Den 31. marts 2017 holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen en med spænding ventet tale i Christiansted, St. Croix på De Amerikanske Jomfruøer. Anledningen var det officielle Centennial Transfer Day-program, der markerede hundredeåret for Danmarks salg af kolonien Dansk Vestindien til USA i 1917. Mange havde forventet, at statsministeren ville bruge denne anledning til at udstede en officiel undskyldning for Danmarks andel i slavegørelse og kolonialisering. Men der kom ingen undskyldning. I stedet holdt Løkke Rasmussen en bemærkelsesværdigt personlig tale, hvor han lagde vægt på det «utilgivelige» ved den «udnyttelse af mænd, kvinder og børn, der fandt sted under dansk flag». Han fremhævede også, hvordan den generelle opfattelse af den danske kolonihistorie har ændret sig med tiden:
Dengang jeg var barn, var den udbredte danske fortælling om de vestindiske øer en romantisk fortælling. Eksotiske øer. Fredelig sameksistens. Jeg husker endda fortællinger om, hvordan den danske konge var den første i verden, der forbød slavehandel. En foregangsmand for medmenneskeligheden, fik vi at vide. En helt. Men de fleste af jer fik fortalt – og gennemlevede – en anden historie. Den sande historie. […] Så når jeg mærker efter med hjertet – og forstanden – kan der ikke være nogen tvivl: fortidens sande helte var de mænd og kvinder på Jomfruøerne, der kæmpede imod undertrykkelsen. […] Mænd som General Buddhoe […] Heftige kvinder som Queen Mary […] Deres idealer om frihed, lighed og værdighed vandt til sidst på trods af overvældende modstand. I dag deler det danske folk og folket her på Jomfruøerne fælles historiske bånd. I dag deler vi samme syn på historien. Og i dag har vi de samme helte. Forhåbentlig kan vi også dele en lys fremtid sammen.
Statsministeren er ikke den eneste, der fremhæver den forskydning, der er sket i den danske erindringskultur omkring kolonihistorien. De fleste af de udstillinger, udgivelser, begivenheder og seminarer, der beskæftigede sig med den danske kolonihistorie i 2017, indeholdt mere eller mindre eksplicit en kritik af fortællingen om den «uskyldige kolonialisme»– for nu at låne forsker i erindringspolitik Astrid Nonbo Andersens begreb – som statsministeren henviste til. Men med ganske få undtagelser fokuserede disse initiativer nærmest udelukkende på at gentænke de danske perspektiver på kolonihistorien. Kun få stemmer fra Jomfruøerne blev inviteret til at bidrage til samtalen. Hvis 2017 kan siges at repræsentere et skifte i Danmarks koloniale historiesyn, var det i bedste fald en ny åbenhed for at diskutere Danmarks forhold til sig selv snarere end landets forhold til sin tidligere koloni. Statsministerens idealiserede beskrivelse af, hvordan danskerne deler samme syn på kolonitiden som indbyggerne på Jomfruøerne, går således let henover – hvis den da ikke simpelt hen affærdiger – de omstridte og komplekse erindringspolitiske spørgsmål som hundredeårsmarkeringen sætter i spil.
Set i lyset af den sparsomme plads, som Jomfruøernes perspektiver på kolonitiden fylder i den danske offentlighed, står man tilbage med spørgsmålet: hvem udgør egentlig det kollektive «vi», som statsministeren henviser til? Og hvad betyder det at «dele» syn på historie og have «de samme helte» egentlig her i vores (post)koloniale samtid?
Lad os nu spole et år frem til den 31. marts 2018, hvor kunstnerne La Vaughn Belle fra Jomfruøerne og Jeannette Ehlers fra Danmark afslørede deres banebrydende monument I Am Queen Mary på Københavns havnefront. Deres skulptur, og den intense globale presseomtale, den kastede af sig – med overskrifter som «Danmark afslører sit først offentlige mindesmærke over en sort kvinde» – anlægger et kærkomment kritisk perspektiv på statsministerens ord.
Opstillingen af en syv meter høj statue af en sort kvinde er med rette blevet beskrevet som en skelsættende begivenhed, ikke blot i Danmark, men også internationalt. Set i lyset af snakken om at vi nu deler «de samme helte» fra kolonitiden viser det faktum, at de danske medier har brugt størstedelen af spaltepladsen på at forklare, hvem Mary Leticia Thomas var, og hvad «Fireburn»-arbejderopstanden på St. Croix i 1878 handlede om, med al tydelighed at denne heltinde har været ukendt for de fleste danskere. Den eneste grund til, at danskerne nu anspores til at stifte bekendtskab med Queen Mary, er de to kunstneres omfattende arbejde med at skubbe dette monument ind i det offentlige rum.
