Det kan føles som om, verden har været i en nærmest permanent krisetilstand siden Venedig Biennalen sidst fandt sted i 2019. Global opvarmning, politisk nedsmeltning og militær oprustning, samt ikke mindst corona-pandemien, har fyldt medier og tanker, så man nærmest ikke opdagede, at biennalen, der egentlig skulle være foregået i 2021, blev udsat et år.
Kriserne er i år flyttet ind i Den Danske Pavillon, hvor Uffe Isolottos postapokalyptiske installation We Walked the Earth har spolet tiden frem til et punkt lige efter, katastrofen er indtruffet. Pavillonens beboere, en familie af kentauere, er pressede af flere på hinanden følgende begivenheder, der vil ændre deres fremtid for altid. Mens de tidligere levede i en højteknologisk virkelighed, der tillod dem at modificere menneskekroppen sammen med dyrets og blive en helt ny art, er de nu bombet tilbage til et stadie, hvor hårdt manuelt arbejde er den eneste måde at overleve på.
Uffe Isolotto (f. 1976), der uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2007, er rundet af den selvorganiserede københavnske kunstscene, hvor han i årene 2010 til 2017 var medstifter af det toneangivende udstillingssted Toves Galleri. I dag driver han udstillingsplatformen Age of Aquarius i samarbejde med partneren Nanna Starck fra deres taghave på Østerbro.
Det var på Toves Galleri, at Isolotto i 2015 viste en tredjedel af udstillingstrilogien Dana Plato’s Cave, som i dag findes i Statens Museum for Kunsts samling – en 3D-genereret tegneserie, som tager afsæt historien om den virkelige barneskuespiller Dana Platos sørgelige forvandling fra håbefuld teenagepige til falleret pornoskuespiller, iscenesat som en allegorisk nyfortolkning af Platons hulelignelse.
Den kollektive arbejdsform fra Toves og Age of Aquarius har Isolotto taget med ind i pavillonen, og hvis man har fulgt We Walked the Earth på Instagram, hvor Isolotto løbende igennem de seneste måneder har lagt små teasere ud, vil man vide, at projektet er blevet til med hjælp fra en meget lang række af samarbejdspartnere. Ud over kurator Jacob Lillemose – som tidligere drev X and Beyond, et udstillingssted med fokus på katastrofetænkning – tæller listen blandt andet special effect-makeup-artister, modelbyggere, tøjdesignere, konservatorer med speciale i taksidermi, glaskunstnere og kulissemalere.
Isolottos praksis spænder over et væld af forskellige medier og materialer, fra statiske skulpturelle installationer til digitale formater som animation og motion capture-video, som oftest med forholdet imellem den fysiske og den teknologisk medierede krop som centralt element, gerne med mytologiske, seksuelle eller spirituelle over- og undertoner.
I The Pocket Philosopher’s Catharsis in the Winter Garden på kunsthallen Overgaden i København 2013 viste han således en installation af digitalt manipulerede fotografier af en ukendt mand, der tilfredsstiller sig selv. Her var den kropslige enhed klippet op i adskillige digitale frames, der tillod lemmer og næsten abstrakte kropsdele at flyde ud i rummet, som et selvoptaget instagram feed, der var gået amok. Også på New Age Headache på udstillingsstedet Tranen på Gentofte Hovedbibliotek var menneskets optagethed af sig selv et centralt element i en scenografi, der forenede new age-æstetik og syntetiske kroppe med en selvanalyserende protagonist i hovedrollen.
Selvom We Walked the Earth bliver en skulpturel installation uden nye medier, er det den teknologisk modificerede krop i form af den kentauerfamilie, der kommer til at bebo Den Danske Pavillon frem til november. Det fortæller Uffe Isolotto, da Kunstkritikk, lige inden afrejsen til Venedig, møder ham på hans atelier på Amager, hvor gulvet er dækket af noget, der ligner indre organer i pustet glas.
Udvælgelsesprocessen omkring Den Danske Pavillon var denne gang baseret på et open call i 2019. Det er allerede ved at være længe siden. Har dit projekt ændret sig siden dengang?
Min oprindelige tanke var at tage udgangspunkt i den bygning, som rummer Den Danske Pavillon. Det er en bygning, som er sammensat af et pompøst byggeri fra 30’erne og en tilbygning fra 60’erne, der har lidt karakter af parcelhus. Der er nogle arkitektoniske spændinger, som jeg tænkte, at jeg gerne ville tydeliggøre, for at kunne heale bygningen. Pavillonen står jo i en elitær kunsttemapark, så mine første tanker drejede sig også om national repræsentation og folkelighed. Derfor kiggede jeg imod folkekultur og den arkitektur, der er karakteristisk for det; bindingsværk, stråtage og den slags.
