Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) var i sin samtid så vægtig en skulptør, at hun – ud over at modtage Thorvaldsen-medaljen og regentens ekstraordinære fortjenstmedalje Ingenio et arti – allerede i 1915 fik tildelt det Kongelige Danske Kunstakademis æresbolig i Frederiksholms Kanal. Efter hendes død i 1945 var det dog ikke hendes navn, der blev foreviget i en mindeplade på boligens facade, men derimod hendes mands, komponisten Carl Nielsen (1865 – 1931). Tankevækkende, at for Anne Marie Carl-Nielsen blev der først i 2013 sat en mindeplade op. Men hvilke tanker vækker det helt præcist og hos hvem?
Spørgsmålet er, hvordan man i dag kan anerkende og aktualisere en (kvindelig) kunstners monumentale bedrifter, uden at vande selvsamme hav, hvor kvindelige billedkunstnere, deres værker og eftermæle, rutinemæssigt druknes. Hvordan kan man pege på de kunstneriske værdier, magtens monumenter besidder, uden samtidig at understøtte de strukturer, som antiracistiske og antifascistiske bevægelser retteligt bekæmper, blandt andet ved også at drukne statuer og historier, blot med omvendt fortegn?
Værker, der hylder patriarkatet, monarkiet og nationalstaten, er der nok af i udstillingen. Blandt andet præsenteres originalmodellen af hesten Flingart samt den aldrig realiserede frise til soklen på rytterstatuen af Christian 9., som stod færdig i 1927. Anne Marie Carl-Nielsen var den første kvinde i verden, der udførte en rytterstatue. Sammen med udstillingens øvrige præsentation af hendes historiske bedrifter står det klart, at Anne Marie Carl-Nielsen besad både kunstnerisk og politisk viljestyrke. Sandelig har hun også bidraget til understøttelse af den etablerede magt.
Men blandt værkerne i de til lejligheden hvidmalede sale på Ny Carlsberg Glyptotek, træder en anden akkord frem på tværs af værkkategorier og stilspørgsmål. En subtil, præfeministisk sirenesang.
Gipsafstøbningen til monumentet af Dronning Dagmar fra 1913 møder mig frontalt som noget af det første i udstillingen. Jeg kender den færdige bronzeversion, som står i Ribe. Jeg nynner for mig selv: «Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg / til Ringsted lader hun sig vente; / alle de fruer, i Danmark er, / dem lader hun til sig hente», mens jeg sniger mig om til det lille sokkelrelief på rygsiden af monumentet, der afbilder hendes død i barselssengen i 1212.
Ved Dronning Dagmars side står flere små skulpturskitser til en rytterstatue af Margrete 1. Hun blev aldrig kronet til dronning, men samlede og regerede over Norge, Sverige og Danmark i Kalmarunionen. At skabe en rytterstatue af Margrete 1. var et livslangt projekt for Anne Marie Carl-Nielsen. De to har da også meget til fælles som succesfulde kvinder, der indtog magtfulde (og traditionelt maskuline) samfundspositioner og skabte markante forandringer. Indtil sin død arbejdede Anne Marie Carl-Nielsen på projektet, men først i 2006 blev en statue baseret på hendes efterladte arbejde realiseret og står nu i Roskilde.
Midt i samme første rum står desuden et bredt udvalg af Anne Marie Carl-Nielsens små dyreskulpturer. Hvilende føl (1937 el. 1939) slænger sig med sine klodsede ben som en kalveknæet teenager. Naturalistisk og ualmindeligt kær. Men også skulpturelt velkomponeret. Benene som en art symmetrisk mønsterdannelse, der bringer føllet over i et mere formelt formmæssigt domæne, dets torso et formfuldendt anker. Følt frem af forstående fingre. Trods den bitte størrelse en monumental manifestation af både materiale, liv, form.
Hvis man skal pege på Anne Marie Carl-Nielsen som en ikke blot historisk betydningsfuld, kvindelig billedhugger, men også kunstnerisk aktuel i dag, tror jeg, det er her, man skal sætte ind – ved at fremhæve den forbindelse, der er imellem mange af Anne Marie Carl-Nielsens motiver og hendes fornemmelse for liv og materiale. Fra historiske kvinder over mytologiske figurer til små livagtige føl. Sammen danner de en fortælling – hinsides magtens interesser – om kærlighed og ligeværdighed.
