Et spørgsmål, der for tiden optager den danske museumsverden er, om det vil lykkes den nyligt tiltrådte kulturminister Jakob Engel-Schmidt at reformere museumsområdet og den støtteordning, der virker både forældet, uretfærdig og uoverskuelig. Med et bredt politisk flertal bag sig, vil en ny museumsreform nemlig ifølge Kulturministeren være i hus i indeværende år. Mandag den 27. februar inviterede han repræsentanter fra de i alt 97 statsanerkendte museer, ODM (Organisationen Danske Museer), KL (Kommunernes Landsforening) samt Dansk Industri og Dansk Erhverv til et stort fællesmøde med henblik på at inddrage de implicerede i processen, for det er, som Kulturministeren udtaler til Berlingske, «nøglen til at nå i mål.»
Der har tidligere været adskillige tilløb fra politisk side til at gøre op med den historisk betingede skævvridning af fordelingen af støttemidler, som stammer tilbage fra 2007, hvor amterne blev nedlagt og deres støtteopgave, som blev opfyldt med varieret rundhåndethed, overgik til staten. Derudover spiller sammenlægningen af flere museer, hvor vi er gået fra i 2008 at have 123 statsanerkendte museer til kun 97 i dag, også en rolle i den skævvridning.
Fra museernes side bunder ønsket om en reformering netop i dels en presset økonomi og dels i den manglende transparens i fordelingen af midler. Et kendt eksempel er forskellen på statens tilskud til Arken, der modtager 32 millioner kr. årligt og Skagens Museum, der modtager 1,7 millioner kr. Det kan naturligvis ikke stilles helt så enkelt op, for alle museer har forskellige forudsætninger, så på mødet var der, ifølge ODM, også enighed om, at for at finde de rette individuelle løsningsforslag, er en kortlægning af et meget varieret museumsfelt nødvendig.
Derudover vil en kommende reform også skulle tage stilling til de nye samfundsrelaterede krav og forventninger til, hvad et museum skal kunne i dag, som blandt andet at bidrage til at afhjælpe unges mistrivsel. Derfor vil et kig på Museumsloven, der siden 1958 har skullet sikre vores fælles kultur- og naturarv også være tiltrængt. Lovens fem søjler – indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling – er forudsætningen for, at de statsanerkendte museer i Danmark kan modtage støtte fra staten, men det er overordnede krav, der ikke umiddelbart stemmer overens med støttemidlerne eller tager højde for nye forventninger samt de store forskelle, der for eksempel er på de kulturhistoriske museer og kunstmuseerne.
Kunstkritikk har talt med Anna Krogh, direktør på Sorø Kunstmuseum, Astrid la Cour, direktør for Frederiksbergmuseerne, og Marie Thams, forperson i BKF (Billedkunstnernes Forbund), som alle har både ønsker og bekymringer i forhold til en ny reforms indhold. Processen er kun lige sparket i gang, og som Astrid la Cour siger: «Vi skal brede parametrene ud for at få en mere fair fordeling af midlerne. Det er en helt vildt kompleks øvelse.»
Anna Krogh, direktør for Sorø Kunstmuseum
Du deltog i kulturministeriets stormøde om den kommende museumsreform. Hvad fik du ud af dét møde?
Det er mit indtryk, at der er behov for en grundlæggende analyse af museerne og de opgaver, som vi hver især har og kan varetage, for at finde ud af hvilke opgaver henholdsvis staten, kommunerne og de private fonde kan støtte.
Sorø Kunstmuseum får 2 millioner i støtte – én million fra kommunen og én fra staten – og derudfra skal vi leve op til museumslovens fem krav. Allerede dér er de fleste museer bagud, fordi der ikke er penge til udstillinger. 90% af vores udstillingsudgifter er dækket af private fonde, vi har til driften, men mangler til alt det andet. Det ville hjælpe, hvis der var en sammenhæng imellem, hvad der forventes, at vi leverer, og hvad vi får. Vi kommer ikke til at få et system, hvor fondene ikke spiller en væsentlig rolle. Det er simpelthen kerneopgaver, de støtter.
Der er stor forskel på, hvad der er vigtigt for kulturhistoriske museer og kunstmuseer. På kunstmuseerne laver vi måske 2-3 særudstillinger om året, mens de kulturhistoriske museer måske laver én hvert tredje år. Det er nogle ret fundamentale forskelle, også i vores arbejde med samlingerne, så det kunne være ret dejligt, hvis der også bliver taget højde for det.
Så er der hele diskussionen om store og små museer, som interesserer mig, da Sorø Kunstmuseum er blandt de små. Jeg ved ikke, hvordan man konkret laver en retfærdig fordeling, for Louisiana og Arken har selvfølgelig en større økonomi, end vi har. Men det er jo latterligt, at de får så meget mere end eksempelvis Skagens Museum. Det håber jeg, at reformen retter op på.