På en rejse til Marokko kørte jeg rundt i landet, og blev ret fascineret af den berberkultur, jeg mødte i Atlasbjergene. Det var en kultur, hvor fortiden virkede mere tilstedeværende, end den gør herhjemme. Folk sad på jorden, krumbøjede over deres håndværk, og var fuldt fokuserede på det materiale de bearbejdede.
Den første skitse fra 2019 var mere baseret på håndværket og arkitekturen, men senere manglede jeg nogle væsner, der kunne bebo det hus, jeg var ved at skabe, og fordi arkitekturen befinder sig i et spændingspunkt imellem to dele, så gav det god mening, at beboerne også var en slags hybrider, nemlig kentaurer.
I mange af dine tidligere værker har der været mytologiske overbygninger, fx i Dana Plato’s Cave. Er det også tilfældet her, hvor hovedpersonerne er kentauerer?
Kentauerne i denne udstilling har faktisk ikke så meget afsæt i mytologi, som i sci-fi og fantasy. Jeg har altid været interesseret i hybrider og i den spænding, der ligger i at sammensætte to ting, som ikke naturligt passer sammen. Når jeg kigger tilbage på mine gamle værker, er der hele tiden masser af den slags sammenstød, så det var ret logisk for mig at arbejde i den retning.
I researchfasen brugte jeg meget tid på Frilandsmuseet. Dengang vi havde bondekultur i Danmark, boede mennesker og dyr sammen under samme tag, og jeg synes, der er noget spændende ved det rum. Lugten, lyset og atmosfæren tænkte jeg, kunne være et godt afsæt for en installation. Det er jo en iscenesat virkelighed, men samtidig er det også det tætteste, vi kommer på at opleve, hvordan det må have været dengang.
Jeg føler, at der er en bevægelse i vores tid, som rummer en længsel imod fortiden. En romantisering af bondekulturen, en nødvendig venden sig væk fra det industrialiserede landbrug og dyrehold og hen imod noget mere bæredygtigt. Det er en økologisk bevægelse, som også har en akademisk overbygning i posthumane teorier om, hvordan vi nærmer os en naturlighed – dyret i os selv – efter en postindustriel revolution. Vi bevæger os imod at være transhumane individer, og det blev den anden modpol i projektet.
Samtidig har vi nogle drømme om universet, om at ekspandere og bosætte os på eksempelvis Mars. Disse forestillinger minder utroligt meget om sådan nogle meget primitive samfund, hvor man vil bo meget tæt og dyrke sine afgrøder selv i helt små økosystemer. Det minder om en tilbagevenden til noget fortidigt, bare på en anden planet.
Hvad er det for en situation, vi møder din kentauerfamilie i?
Man træder ind i installationen på et tidspunkt, hvor der netop er sket noget højdramatisk i deres liv. Da jeg startede projektet, skrev jeg en historie, der forsøgte at udlægge, hvad der kunne være sket fra nutiden og til den nære fremtid, kentauerne lever i. I min historie er kentauerne et resultat af en bioteknologisk udvikling, hvor mennesket har prøvet at nærme sig dyrene ved at modificere sig selv om til en blanding imellem menneske og dyr.
Når vi møder dem, har de peaket som selvskabt art, og er i en form for forfald. Vi kommer ind i kentauernes liv netop i det øjeblik, hvor de står midt i to store kriser.
Jeg forstår, at du ikke vil afsløre, præcis hvilke typer kriser, der er tale om, eller hvorfor kentauerne er blevet udgrænset som art. Men kan du sige noget om, hvad de gør for at overleve?
På det tidspunkt, hvor vi møder kentaurne er de bombet tilbage til stenalderen. Der er ikke nogen teknologi længere. Deres værktøj er baseret på gamle redskaber, som jeg har modificeret. Nogle af dem er også inspireret af survival tools, altså redskaber med mange funktioner. Da jeg var barn, var den vildeste gadget en Rambo-kniv, hvor skæftet var hult og blandt andet indeholdt en fiskesnøre og et kompas. Den slags produkter har accelereret, så der nu er et kæmpe marked for survival tools.
Der var engang, hvor man grinede lidt af preppere, men vi kan jo få brug for den slags udstyr meget hurtigere, end vi tror. Se nyhederne for øjeblikket, hvor den ukrainske befolkning står og laver molotov-cocktails i gamle flasker, endda på opfordring af deres regering. Behovet for at være hands on i forhold til at kunne klare sig i en krisesituation er virkelig ikke særlig langt væk. Hvis man har set sådan en serie som The Handmaid’s Tale, er det interessant, at overgangen til totalt diktatur eller total opløsning af samfundet kan ske ekstremt hurtigt. Hvis det sker og man må flygte fra en solstorm eller atomkrig, hvilket værktøj tager man så med? Det er begrænset, hvad man kan bruge sin laptop til, hvis elnettet går ned.
