Kunstnertidsskriftet Pist Protta har altid været gode til at fejre sig selv. Det er faktisk en betydelig del af deres brand – ligesom Linie 3, Bilka og Netto – at gøre en dyd ud af runde fødselsdage og jubilæer. Den formildende omstændighed ved Pist Prottas evige jubilæer er dog, at de, ligesom tidsskriftet selv, altid kommer i helt nye udgaver, formater og versioner – og at der reelt er noget at fejre.
Siden 1981 har redaktionen bag, bestående af billedkunstnerne Jesper Rasmussen og Jesper Fabricius, og grafiker Åse Eg Jørgensen, sendt over 70 numre på gaden af Pist Protta. Et af de geniale overlevelsesgreb bag Pist Prottas udholdenhed er, udover redaktionens utrolige dedikation, at de alle årene har inviteret gæsteredaktører og andre kunstnere til at bidrage. Dette har sikret tidsskriftets stadige ustadighed baseret på Pist Prottas eneste dictum: at ingen Pist Protta-numre må være ens i hverken indhold eller layout. Dette har ført til legendariske PP-numre som «kuglepennenummeret» (Nr. 29, 1997) i klassisk A4-format, hvor Tal R var gæsteredaktør, og alle bidrag er tegnet med kuglepen. Eller den underligt aflange gule tynde sag, (PP nr. 57, 2006) der er tre forskellige bøger sat sammen til én, med tre forskellige formater, koncepter og forfattere. Et andet (PP nr. 74, 2014) er helt rundt og har bunden af en kaffekop som forsidemotiv; alt i magasinet er inspireret af runde ting, fra brønddæksler til digtet «Circular Alphabet» af Henning Lundquist. Typisk for magasinet er, udover dette samarbejde med andre kunstnere, selvironien. Som i jubilæumsnummeret (PP nr. 60, 2007), hvor «redaktionen gør status og ber om undskyldning for fejl og mangler i de tidligere numre». Alle Pist Protta’er er udgivet af forlaget Space Poetry, som også drives af Jesper Fabricius og Åse Eg Jørgensen. Fabricius er samtidig manden, der cykler byen rundt og afleverer de nyeste publikationer fra forlaget personligt, analogt, nærværende.
Sidste gang Pist Protta udstillings-fejrede sig selv var for fem år siden, hvor deres 50 års-jubilæumsudstilling (30 år lød lidt for kedeligt, så den blev fluks ændret til 50 år, 1981-2031) turnerede rundt til landets tre største byer; Brandts i Odense, Overgaden i København og Kunsthal Aarhus. Dén udstilling var primært montre-baseret. Og tilløbsstykket var ikke bare at se alle de tidligere magasiner, men også at se ideerne til alle de fremtidige (frem til 2031), som en række gode danske samtidskunstnere lagde navn til.
Der var for eksempel A Kassens pelsede nummer (PP nr. 87, 2020) om rotter, da «2020 er Rottens År», som det stod i beskrivelsen, eller nummeret med Martin Erik Andersen som gæsteredaktør, hvorom der stod: «Meta-taktilitet. Den tørre lyd af silkepapiret når det vendes,…lækkert lækkert.» Beskrivelserne var et lille stykke humoristisk aktuel kunsthistorie i sig selv. Udstillingen, inklusiv beskrivelserne, udkom senere i det stort anlagte jubilæumsnummer Pist Protta 1981-2031 – Kompendium. På den måde kommer man fremtiden i møde og opfinder den før den reelt indtræffer. Heri ligger en anden væsentlig Pist Protta-pointe: det der meget nemt kunne være noget tilbageskuende, et jubilæum for eksempel, eller som nu, en udstilling, der kaldes noget med «museum», er lige det modsatte.
Udstillingen på Charlottenborg skiller sig som nævnt betydeligt ud fra sidste jubilæumsudstilling. Her er der ingen montrer overhovedet – et særsyn ved udstillinger om og med kunstnerbøger og tidsskrifter. Udstillingen lægger endda ud med en helt pædagogisk oplistning af samtlige udgivne Pist Protta’er: De hænger på væggen i kronologisk rækkefølge og indikerer det museale greb, hvor væggene tages i brug.