Jeg håber også, at man vil skæve til, hvordan man gør det i udlandet og til ICOMs nye museumsdefinition, som lægger op til, at museerne udviser et større samfundsengagement. Som Christine Buhl Andersen fra Ny Carlsbergfondet for nyligt sagde, så er de private fonde allerede med til at løfte nogle væsentlige samfundsopgaver. I Sorø har vi, ligesom mange andre steder, sårbare unge som mistrives, og den opgave ønsker kommunen, at vi er med til at løfte. Det kan vi, fordi vi har kunsten og nogle dygtige formidlere, men er det så kommunal støtte, der skal betale for det?
Hvad er skrækscenariet i forhold til en ny reform?
Jeg frygter, at det ender som et nulsumsspil, der vil skabe splid museerne imellem, hvis der er én pulje, der skal fordeles. Heldigvis var samtlige af de ti grupper, vi var inddelt i til mødet, enige om, at hvis det ender med et nulsumsspil, så taber alle.
Alle frygter jo, at vi får færre midler. Sorø Kunstmuseum ligger for eksempel i en kommune, der er økonomisk presset, og hvis Jakob Engel-Schmidt tror, at kommunerne kan løfte væsentligt mere, end de gør i dag, så er han nok lidt for optimistisk.
Det er forhåbentlig snarere en afdækning af om midler og krav stemmer overens?
Ja, man skal kigge på, om vi får nok. Vi sidder for eksempel med en formidlingsopgave, som staten slet ikke kommer i nærheden af at løfte – den bliver udelukkende løftet af de private fonde. Det gælder også nyerhvervelser. Jeg har 100.000 kr til indkøb til samlingen om året, så det er jo mest et symbolsk bidrag til, hvad vi rent faktisk bruger på erhvervelser.
Og så ville jeg blive ked af, hvis vi bliver delt op i A, B og C museer, hvor nogle af de mindre museer for eksempel ikke behøver at forske. Jeg håber, at vi alle kan have de samme kvalitative krav samtidig med, at der bliver taget højde for, at vi er forskellige og ikke har samme muligheder. Derfor tror jeg, at en transparens i støttesystemet er så vigtig, så det bliver klart, hvilke succeskriterier vi arbejder hen imod, og at de bliver differentieret ud fra størrelse.
Så arbejdet med en ny reform bliver taget imod med kyshånd. Jeg kender jo ikke den nye kulturminister, hans ambitioner, men han brugte to ord, jeg godt kunne lide, og det var ånd og dannelse. Jeg kan fornemme, at alle er i fuld gang nu, så det skal nok lykkes, og Jakob Engel-Schmidt virker meget ambitiøs.
Astrid la Cour, direktør for Frederiksbergmuseerne
Hvad forventer du af den kommende museumsreform?
Jeg håber, at man vil se bredere på museernes opgavevaretagelse. Vi arbejder jo i to spor; det langsigtede arbejde med at sikre vores kulturarv og så formidlingsarbejdet, som er dér, hvor vi møder vores brugere. Det ligger allerede i den sidste reform, at vi skal tænke i samfundsrelevans og perspektivering, og formidling er jo alt det vi gør, der er henvendt udadtil. Traditionelt er det udstillinger, arrangementer, foredrag, artikler, bøger osv., men jeg kunne godt tænke mig, at man udvider det endnu mere og ser os som en mere aktiv del af samfundet. Den rolle kan udmønte sig på mange parametre. Vi er en del af kulturturismen, af den lokale forankring, af social- og sundhedsområdet, af børne- og ungeområdet og af de kriser verden står overfor. Så det er vigtigt for mig, at vi tager et helikopter-perspektiv her i starten og ser på, hvordan museumslandskabet ser ud: Hvorfor har vi overhovedet museer, og hvad er vores rolle?
Det er jo en museumsreform – ikke en kunstmuseumsreform – hvilket gør det meget komplekst.
For at kunne behandle os ens, er det nødvendig at se på, hvor forskellige vi er. Det er svært at lægge en fast defineret ramme ned over os, for nogle museer bor i gamle utætte bygninger og har derfor højere energiudgifter, og nogle ligger i et tyndt befolket område, hvor de har en stor værdi for det lokale liv, selvom de måske ikke har så mange besøgende. Vi skal brede parametrene ud, for at få en mere fair fordeling af midlerne. Det er en helt vildt kompleks øvelse.
For Frederiksbergmuseernes vedkommende, kan jeg sige, at vi får det laveste tilskud på 1 million kr. Vi har tre samlinger og ansvarsområder, som vi skal varetage, og det er en umulig opgave, der kun hænger sammen, fordi vi får kommunalt tilskud, og fordi vi har en høj egenindtjening på den del af vores museer, der ikke er statsanerkendte, og som dermed faktisk er med til, at vi kan efterleve museumslovens krav. Så det er helt skævt fordelt for os.
Hvad er du bekymret for i forhold til en ny reform?
