En to meter høj, rød djævel med horn, der minder om et hjortegevir, kommer rullende imod mig, mens den gynger faretruende fra side til side. Lyden er virkelig høj, skingre, skrigende elguitarer på en skrattende ambient bund ledsager djævlens mekaniske ryk mod mig. Men jeg befinder mig ikke i et mareridt, jeg er på Ringsted Galleriet.
Den røde djævel er en del af en ret sælsom scenografi, skabt af kunstnerkollektivet YEARS, der i perioden 2012-2020 kørte det kunstnerdrevne udstillingssted af samme navn i et butikslokale på Nørrebro. Gruppen blev dannet i 2011 og består af billedkunstnerne Steffen Jørgensen, Anna Margrethe Pedersen, Merete Vyff Slyngborg, Ditte Soria og Søren Aagaard, der siden også har produceret en række offentlige udsmykninger. It’s getting dark i Ringsted er gruppens kun anden udstilling i institutionelt regi, hvor den første fandt sted på Den Frie i 2019.
It’s getting dark er umiddelbart en ret vild udstilling. En væg af forkullet træ med et stort kubeformet hul åbner ind til en scene af den mere mystiske slags. Foruden den store røde djævel, bebos rummet af fire andre papmachefigurer i menneskelig skala, alle forskellige afarter af den onde selv. En klodset hvid djævel ligner noget, der er trådt ud af et kalkmaleri, mens en mere spinkel irgrøn figur med lange klør og hale synes at have forlæg i en statue. Vi finder også en præstelignende figur i sort kappe, en rød djævel af den mere konventionelle slags – og altså den lidt tegneserie- eller rollespilslignende figur, der kom trillende imod mig.
Djælvefigurene er kinetiske og interaktive, de kan styres med de spillekonsoller, der ligger til fri benyttelse i rummet. Det er en rimelig primitiv interaktion dog, for figurerne kan køre frem og tilbage, samt dreje om deres egen akse, og som det var tilfældet med den hjortegevirklædte djævel, virker flere af dem til at have et balancepunkt, der gør høj fart lidt usikkert. Jeg bevæger djævlene lidt rundt, arrangerer dem i grupper foran rummets lyskilder eller ved den sorte kultegning på bagvæggen, der forestiller et mørkt vindue og giver en illusion af flere rum bag væggen. Det føles som et spil, men der er ingen regler, og da jeg er alene i udstillingen, er der heller ikke nogen at spille imod, selv hvis vi havde forstået spillets præmis.
Udstillingen er en del af Ringsted Galleriets årsprogram, der centrerer sig om begrebet auto. I YEARS tilfælde kan jeg læse mig frem til, at det skal forstås som ’automobil’, og at det peger på Ringsteds status som et motorvejsstop på E20. Og hos Selandia Automobiler, i nærheden af motorvejen, blandt byggemarkeder, tankstationer og blød industri, finder vi anden halvdel af udstillingen.
I Selandias udstillingsrum, blandt skinnende nye køretøjer, står en teleprompter med en tekst rullende hen over skærmen. En jeg-fortæller beretter om de interaktioner, den har haft med forskellige anonyme profilnavne af den slags, man ville finde i et chatprogram. Fortælleren lader til at være en slags chatbot, der hjælper profilerne med at løse forskellige opgaver, men som imellem opgaverne tager sig tid til at reflektere over spørgsmål relateret til naturkatastrofer, krig og omsorg. Man kunne forestille sig en form for meget veltrænet AI, der så småt var ved at udvikle sin egen bevidsthed i mødet med de mange informationer, den hele tiden må forholde sig til gennem brugernes anmodninger.
Auto-mobil kommer af det græske ’auto’, der betyder ’selv’, og det latinske ’mobilis’, som kan oversættes til ’bevægelig’, skriver botten, og reflekterer videre over begrebet animation (som betyder at give liv til noget), før den bliver afbrudt af endnu en anmodning. Og som sådan giver teksten en række lidt løse hints til det meget mystiske spil tilbage i Ringsted Galleriets lokale, der umiddelbart også taler om levende og døde kræfter, og animation og bevægelse og om, hvem der styrer spillets gang.
Indenfor spilteori skelner man mellem endelige og uendelige spil. I det endelige spil er der et regelsæt, man kender sine med- og modspillere og arbejder sig hen imod en slutning, hvor man forhåbentlig vinder. Sådan et spil er konsolspillet selvfølgelig, men måske også krig og de politiske magtkampe, der udspiller sig på den globale scene? I det uendelige spil, derimod, kan reglerne ændre sig undervejs, spillerne kan være ukendte og selve ideen med spillet er at få det til at fortsætte i al evighed, enten fordi man ikke har råd til at tabe, eller fordi spillet er selve meningen med at spille. Det gælder eksempelvis, hvis man leder en virksomhed, men det er vel også kunstens raison d’etre? Og mens begge spiltyper i sig selv kan være konstruktive, så opstår problemerne, når de blander sig: Når vi ikke er enig om slutmålet, når vi ikke ved, hvem vi spiller imod eller når vi ikke kender præmissen for de regler, der synes at være gældende. Som sådan eksistentialistisk og umiddelbart genkendeligt.
I YEARS’ noget syrede djælveræs fornemmer man en grundtone af afmagt. De fem djævle peger på det definerede onde, på den moral, vi tidligere var fælles om, men som nogle gange synes at være fragmenteret. Nu er det hver spiller for sig, synes installationen at pointere, og det i en verden, hvor alle regler er til forhandling og den kollektive forestilling om spillets karakter er brudt sammen.
Der er noget ret catchy over YEARS’ animerede djævle, deres klodsede papmache-bevægelser og det håbløse i at spille konsolspil med sig selv. Som sådan er It’s getting dark både en helt skarp analogi og et værre rod af løse referencer relateret til magt, spil og forholdet mellem levende og døde kræfter. Det er både ret vidunderligt og ret frustrerende, virkelig charmerende og virkelig krævende, sådan set ond og god på samme tid. Som et paradoksalt spil, hvor man ikke kender reglerne og som det generelt er at bevæge sig rundt i verden i sit animerede hylster, mens man forsøger at definere et slutmål.
