid i samtlige medier, så er det klart at poesien og abstraktionen får trænge kår. Jeg drages også primært af de konkrete billeder på modstandskamp, som findes i Abbas og Abou-Rahmes værker; dem, der peger ud af poesien og institutionen og ind i en realpolitisk virkelighed, og den drift forstår man godt, at det må være vanskeligt for institutionerne at arbejde med.
På CC og Glyptoteket insisterer man på, at kunsten skal være andet og mere end «et debatindlæg», som Laurberg formulerer det, og det er måske den eneste måde at sikre, at værket kan komme til sin fulde ret under de givne omstændigheder. Simpelthen ved at insistere på den poesi, vi hurtigt kan komme til at overse i den givne situation, selv om værket også peger på det konkrete.
En række debatter, der er planlagt at blive afviklet i løbet af udstillingsperioden, antyder at den politiske kontekst vil komme i spil på et senere tidspunkt. Programmet vidner om et institutionelt engagement, som føles mærkeligt underspillet til pressevisningen og under samtalen med kunstnerne på ferniseringsaftenen.
Her indleder kurator Aukje Lepoutre Ravn med et blødt spørgsmål om, hvordan de to kunstnere begyndte at arbejde sammen som en kunstnerduo, men Ruanne Abou-Rahme har mere presserende ting på hjerte. «Det vil jeg gerne svare på om et øjeblik, men først vil jeg gerne italesætte den kontekst, som udstillingen vil blive set i lyset af,» siger hun.
Abou-Rahme fortæller, hvordan hun i den aktuelle situation er ramt af desillusion: «Man bliver usikker på kunstens formål, når det levende materiale, man arbejder med bliver systematisk udryddet og udvisket,» siger hun med henvisning til den censur, som palæstinensiske og pro-palæstinensisk kunstnere oplever. «At man slår så hårdt ned på palæstinenske stemmer over hele verden understreger, at folkemord ikke kan udskilles fra den kulturelle sfære.»
Det føles næsten som en lettelse, at det endelig blev sagt højt; den sværeste kontekst.