Da Danmark i 2017 mindedes hundredeåret for salget af De Vestindiske Øer, var det med et utal af udstillinger – heraf hele 27 med billedkunstnerisk tilsnit – og konferencer med den danske kolonihistorie som tema. Jeg undrede mig dengang over, hvor relativt lidt vi ved samme lejlighed berørte et nyere kapitel i samme historie, nemlig Danmarks overgreb på den grønlandske befolkning.
Det er også påfaldende, at der i den ellers relativt woke dansk kunstverden, hvor dekolonisering har været på dagsordenen de senere år, har været meget lidt fokus på Grønland, mens man i de øvrige skandinaviske lande har talt en del mere om fx det samiske mindretals vilkår og kunst. I 2017 blev enhver henvisning til Grønland fejet af bordet med den indvending, at landet teknisk set aldrig har været en «rigtig» koloni. Men at Danmark har opført sig som en imperialistisk magt i Arktis burde været hævet over enhver diskussion – rigtig koloni eller ej.
Tag nu eksempelvis mineralet kryolit, hvis eneste væsentlige forekomst var ved bygden Ivittuut i det sydvestlige Grønland, hvor mineralet fra 1860’erne frem til 1986 blev brudt af danske og grønlandske arbejdere og anvendt kommercielt af det danskejede Kryolitselskabet Øresund.
Kryolit blev anvendt i masseproduktionen af det aluminium, der under 1. og 2. verdenskrig var af afgørende betydning for skibsbygnings- og luftfartsindustrien og var derfor så kostbart, at det en overgang blev omtalt som «det hvide guld». Hvis der ikke umiddelbart ringer en klokke, er det nok fordi minen ved Ivittuut i dag er udtømt og mineralet nu kun findes i så små mængder, at man er overgået til at producere det kemisk. Og måske også fordi historien om kryolitminen i Grønland er så godt som slettet fra den danske kollektive bevidsthed.
Det er denne knap så flatterende historie, der danner baggrund for Anne Haanings (f. 1977 og uddannet fra Goldsmiths i London) installation Half Hidden. I Den Fries mørke kælderrum bliver vi mødt af en ruin-lignende trækonstruktion og bag den, på to skærme, udfolder Haaning en fragmenteret fortælling om ressourceudvinding, teknologisk fremskridt og imperialisme med brudstykker af tale, skrift og et omfattende visuelt materiale.
Installationen klipper imellem dokumentarisk arkivmateriale fra dengang, minedriften var på sit højeste – selvsikre danske sømænd med piben kækt på skrå og smilende grønlændere i kamikker – og nye optagelser fra den forladte bygd. På en skærm ser vi klip fra en dokumentarudsendelse, der fortæller om det glade liv i mineforstanderens hjem, mens vi på den anden følger Haaning ind i ruinerne af den samme bygning, hvor trækonstruktionen nu står blottet og gipsstykkerne falder fra loftet.
Værket er struktureret omkring et forbrydernarrativ, hvor vi gennem gulnede sagsmapper med skrivemaskineskrevne mærkater søger at finde ud af, hvad der er sket med «den bortkomne». Hvor blev den af, kryolitten? Og hvad blev der af vores erindringer om, hvad der skete på netop dette sted, midt i den vanvittigt smukke grønlandske natur?
Vores søgen leder os ud i landskabet på jagt efter den mine, der i dag er oversvømmet og har dannet en enorm sø, der spejler de omkringliggende fjelde. Den er derved på en gang forsvundet, gemt væk under vandoverfladen, men også meget synlig som et både visuelt, geografisk og symbolsk tomrum i landskabet. Ligesom kryolitten, der har den usædvanlige egenskab, at mineralet er gennemsigtigt under vand, er også minen og derved et væsentligt kapitel af kolonihistorien ganske usynligt for den, der ikke dykker ned under overfladen.
Haaning konsulterer de myter om stenånder, som den danske polarforsker Knud Rasmussen nedskrev i 1923 og har desuden en sms-korrespondance med åndemaneren Nakasuk. Denne samtale følger vi på den ene skærm, der simulerer iPhonens touchscreen: «Hvorfor skriver du på engelsk?» spørger åndemaneren pludselig på dansk, hvortil Haaning på grønlandsk svarer: «Hvorfor skriver du på dansk?». Værket peger derved på en verserende debat om sprogets forbindelse til den nationale identitet i et Grønland, der er under massiv sproglig påvirkning fra Danmark og fra den engelsksprogede globalisering.
Haanings værk rummer en vigtig fortælling om den sproglige, erindringsmæssige og helt konkrete dematerialisering af kolonihistorien. Snart er de sidste rester af forstanderens hus forsvundet, ligesom naturen allerede har omdannet minen til en sø, hvis refleksive vandspejl dækker over fortiden. I udstillingen synes vandet at sive ud fra de to skærme og danne en lille sø på gulvet (i et lysreflekterende plastlignende materiale). Også i videoens sms-scene, hvor en usynlig finger trykker på tastaturet, får man en fornemmelse af, at skærmen nedbrydes, i takt med at de fysiske rester af Rigsfællesskabets historie dematerialiseres.
I dag er Kryolitselskabet Øresund opløst og resterne, der lige nu findes i Rigsarkivet, hvor kunstneren har studeret dem, er på vej til at blive digitaliseret. Haanings værk er derfor ikke bare relevant, fordi der nu igen er store økonomiske interesser i det arktiske territorie, men også fordi det peger på vigtigheden af, at vores viden om kolonitiden i Grønland ikke forsvinder, nu hvor de fysiske beviser gør det.