I Am Queen Mary sidder højt knejsende direkte ud for Vestindisk Pakhus på Københavns havnefront; en bygning, der i sin tid blev brugt til at opbevare de varer, der var resultatet af slavegjort arbejdskraft i den danske plantagekoloni. Blot fire hundrede meter fra den danske kongefamilies palads, Amalienborg, sidder denne sorte dronning roligt på en tronlignende påfuglestol i kurveflet. Hun er placeret oven på to tons koral, der er blevet indskibet fra St. Croix og støbt ind i sokkelen, der er udstyret med en plade, hvorpå der blot står: «I Am Queen Mary: A Hybrid of Bodies, Nations and Narratives» – «Jeg er Queen Mary: En sammensmeltning af kroppe, nationer og fortællinger». Hendes fysiske placering betoner ikke blot pakhusets funktion under slavetiden. Hun vender også ryggen til de danske royale forestillinger om, hvad det vil sige at være dronning, og til hele den hvide, europæiske kunsthistoriske kanon, repræsenteret af Den Kongelige Afstøbningssamling inde i pakhuset.
I Am Queen Mary er ikke blot et dristigt monument; hendes dristighed udfordrer også de etableret monumenttraditioner herhjemme. Bortset fra navnet Queen Mary i monumentets titel findes der ingen tekst, som forklarer, hvilken historisk skikkelse statuen henviser til. Hendes tavse tilstedeværelse kan anskues som en kommentar til de kønnede logikker, der præger danske monumenter i det offentlige rum.
København er fuld af statuer af konger og berømte mænd, hvoraf den kommende seks meter høje bronzestatue af Christian IV foran Børsen af Hans Pauli Olsen er den seneste i rækken. Foran Københavns Universitets hovedbygning findes der eksempelvis hele seks buster af danske mandlige videnskabsfolk. Den syvende buste er den eneste, der ærer en kvinde, nemlig seismologen Inge Lehmann. Denne skulptur, skabt af Elisabeth Toubro i 2017, der har en stregtegning af Lehmanns ansigt indgraveret på siden af en stenblok, er den eneste blandt busterne, der har en tilhørende tekst, der beskriver den portrætteredes arbejde.
Når man sammenligner Lehmanns mindesmærke med den tilstødende buste af fysikeren Niels Bohr, eller I Am Queen Marys placering ved siden af kopien af Michelangelos David ud for Vestindisk Pakhus, ser man tydeligt, hvordan nødvendigheden af at beskrive konteksten for det ene værk, men ikke det andet, taler ind i en bredere historisk fortælling, hvor hvide mænd ikke har haft brug for at få deres tilstedeværelse i det offentlige rum forklaret eller retfærdiggjort.
Kunstnernes beslutning om ikke at medtage en formidlende beskrivelse af Queen Marys historiske betydning på selve skulpturen kan således læses som et modsvar mod forventningen om, at minoriserede personer altid skal forklare og retfærdiggøre deres vigtighed overfor flertallet. Hvis man ikke ved, hvem Queen Mary er, ville det måske være relevant at spørge sig selv hvorfor? Eller måske tage sig tid til at besøge kunstnernes website, hvor man kan finde omfattende baggrundsmateriale om skulpturen, dens symboler og dens historiske referencer.
Den danske modtagelse af I Am Queen Mary står som en kraftig påmindelse om, at vi tydeligvis ikke deler det samme syn på fortiden, netop fordi så mange, der har aktier i denne historie, ikke har haft samme muligheder for at anskue denne fortid eller dele deres perspektiv på lige fod med danskere. Det er tydeligt, når man ser på de meget forskellige måder, Queen Mary er blevet husket på i Danmark og på Jomfruøerne.
Koloniherrernes nedskrevne dokumenter om arbejderopstanden i 1878 har været placeret i Danmark lige siden kolonitidens arkiver blev flyttet fra Jomfruøerne i 1917. Men den manglede adgang til arkivernes koloniale perspektiv på Fireburn-opstanden har ikke ført til, at Queen Mary er blevet glemt på Jomfruøerne. Her er hun og de tre andre «Fiyahbun Queens» blevet husket og æret gennem kropsbårne erindringsformer, der omfatter både mundtlig historiefortælling, sange og optrædener. Det er i denne kritiske erindringskløft, monumentets potentiale udspiller sig. Ved at træde ind i krydsfeltet mellem race, klasse og køn afviser I Am Queen Mary enhver mytisk fortælling om et universelt «vi», der i fællesskab deler de måder, hvorpå denne komplicerede og smertefulde fortid er blevet gennemlevet, fortalt om og erindret.
