«Gud er forandring» er et grundlæggende princip i den fiktive religion Earthseed, som Octavia Butler beskriver i sin roman Parable of the Sower fra 1993. Alt imens jeg sidder stille og roligt med Butlers bog i hænderne i caféen på La Bourse, Pinault Collections nye museum i Paris, antager denne centrale sandhed fra Earthseeds tankegods en helt ny betydning. Der er ingen tvivl om, at Gud også er forandring her. Det er bare en helt anden form for forandring, den slags, der klirrer og skinner i form af klingende mønt. Det er selvfølgelig ikke nogen stor åbenbaring. Men måske fordi mit udsyn er farvet af de apokalyptiske billeder i Butlers roman – en sci-fi-dystopi, der foregår i 2024, hvor verden er ødelagt af klimaforandringer og lagt i virksomhedernes væbnede hænder – fremstår de absurde træk ved omgivelserne endnu mere skinnende klart for mig.
Den mastodontiske renovering af den tidligere Bourse de Commerce, udført af den japanske stjernearkitekt Tadao Ando, har bibeholdt bygningens oprindelige layout, der svøber sig som en donut omkring en kæmpe glaskuppel. Lige under den ses en kreds af marouflage-lærreder fra slutningen af det 19. århundrede, der hylder den globale handels historie, hvilket gør bygningen til et sandt tempel for kapitalen og kolonihistorien.
I dialog med malerierne lægger rotunden nedenfor rum til Urs Fishers Untitled (2011), en gruppe monumentale skulpturer udført i stearin, der langsomt brænder ned og smelter i løbet af udstillingsperioden: en sagte nedbrydning, der peger ud på forgængelighed, transformation og kreativ ødelæggelse.
Fishers værk er utvivlsomt et fantastisk stykke kunst, men dets betydning synes at blive forvrænget af denne fiktive sammenstilling med de værdier, der udtrykkes i lærrederne over figurernes vokshoveder. Jeg bliver forvirret … hvad er det helt præcist for værdier, som Fishers værk re-kalibrerer og omkalfatrer, når de her ses i sammenhæng med La Bourses megalomane dyrkelse af privat rigdom? Gennem Fishers arbejde foregiver Monsieur Pinault, at hans magt er blød og eftergivende og en dag vil brænde som stearinlys. Men hvis nu denne tanke ikke blot blev præsenteret som en sjov lille joke, kunne han så ikke have sparet sig noget af det tonsvis af cement, der nu udgør hans nye institution i chik imperialistisk stil?
Med disse tanker myldrende i baghovedet føler jeg en trang til at drikke min Genmaicha-te ud, før det hele – ikke kun Urs Fishers skulpturer – imploderer omkring mig. Mens Butlers billeder river disse rum i stykker for mit indre blik ligesom The Upside Down fra Stranger Things, peger min brystformede dessert dovent sin flade brystvorte mod mig, som var det en løftet finger: «Til helvede med dig og alle dine artsfæller. I klamrer jer til civilisationen med det yderste af de negleformede petit fours, du fik serveret med din grønne te.» Set med en fancy kages øjne er vi tydeligvis en flok tåber.
Kagen ved dog, at jeg vil nyde de sidste krummer af min privilegerede tilværelse, idet jeg guffer den i mig og drager afsted mod Palais de Tokyo for at se Anne Imhofs nye performance i hendes vidt berømmede udstilling Nature Morte. Mine apokalyptiske tanker (som jeg har masser af tid til at dyrke yderligere, mens jeg venter i den lange kø) gør mig godt gearet til mit møde med Imhofs berømte dødsdømte unge i Adidas-træningsdragter. Men gennem hele denne performance og dens udgave af kristen ikonografi 2.0, ligner selv dommedag en cool, om end en lille smule passé magasinforside. Tingene antager en mere alvorlig stemning for mig, da jeg dropper selve performancedelen og i stedet bevæger mig frit rundt i udstillingen med Imhofs «opera» som – indrømmet – ganske virkningsfuld lydkulisse.
Kunstneren har på imponerende vis arbejdet med udstillingens arkitektur og udtænkt en struktur af glas- og stålvægge, der både former rummet og bærer og understøtter andre kunstneres værker. Hun har også sammensat en bemærkelsesværdig samling af kunstnere med mange gode værker. Udstillingens højdepunkt er uden tvivl de ni paneler, der udgør Sigmar Polkes Axial Age (2005–2007). Her oplever jeg, mere end på noget andet tidspunkt i løbet af dagen, endelig antydningen af en æstetisk sitren. Her synes udstillingens eksistentielle ambitioner langt om længe at blive pirret til live.
Lige som mange andre værker i Nature Morte er Polkes værk lånt af Pinault Collection. Jeg sendes tilbage i armene på den følelse af undergang, jeg fornemmede blandt de mange smukke kunstværker, der vises på La Bourse. Når de placeres inden for mure, der oser af private midler, virker f.eks. David Hammons politiske og poetiske værker helt malplacerede og bliver sært og subtilt livløse. Dette er et museum, der kannibaliserer den kunst, det foregiver at fejre, alt imens den bøvser nysseligt designede udstillingsfoldere op. Sjovt nok beskæftiger både Fishers værk i rotunden og Imhofs udstilling i Palais de Tokyo sig med begrebet memento mori, en symbolsk trope, der minder os om dødens uundgåelighed. Temaets centrale position i begge projekter får mig til at tænke, at La Bourse er et slags mesterværk i sig selv: Et klart og monumentalt udtryk for kapitalismens dødsdrift.
Den følgende dag føler jeg en særlig lettelse ved at træde ind i de kaotiske rum i Centre Pompidou. I modsætning til den fascistisk anlagte La Bourse, hvor vagter peger os rundt som var de stewardesser, kan jeg ikke finde en plantegning eller få nogen pejling af, hvor den udstilling, jeg er her for at se, befinder sig. Jeg går rundt som en hovedløs høne i et stykke tid uden at finde det, jeg leder efter, og undervejs genser jeg noget af museets samling. Da jeg støder ind i Marcel Broodthaers’ fantastiske Salle Blanche (1975) og snupper en omvej rundt i Arte Povera, glemmer jeg helt, hvorfor jeg er her. Da jeg kommer tilbage på sporet, finder jeg den lille Saul Steinberg-udstilling, jeg egentlig ledte efter: En kostelig perle fuld af strålende humor og poesi. Jeg besøger også den retrospektive Georgia O’Keeffe-udstilling, der kilder min romantiske side med sine fortællinger om livets og kunstens indbyrdes sammenhænge.
Udenfor ligger Paris. Solen skinner og luften er stikkende. Brunligt vand løber gennem rendestenene og renser byen for dens møg. Der er trods alt liv at finde.