Man kan sige, at kentauernes bioteknologiske væren – ud over at være en sammensmeltning af menneske og dyr – også er en sammensmeltning af længslen efter fortiden og en kommentar på samtidens hovedløse ræs ud i teknologien. Det er egentlig ikke en forskrækkelse over den teknologi og fremtid, for vi skaber jo os selv hele tiden, men måske snarere et øjebliksbillede på, hvordan det føles at være her lige nu. Og så håber man, at man ikke giver folk nogle gode idéer.
Hvilke slags idéer tænker du på?
Meget teknologisk udvikling er jo baseret på billeder, som kunstnere har skabt. Der er noget inciterende i, at billedkunsten kan skabe de her verdener, som faktisk godt kunne blive en realitet. Der findes masser af litteratur, billedkunst og film, hvor mennesker og dyr smelter sammen, men det er ikke så længe siden, det første menneske fik indopereret et grisehjerte.
Udstillingen i Den Danske Pavillon rummer en publikation, som du har lavet i samarbejde med kuratoren Jacob Lillemose, og som man kan tage med hjem. Hvilken type samspil er der imellem tekst og installation?
Teksten foregår i tiden efter, at narrativet i udstillingen er slut, og kigger tilbage på menneskeheden, som er forbi, og er på den måde en klassisk post-apokalyptisk fiktion. Men fordi vi er væk, så må der være en anden fortæller, og hvem er så det?
I teksten prøver en form for væren eller intelligens at forstå den verden, som har været. Den ser verden ud fra et subjektivt synspunkt, som handler meget om sprog. Den har ikke ord for mange af de ting, som vi har ord for, og derfor bliver det en mere naiv og legesyg væren og måde at gå til verden på. Den forholder sig undersøgende til alt, og på den måde er den måske på højde med beskueren, som træder ind i udstillingen.
Det har været vigtigt fra starten, at udstillingen ikke måtte være tematisk fakkelbærer. Der er masser af aktuelle strømninger – transhumanisme, økologi, bioteknologi og så videre – som gennemsyrer den her udstilling, da den er et barn af sin tid, men det er strømninger, som ligger implicit, og det har været vigtigt for mig, at der var mange indgange til værket. Jeg kan godt lide, at der er en umiddelbarhed over de værker, jeg laver, så det byder ind til egen eftertanke uden at være pivåbne for fortolkning.
Tror du, at der om x antal år vil være nogen, der betragter din udstilling på samme måde, som du har kigget på ældre sci-fi? Altså som en del af fortidens billedbank over, hvordan fremtiden ser ud?
Formentlig. Hvis der kommer 250.000 mennesker og ser udstillingen, så bliver den jo en del af deres lager af billeder. Derfor har det været vigtigt for mig at sikre, at det var vandtæt; at det ikke bare griber i nogle klicheer, men at de klicheer, jeg bruger, bliver brugt med omtanke.
Det er også det mest personlige projekt, jeg har lavet. For det første fordi det billedligt og konceptuelt samler op på nogle ting, jeg har lavet tidligere; fx værker, der taler om sammensmeltninger af krop og maskine. For det andet trækker udstillingen også på nogle personlige familietraumer. Min far har lavet noget slægtsforskning, og jeg kommer ud af en lang linje af landmænd, men indenfor de sidste generationer er folk gået andre veje. Et par af de yngre medlemmer af familien er dog vendt tilbage til landbruget, og det er godt. Der er brug for, at nogen tager hånd om jorden, altså muldjorden, for med befolkningstilvæksten, så bliver der brug for en del mad og kloge hænder i fremtiden.
Jeg har tidligere følt, at jeg var frakoblet den del familiehistorien, hvor landbruget har spillet en rolle. Ved at vælge at blive billedkunstner er jeg gået en anden vej, men gennem det her projekt har jeg fundet tilbage til de minder, jeg har om duften i en kornsilo og den komplekse følelse af frihed og klaustrofobi og overhængende fare ved at lege på et høloft. Desuden er der nogle af de ting, der sker i pavillonen, som også trækker på egne oplevelser og traumer. Det tænker jeg ikke, at man behøver at kommunikere, for det er bare min motor for at få tingene til at falde på plads. Når man laver så store projekter, så er det svært ikke at komme hele vejen rundt – især når man har haft så lang tid til at arbejde med det.