Jeg ville være bekymret for, at man tog toppen af dem, der fik mest, og så lige smurte det tyndt ud over nogle nye, der skulle ind eller dem, der råbte højest. Jeg tror, de fleste deler frygten for et nulsumsspil, hvor det bliver hårdere for dem, der får meget nu og samtidig bliver for lidt for de andre til, at det virkelig kan gøre en forskel.
Der har tidligere været taget initiativ til en reformering af loven. Hvorfor tror du, at det endnu ikke er lykkedes?
Det har noget at gøre med, at man har været bange for, at de museer, der var begunstiget med et stort tilskud, skulle få dårligere vilkår, og derfor måtte skrue ned for det, som vi alle sammen elsker. Det er der ikke nogen, der er interesserede i. De har selvfølgelig kunnet udvikle sig på grund af de midler, og de har brugt mange år på det, så det ville være alvorligt, hvis det blev fjernet, for det vil tage lang tid at bygge op igen.
Min store forhåbning er, at hele området får tilført flere midler, for ellers har jeg svært ved at se, hvordan kulturministeren kan løse det her på en måde, der giver mening for det samlede museumslandskab.
Marie Thams, forperson i Billedkunstnernes Forbund
Hvad er dine ønsker til en ny museumsreform?
Det er min forhåbning, at kunstnerne, der fylder museerne ud, også bliver hørt og sikres i den nye reform. Man kan med fordel se på medieaftalen, hvor man netop sikrer, at indholdsproducenterne får del i de midler, der gives. Vi kalder på både forpligtigelse til, at der betales et fair honorar, og at der skabes transparens for brugen af de offentlige støttemidler. Vi ønsker, at det ansvar også bliver taget på museumsområdet, og vi har jo allerede set gode toner fra museerne i forhold til minimumshonorarer til kunstnere, så det er ikke noget, der kommer fra et ukendt sted.
Vi lægger også vægt på, at diversitet og ligestilling indskrives i reformen. Sidste år satte den tidligere kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen et initiativ i gang, der forpligter museerne på at indberette, hvad de har indkøbt og udstillet med henblik på at sikre kønnenes ligestilling. Vi ved, at kvinderne på det område halter bagud, vi ved, at minoritets-etniske kunstnere, kunstnere med handicap og andre marginaliserede grupper i den danske kunstverden ikke har lige vilkår, og det så vi gerne, at museerne forpligtigede sig til at tage sig af.
Museerne har jo en afgørende demokratisk rolle i den forstand, at de både skaber kulturel og national identitet igennem udstillinger, samlinger, formidling og forskning, lige så vel som de nuanceret skal reflektere samfundet, som det ser ud i dag. Vi mener, at det ligger lige til højrebenet for dem, at indskrive de visioner og det ansvar, som de historiske, demokratiske, national- og identitetsdannende institutioner de nu er.
Vi vil rigtig gerne have, at museerne også deltager i den grønne omstilling, og de er heldigvis allerede godt i gang i forhold til de udfordringer, der er med hensyn til produktion. Bæredygtig produktion er en problematik, kunstnere ofte oplever, så måske kunne man bygge en bro imellem de forskellige udfordringer, vi hver især bakser med. Vi kunne godt være mere allierede omkring mindre klimabelastning i produktionen ud fra en større forståelse for de forskellige led.
Meget kunst tager jo også fat i klimakrisen, biodiversitetskrisen m.v. Kunst er med til at italesætte og gøre problematikken forståelig og nærværende for folk. Det gælder både kriserne og perspektiverne samt de løsninger, der gør, at vi udvikler os. Det er oplagt for os, at når man som museum skal arbejde med den grønne omstilling, inddrager kunstnerens potentiale. Det handler om at åbne øjnene for, at omstillingen også sker i indholdet, udover at det sker i produktionsformen. Jeg kalder på, at man tænker kunsten og kunstneren mere aktivt ind i de her aspekter. Så det ikke bare er en plug-and-play, hvor kunstneren kommer ind og ud, men at der er en større synergi.
Hvordan vil I sikre, at I bliver hørt i den her sammenhæng?
Da vi ikke var inviteret med til stormødet, tog vi direkte kontakt med embedsværket og ministeriet med vores synspunkter, før vi gik til pressen. Som fagorganisation kan vi kalde på en opmærksomhed på kunstnerne, som vi ser mangler i arbejdet med den nye reform. Jeg står fast på min overbevisning om, at når man har en ramme, der er så vigtig som museumsreformen, så vil det være mærkeligt, hvis vi som indholdsproducenter ikke bliver hørt. For vi, kunstnerne, bliver i den grad direkte påvirket af de beslutninger, der bliver taget.
Jeg håber, at Kulturministeren vil have øje for kunstfeltets og museumsverdenens økosystem, og jeg tænker ikke, at det er for sent for dem at invitere os med. Vi er friske på at deltage i en aktiv dialog og bidrage med kunstnernes perspektiv. Vi vil gerne have, at Kulturministeriet ser ind i hele feltet.