I sit vidunderlige billedbidrag, Hestefrise, til udstillingens katalog synes billedhugger Elisabeth Toubro netop at pege på dette – en sitrende, inderlig fotografisk dialog med Anne Marie Carl-Nielsen. Toubros brug af skulpturel mimesis og et landskab af tunge, fingerskrabede, rå lerklumper fremkalder en besynderlig længselsfuld genkendelse i mig. Trods frisens horisontalitet står tidsfornemmelsen vertikalt – alle tider på samme tid.
I selve udstillingen savner jeg måske lidt en lignende art redefinering af det monumentales domæne, altså i selve det udstillingsæstetiske greb. Med white cube-logik og centralt placerede rytterstatuer tilbydes primært et patriarkalsk og kapitalistisk forståelsesrum, hvor det forekommer mig, at værkernes anerkendelse betinges af fysisk størrelse eller af at have kostet. Enten økonomisk eller kampens pris.
En mere ligeværdig udstillingskoreografi ville måske have ydet de små dyreskulpturer en mere præcis præsentation i stedet for som nu, lidt hulter til bulter under dominerende glasmontrer. Dronning Dagmars mindesmærke ville ikke stå som det gør, tæt på væggen i et hjørne, så man nærmest er gået forbi det, før man når at stoppe op. Placeret sådan risikerer de fleste kun at se den heltemodige vinkel af værket, hvor Dronning Dagmar står med blafrende gevandter i en stærk, fremadskuende positur. Det er primært, fordi jeg på forhånd kender relieffet på rygsiden af monumentet, at jeg klemmer mig ind mellem væg og værk og dermed får billedet af et af kvindelivets skrøbeligste erfaringsrum at se.
Forarbejderne til hesten Flingart, Christian 9.’s ganger, og Musikkens genius (1939) – et Carl Nielsen-monument – kan man senere i udstillingen vandre hele vejen omkring. Musikkens genius kan man via en trappe betragte fra flere (ophøjede) vinkler.
Det er dog detaljer. Overordnet set er postdocstipendiat ved Ny Carlsberg Glyptotek og udstillingens kurator, Emilie Boe Bierlich lykkedes på sin mission. Ud over selve udstillingen udfoldes Bierlichs digre forskningsprojekt gennem et multifacetteret katalog samt en intim lydvandring rundt i København. Tilsammen forklares Anne Marie Carl-Nielsens komplekse oeuvre kompetent og elegant. Jeg forstår vigtigheden af både kunstneren og forskningsprojektet.
Ikke mindst mærker jeg værkernes buldrende kunstneriske glød. Stærkest i udstillingens sidste lokale, hvor kategorigrænserne er blødt lidt op og værkerne synes at ånde frit. Her er blandt andet et udvalg af værker, Anne Marie Carl-Nielsen indsendte til diverse præmiekonkurrencer samt værker, hun lavede uden nogen ydre årsag. Relieffet Egil Skallagrimsson rider hjem med sin døde søn (1889) slår mig helt omkuld.
Den islandske skjald Egil Skallagrimsson (ca. 910–990) er i relieffet på vej for at stede sin døde søn, Bødvar, til hvile i sin fædrene dysse. Sagaen lyder, at Skallagrimsson tynget af sorg indeslutter sig i sit sovekammer i tre dage, indtil hans datter, Thorgerd, ankommer. Hun lægger sig til at dø med ham. Med deltagelsens kraft indgyder hun ham både mad, drikke og livsvilje. Herefter ytrer Skallagrimsson kvadet Sønnetabet som Anne Marie Carl-Nielsen altså arbejder ud fra: «[…] Mig er det hårdt / det hul at se, / havet slog / i slægtens hegn, / thi min søn / tog søen med; / altid hans plads / vil åben stå […]».
Relieffets gnubrede tekstur og kompositoriske kompleksitet indfanger tabets hjerteskærende uafvendelighed. Anne Marie Carl-Nielsen driver med stormens kraft alt fremad. Undtagen Bødvar. Sønnen ligger livløs i sin faders arme. Med blottet hals og spinkle ribben. Modelleret i en helt anden kadence. Ubevægelig, fastholdt af døden, allerede borte.
Direkte overfor står gipsmodellen af Havfrue (1921) med sit åbne, mytologiske ansigt og ser tragedien udfolde sig. Inspireret af H.C. Andersens eventyr, hvor havfruen som bekendt ikke får sin elskede, men stumt må blive til skum på havet for derefter at blive en vindens datter, lavede Anne Marie Carl-Nielsen skulpturen efter skilsmissen fra sin mand.
Emilie Boe Bierlich har brudt havisen. Nu får vi se, hvor meget Anne Marie Carl-Nielsen kan piske med halen.