I Am Queen Mary har formået at centrere sort historie og subjektivitet i debatten om kolonitidens Danmark. Skulpturens mange symbolske henvisninger til den sorte modstandskamp er blevet fremhævet af mange kommentatorer, heriblandt også i Yvette Brackmans øjenvidneberetning i Kunstkritikk. Især henvisningen til lederen af Black Panther Party, Huey P. Newton, og det berømte billede af ham i en lignende påfuglestol er blevet nævnt af mange. Færre har hæftet sig ved titlens reference til skiltet med påskriften «I AM A MAN», som blev brugt under de sorte renovationsarbejderes strejke i Memphis i 1968, og til slutningen på Spike Lees film Malcolm X fra 1992, hvor børn verden over istemmer et «I am Malcolm X» for at vise, hvordan hans ånd stadig lever i dag. I Am Queen Marys appropriering af ikoniske elementer fra sort historie fremstår også som en tydelig markering af sorte kvinders indsats, og den manglende anerkendelse heraf, inden for modstandsbevægelser i hele den afrikanske diaspora.
Kun få kommentatorer har foreløbig behandlet I Am Queen Marys æstetik i en bredere kunsthistorisk sammenhæng. Som to undtagelser finder man Politikens kunstkritiker Trine Ross og Weekendavisens Jacob Wamberg. De ser begge Queen Marys tronende positur som en paradoksal videreføring af eurocentriske monumenttraditioner. Ross sammenligner endda skulpturen med den siddende statue af den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln på The Mall i Washington D.C. Denne sammenligning ser ikke kun bort fra de materialemæssige, kontekstuelle og politiske aspekter af Ehlers og Belles kunstneriske intervention, men ignorerer også de synlige tegn på tilhørsforholdet til arbejderklassen, som skulpturen rummer: Queen Marys nøgne fødder, simple tøj, hovedtørklæde, den tydeligt slidte sukkerkniv og kurvefletstolen – en stol, man ser i mange arbejder- og middelklassehjem i hele Caribien. Ved at monumentalisere en krop, der er iklædt plantagearbejdets tegn, sætter I Am Queen Mary sig helt bogstaveligt ned i opposition til sit tunge arbejde. Samtidig fremstår hun med en værdighed som en dronning; en værdighed, der gennem historien udelukkende er blevet tilskrevet dem, der har tvunget den form for arbejde på andre. Og alt imens denne tronelignende positur har været set i skulpturværker i det offentlige rum lige siden det gamle Egypten, modsætter I Am Queen Mary sig også den tanke, at det at sidde i en positur, der signalerer selvværd og respekt, kun kan anskues som en vestlig konstruktion. Uanset om skulpturen ender med at blive støbt i bronze eller ej, prikker det faktum, at værket er skabt af polystyren, til den tilstand af permanens, som ofte tilskrives sådanne konstruktioner.
I Am Queen Marys fysiske fremtræden udfordrer gængse måder at anskue historien på, og gør det på flere niveauer. Man har endnu ikke fundet noget fotografier eller portrætter af Queen Mary. Den første kendte afbildning af hende blev skabt af den engelske læge Charles Taylor i bogen Leaflets from the Danish West Indies fra 1888. Taylors tegninger af Queen Mary minder om de stereotype karikaturer af mennesker af afrikansk herkomst, man ofte så den gang. Tegningens grovhed underbygges yderligere af hans beskrivelser af Fireburn-begivenhederne, hvori han kalder oprørerne «en hoben monstre» og en «legion af bæster snarere end af noget menneskeligt». Ikke desto mindre tjener hans fremstillinger endnu i vore dage som det centrale referencepunkt.
