Den Frie Udstillingsbygning lå sidste uge badet i et dramatisk, rødt lys til langt ud på natten. På facaden var afsat blodige håndaftryk, og foran indgangen vogtede en sortklædt herre med høj hat og drabelige sår i ansigtet. Et syn som næppe ville skræmme forbipasserende i dagene op til Halloween, men som for os med billet til Ghosthouse genererede en vis forventning – og for mit eget vedkommende også en smule betænkelighed.
For siden jeg første gang hørte om kurator Anna Weile Kjærs planer om at omdanne Den Frie Udstillingsbygning til et spøgelseshus, har jeg været ret spændt på, hvordan udstillingen ville forløse en sådan flirt med skræmmeindustriens forførende apparatur, uden at kamme over i spøg og skæmt.
Heldigvis tegner det allerede i foyeren ganske lovende. For her føres vi ind i en slags venterum, hvor det summer mekanisk fra en serie kinetiske skulpturer af Rolf Nowotny, der med små motorer bliver levende nok, til at det føles ægte unheimlich. Et arbejdsbord har fået et roterende klumpansigt, og på gulvet ligger en sammenlagt skjorte med et snurrende fugleredehoved.
Midt i det hele holder Rikard Thamberts skulpturvogn klar til at transportere os rundt. Den er formet som en stor, barnagtig engel i fiberbeton, og har et saligt, let beruset ansigtsudtryk. Som de fleste af værkerne i øvrigt, er vognen skabt til udstillingen, og på sin egen ret herlige måde bliver den for mig at se en karikatur af bestillingsværket i sin mest grusomme form; funktionel og til tjeneste. Bøh!
«Vær venlige at gå ombord» kalder en performer iført fleecetrøje med logo, som man typisk vil forbinde med ansatte i alverdens forlystelsesparker. Idet jeg svinger benene op i vognen, slår det mig, at det jo er ret radikalt at fratage publikum muligheden for selv at bevæge sig rundt i en udstilling. «Der er et teknisk problem,» mumler han så og dimser lidt med en telefon, før vi med et pludseligt ryk sætter igang.
Det første, der møder os er en absurd mordscene af Esben Weile Kjær. Lidt overraskende egentlig, i det jeg ikke umiddelbart forbinder hans praksis med horrorgenren – omend han selvfølgelig er med på hele legen med underholdningsmaskineriet. En kæmpestor hoppeborg ser ud til at være taget til fange under lastestropper, der krænger den forover i en akavet stilling med en stålhest – og mærkværdige «spor» i form af kludedukker, et pengeskab og køkkenknive gør det hele temmeligt gådefuldt. Så er stemningen sat.
Englehovedet ruller videre, og det gibber unægteligt lidt i kroppen, i det vi tilter forover og glider ned ad en rampe. Her sidder Adam Christensen med sin harmonika foran et draperet tekstilværk, der fungerer som en lille scene. Kun iført knæhøje, sorte støvler og en elegant, transparent kjolesag, performer han – i skikkelse af sit alterego Madam/Adam – en bevægende og klagende sang, som desværre drukner i akustikken i den over hundrede år gamle træbygning.
Undervejs i spøgelsestoget bliver det klart, at tekniske udfordringer er et tilbagevendende indslag. Ikke som egentlige sammenbrud, men som små fejl, forsinkelser og forglemmelser hos de performere, der alle er aktører i Aske Høier Olsens performance, der fungerer som en slags drejebog for hele udstillingen.
Med det in mente, giver det straks bedre mening, at der går lidt tid, før der bliver tændt for DIS’ videoværk A Good Crisis (2008), og at projektionen slet ikke er tilpasset skærmen, men lyser ud på bagvæggen. Og fra newyorker-kollektivets finanskrisegyser, som er udstillingens mest informationstunge værk, fortsætter vi direkte ind i Wendy Jims performance, der omvendt er lidt af en letvægter. Helt bogstaveligt. For her synes to menneskekroppe at svæve i luften; den ene liggende over en seng og den anden siddende i skrædderstilling – som man kender det fra gadeperformere i storbyer verden over. Det er altså befriende kitsch!
Herfra går fra turen baglæns op i udstillingens sidste sal med hjælp fra et imponerende og lidt foruroligende træksystem. Blandt Dorota Gaweda & Egle Kulbokaites spidede høstakke kulminerer ikke bare spøgelsestogets rute rundt i kunsthallen, men også den overordnede fortælling, som binder værkerne sammen. Måske altså. For kan man tro Aske Høier Olsens performer med det store, plyssede hjerte, som i slutscenen selvfølgelig glemmer sine replikker, når hun mednæsten overbevisende desperation beretter om et forfærdeligt biluheld – som vi måske skal tænkes at være skyld i?
Der er noget nærmest brechtsk på færde i stykkets gentagne afsløringer af sig selv, hvor illusionen om den sammenhængende fortælling, den helstøbte udstilling, får lov at falde fra hinanden. Men fornemmelsen af omsluttende teater slipper alligevel aldrig helt, for er alting ikke en del af den store drejebog, evigt performende, som en drøm, du ikke kan vågne fra? Hvad der lignede en traditionel udstilling, med den undtagelse, at de besøgende fragtes rundt i vogne, er helt sikkert meget kompleks – og med en varighed på bare 45 minutter, får man altså lyst til at råbe «ekstra tur!»
