We Have a Body hedder Mette Winckelmanns imposante soloudstilling på Den Frie. Og i sandhed, det har vi! Men hvad den betyder i forhold til kunst og identitetsskabelse er en løbende diskussion, der er lige så levende, som kroppen selv. På den danske kunstscene har denne diskussion dog længe været mere død end levende, og derfor er det interessant at bevidne, hvordan en kunstner som Winckelmann (f.1971) – der har arbejdet med queer-begrebet siden hun dimitterede fra Kunstakademiet – vil sætte krop og køn ind i et aktuelt perspektiv.
Winckelmann har trukket to diagonale akser gennem Den Frie Udstillingsbygning; den ene henviser til Den Fries egen historie, den anden til kvindefrigørelsens. Disse snit skabes dels af en række murbrokker på gulvet , der stammer fra Dannerhuset (et hjem for kvinder i nød), dels et snit med flag fra loftet, der danner linier tværs igennem de runde rum. Herudover består udstillingen af monumentalt primærfarvet maleri med geometriske figurer, douce-farvede fjerlette flag, patchwork i mange tekstillag og en stor rå trækonstruktion skabt som en hems, hvor der skal tages store skridt for at komme op ad stigen og lande oppe under kuplen i det runde rum.
We have a body forholder sig meget bevidst til Den Frie som sted, historisk og arkitektonisk. Men i forhold til den queer–tematik der præsenteres som udstillingsramme (i åbningstaler, pressemeddelelse, værktitler og kommende seminar), så er det som om denne historiske bevidsthed er størknet et sted midt i 1990erne. Det vil sige; den kunstneriske tilgang til emnet og brugen af ord som «dekonstruktion», «kategorisering» etc. er på mange måder lig med den brug af begrebet «queer», som tog sit udgangspunkt af Judith Butlers Gender Troubles anno 1990.
I pressemeddelelsen lyder det således: «Har vores syn på køn og seksualitet betydning for vores syn på kunst og historieskrivning?» Dette spørgsmål kunne sagtens vendes om, og dermed mere blive en mere præcis beskrivelse af det, man rent faktisk oplever på udstillingen: Hvordan har historieskrivning betydning for vores syn på kunst og køn? For det er i virkeligheden dét, man kan opleve i Winckelmanns udstilling: frigørelseshistorierne fra to slut-90ere: 1890erne (Den Fries historie) og 1990erne (queer-historien).
Queer-debatten har i dag skiftet fokus og kigger ikke længere kun på den performative subjektskonstruktion, men også andre perspektiver, som eksempelvis det over-individuelle i staten, samfundet (som det ses i Butlers seneste bøger), eller kemien og biologien (hos fx Anne Fausto-Sterling). Tankerne bag udstillingen er altså ikke passé, men ligesom avantgarde er queer et begreb, som ikke lader sig anvende uden at reflektere begrebets aktualitet. Så bliver det som Peter Bürger siger om avantgarden (Theorie der Avantgarde, 1974) – gentagelsen af et greb, der er tømt for den oprindelige, akutte aktualitet og dermed også for den chokvirkning, der oprindeligt gjorde grebet virkningsfuldt. Butlers Gender Trouble forårsagede en omkalfatrende effekt af hidtidige «naturlige» kategoriseringer. Men allerede i den efterfølgende Bodies that Matter (1993) blev mange let hurtige tolkninger af hendes teori gendrevet af hende selv. Queer er altså et begreb i stadig udvikling, og da diskussionen stadig er af yderste vigtighed – og tilmed meget sjælden på den danske scene –ville man ønske at det kønskritiske greb blev diskuteret i forhold til den helt aktuelle forskning og analyse.
I Winckelmanns udstilling er kroppen faktisk en meget konkret del af den kunstneriske undersøgelse; den kan slænge sig i en flerfarvet sofa, få varme i bagen på en mosaikskulptur midt i rummet (med indbygget varmelegeme), eller få splintre i fingrene på træstigen til hemsen. Det gør udstillingen levende at kroppen integreres som en del af den sansende erfaring af udstillingen. Men den primære subversive strategi synes dog her at være, at Winckelmann som kvinde fortsætter en primært mandligt domineret modernistisk malertradition tilmed i stort format samtidig med at hun indsætter traditionelt kvindehåndværk, patchwork etc., på niveau med disse monumentale malerier. Spørgsmålet er om dette er en adækvat kønskritisk praksis i dag? Måske er det. Men den diskursive ramme rundt om udstillingen er mest et iterativt ekko af en debat der er 15 år gammel, hvorved udstillingen forpasser muligheden for for alvor at bidrage til en videre diskussion af et (be)greb, der stadig bærer transformerende kræfter i sig.