Hvis Queen Mary har fremstået som en mytisk helteskikkelse ét sted og som et «monster» et andet sted, forstyrrer Belle og Ehlers disse forestillinger ved at konstruere en hybridiseret menneskekrop som et nyt et referencepunkt. Skulpturen er skabt ud fra 3D-scanninger af de to kunstneres kroppe, der efterfølgende er forenet til én figur. Således blandes Ehlers’ danske og Belles St. Croix’ske baggrund i en flerstrenget legemliggørelse af denne historiske skikkelse, der er blevet repræsenteret på stærkt modstridende måder hvert sit sted. Dette menneskeliggørende element afmytologiserer Queen Marys fortid samtidig med at det videreformidler hendes modstand, trodsighed og værdighed i kampen mod racisme og undertrykkelse op i vores nutid. Ganske som i Renee Coxs kropsliggørelse af forfædrenes ånd i den fotografiske serie Queen Nanny of the Maroons (2004-2005), er det den inspirerende og ansporende kraft, som Queen Mary står for, der afbildes her – ganske som titlens identifikatoriske udsagn «I Am Queen Mary» tilkendegiver. Således peger monumentet ligeså meget mod nutiden og fremtiden som mod fortiden.
Men at ville reducere dette identifikatoriske udsagn til et, der udelukkende «hylder og anbefaler det væbnede oprør som et middel til at opnå politiske forandringer i fremtiden», således som Nikolaj Bøgh skriver i sin kommentar på POV, en pointe, som også Wamberg gør sig bekymringer om i Weekendavisen, er forfejlet. Bøghs beskrivelse af denne «monstrøse figur», som han kalder den, fremstår nærmest som en absurd gentagelse af Charles Taylors tankegang fra 1888, hvor han forstod kampen for retfærdighed som en blot og bar voldshandling. Hvis arbejderkvinden Queen Mary er bevæbnet, sådan som Bøgh hævder, er det i så fald plantageejerne, der har bevæbnet hende. Bøghs italesættelse af skulpturens henvisning til Black Panther Party som bevis for kunsternes hyldest til volden, alt imens han på bekvem vis udelader den centrale rolle selvforsvar havde i organisationens praksis, siger mere om hans (af)politiserede tanker om modstand end om skulpturens indhold og kontekst.
Mange af de fotografier, der cirkulerer online af I Am Queen Mary, medtager kun selve statuen og skærer soklen bort. Men den koralbase, som statuen står på, bidrager til projektets mangestrengede referencer til det undertrykkende koloniale arbejdssystem. Under kolonitiden blev slavegjorte afrikanere sendt ud i havet, når det var lavvande, for at skære koraller, der derefter blev brugt i fundamenterne for koloniherrernes bygninger på St. Croix. Disse koralfundamenter blev helt bogstaveligt hvidvasket med kalk og dermed usynliggjort i modsætning til de danskproducerede mursten, der ofte står tydelig frem i bygningerne.
Ehlers og Belle bruger et modsatrettet greb: i stedet for at tjene som et skjult fundament under kolonimagtens strukturer, fremvises korallerne her for alle. Med de synliggjorte koraller sammen med skulpturens tydeligt sorte overflade konfronterer I Am Queen Mary direkte den udbredte «hvidvaskning» af kunsthistorien og den visuelle kultur, som Den Kongelige Afstøbningssamlings eurocentriske kanon repræsenterer.
For beskueren, der står foran I Am Queen Mary, giver korallerne et ekstra lag af sanselig intimitet til værket. Deres grove tekstur taler direkte til følesanserne og minder os om de hænder, der skar de hårde sten ud af havet for at opbygge det økonomiske fundament for det moderne Danmark. Ser man bort fra soklen og kun beskæftiger sig med figuren, risikerer man at gentage den udradering, som er sket i forhold til den grundlæggende rolle, som Jomfruøerne spillede i dén historie.
I sin tale ved afsløringen af I Am Queen Mary sagde forskningskurator ved Statens Museum for Kunst Henrik Holm, at «der skal en statue som dette for at det gøre det sværere at glemme». I Am Queen Marys tilstedeværelse i København tvinger helt klart den danske befolkning til at tage Queen Mary med i betragtningerne, når man beskæftiger sig med dansk historie. Dermed skubber hun også til de traditionelle tankemønstre, der tilsiger, at danskerne kan fortælle deres historie helt selv.
I Am Queen Mary frembyder en friktionsfyldt tilgang til det at dele helte og historie; en tilgang, der står i stærk kontrast til de nydeligt indpakkede soundbites, som den danske statsminister disker op med. Statuen skubber på monumental vis til danske måder at anskue tingene på, og tvinger os til at forholde os til, hvad det faktisk betyder at dele historie, herunder at dele en historisk arv, der har så radikalt forskellige eftervirkninger i samtiden. Således tjener I Am Queen Mary som et både æstetisk og kontekstuelt udgangspunkt for processen med at anerkende – og ændre – de radikalt ulige betingelser, for det at blive set, udtale sig og blive hørt i vores aktuelle nutid.
It reminds of a magic doctor