I hæftet der hører til udstillingen, afslører redaktionen, at titlen på udstillingen var svær at blive enige om. Men Museum Pist Protta giver utrolig god mening: Pist Protta er som en lille kunstinstitution i sig selv, der besidder en mangfoldig historie tillige med en decideret kunstsamling af maleri, skulptur, fotografi, installation, video, stammende fra de mangfoldige samarbejder igennem tiden. Disse er kombineret med indlån til selve udstillingen, og det hele er salonophængt med en hilsen til en klassisk museumstradition. Redaktionen har selvfølgelig heller ikke kunnet dy sig for at ironisere lidt over samme museumstitel: Under overskriften «Himmerland» findes en blåmalet væg fyldt med halvdårlige landskabsmalerier (flere tidligere smørerier af redaktionen selv), der til forveksling minder om en given dansk provinsmuseumsvæg.
I det hele taget er selvironi og humor et gennemgående element på udstillingen. Med titlen «museum» får de også et godt kuratorisk greb at orkestrere det gigantiske materiale omkring, hvor fem overskrifter; «om PP», «arkiv», «koncept», «form», og «rejse» danner den udstillingsmæssige kadence i flowet af de utallige genstande, der præsenteres på væg, på gulv, og på podier. Samme nummer kan findes flere steder i udstillingen, med forskellige opslag, og hvis man gerne vil bladre, kan man i et læsehjørne (med fine opfindsomme stole af Jørgen Carlo) frit gennembladre en række Pist Prottaer.
Udstillingens orkestrering lægger i det hele taget vægt på den kunstneriske dimension af tidsskriftet. Det udstilles selv som kunstgenstand – på væg og på podie – på linie med de mange udstillede værker af de kunstnere, der har været med igennem tiden. Her er tidlige malerier af Tal R, aktuelle tegninger af Ferdinand Ahm Krag, en stor hvid skulptur af en sort høvding af Ole Broager og et tryk af David Shrigley. Over 80 kunstnere bidrager på udstillingen, hvoraf de fleste er danske konceptuelle kunstnere, hvoraf mange selv har en forkærlighed for det papirbaserede, poetiske, trykte eller gakkede. Fra Jørgen Michaelsen til A Kassen, Christian Vind og Ester Fleckner.
Dette omfattende materiale – både tidsskriftets egen historie som sådan (for ikke at tale om ånden i og bag Pist Protta) og de mange deltagende poeter og kunstneres bidrag – orkestreres på en måde, der føles både overbliksskabende og kunstnerisk viltert udvidende, som i en mangfoldig levendegørelse af tidsskriftet selv. Som udstilling.
Heri ligger måske også svaret på det spørgsmål, man må stille til udstillingen: for hvad er relevansen ved et totalt analogt tidsskrift som Pist Protta i dag – som hverken har facebook-side eller instagramprofil, udstillet på en institution som Charlottenborg?
Her bliver museumstitlen igen relevant. For Pist Protta rummer en historie om dansk kunst, og en samling, som måske er mere præcis på de sidste 30 års dansk samtidskunst end noget dansk museum kan bryste sig af at have. Den er skabt i et tværæstetisk samarbejde mellem grafikere, kunstnere og forfattere, der alle har haft lyst til at bidrage, fordi de her har kunnet gakke ud og eksperimentere.
Men der er faktisk mere i det end det. For når en kunsthal som Charlottenborg vælger at udstille et analogt tidsskrift, er det samtidig et signal om at det analoge, papiret, kunstnerbogen, tidsskriftet nok kan siges at være musealt aka støvet og gammeldags, men at det samtidig på ingen måde er uaktuelt eller udateret. Det er med andre ord ikke den oxymoron, som det ved første øjekast kan synes at være (et museum på en kunsthal?). Da Pist Protta-udstillingen åbnede, løb Printed Matters publikumssucces, New York Art Book Fair, af stablen for 11. gang, og for hvert år vokser den i omfang og besøgstal, og afspejler en utrolig interesse for analoge, papirbaserede medier.
Derfor er der også en omvendt ulogisk opbyggelighed på færde ved museumstitlen. Et museum, der ikke bare viser, hvad der var, men som faktisk selv er med til at skabe den ny tids æstetik, fremtidens facon, det er vel alle museers våde drøm? Eller burde være det. Pist Protta har endda selv – til deres Pist Protta 1981-2031 Kompendium – opfundet termen «futuristisk retrospektive samling»: Og et sådant museum er Museum Pist Protta.
