Det er først, da jeg aktivt beslutter mig for, på sådan en lidt flov mindfulness-agtig måde, at overgive mig til Yayoi Kusamas værker, at de tranformerer sig fra at være henvisninger til ikonet Kusama og i stedet bliver kunstværker med en egentlig egen poesi og politisk agens. Derfra gik det over stok og sten.
Man bør forsøge sig med den meditationsøvelse på Louisiana i Humlebæk: gå ind i museets netop åbnede egenproducerede, informative og klassisk-kronologiske udstilling med Kusamas værker og stil dig foran det gigantiske (388 x 780 cm !) maleri Red Dots fra 1985. Meditér dig ud af alt støjen omkring kunstneren og alle de narrativer, som findes om personaen Kusama og som også genfortælles i udstillingen. Glem Louis Vuitton-taskerne, modemagasiner, polkaprikker, farvede parykker, de vilde happenings og det skøre sind.
Her foran Red Dots lader du så blikket vandre fra prik til prik eller udenom prikkerne og lader den røde farve skifte tone og intensitet til du ikke kan se andet end det mønster – hvordan det er fint og flosset, har tid i sig og ikke blot er et tapet for verden men også et ydre og indre rum for dig. Så kan det være også du får en nær-stendahlsk oplevelse. Sådan en fik jeg i hvert tilfælde forleden: overstadig begejstring og uudgrundelig tristhed i overvældelsen og så svimmelhed – i mit tilfælde givetvis assisteret af en mindre virus på balancenerven, men ikke desto mindre.
Og det sker altså ikke så ofte, det stendhalske, givetvis fordi smartphones og indkomne e-mails kiler sig ind mellem kroppen og det vidunder, som verden også er. Men det var et double rainbow moment, hashtag eller ej, jeg havde foran Red Dots forleden.
Sammenlignet med de mere effektfulde installationer som Louisianas udstilling også rummer – med spejle, enten i små rum eller i store totalinstallationer – kan det omtalte værk, på trods af sine dimensioner, have en tendens til forsvinde lidt på udstillingen. Men hvor spejlværkerne taler direkte til instagram og #kusama og mise-en-abyme uendelighedstrip, så sker trippet i de simple malerier helt og aldeles mellem malet flade, øjnene og kroppen.
Og der er masser at tale om i forholdet mellem fladen og rummet og hvad prikkerne gør ved rum og flade hos Kusama.
Men forinden prikkerne malede hun først naturmotiver, mere eller mindre abstrakte. Det var i Japan som helt ung. Senere, i New York hvortil hun immigrerede optændt af en kunstnerisk ild i 1957 maler hun det ene net efter det andet af hvid oliemaling på enten lys eller dybere farvet baggrund. Det var disse malerier, der gav hende et gennembrud på New Yorker-scenen i sen-50erne og så kravlede hun sig ellers op på toppen af kunstens tinder og blev venner med Donald Judd, der dengang var anmelder. Hun forbandt sig til den abstrakte ekspressionisme men i en minimal version – vel egentlig før minimalismen.
I Kusamas selvbiografi, der kører frisk på som et japansk højhastighedstog hvad angår selvmytologiseringerne, kan man læse en hel del uddrag af anmeldelser fra den tid. New York elskede tilsyneladende de store net-frembringelser, der kunne blive op til ti meter lange. Selv siger hun, at hun malede de værker manisk for at undgå den totale mani – uden at spise i flere dage. Hendes kolleger udtrykte bekymring, og hun lod sig allerede på det tidspunkt indlægge. Hvad diagnosen var, ved jeg ikke.
Det er ikke svært at begribe overgangen fra de repetitive net til prik-værkerne og heller ikke de fallosbefæstede objekter stikker ud af produktionens indre logik. Alle værktyper har nemlig det tilfælles, at de kompositorisk ikke har noget center og i sig potentielt indeholder den evige fortsættelse. Infinity Nets kalder hun det blandt andet (selvbiografien fra 2002, som Tate har udgivet på engelsk i 2011 hedder også sådan).
Og det er dér i evigheden og i det centrumløse kompositions-apparatur, at jeg finder dybden på fladen og begynder at anskue både uendelighedsnet og prikker som rhizomer. For er Yayoi Kusama ikke en rhizomatisk kunstner par excellence?
Hendes autistiske gentagelser stabiliserer måske kunstnerens sind men ikke verden. I stedet skabes et miljø af evig forandring. Det kan man se, når nettene bliver til prikker, og prikkerne bliver til huller, og når hun falder igennem hullet som Alice i Eventyrland (som hun flere steder refererer til). Alice popper piller og springer ind i psykedeliske verdener og det samme gør Kusama i 1960erne, hvor prikkerne vandrer fra lærreder til tøjet til vægge og hvor kunst, politiske happenings, mode, musik og populærkultur kartes til den samme uld.
Hun kender Andy Warhol og føler sig – igen jf. selvbiografien – kopieret af ham. De er begge billedmaskiner, der producerer med maskinens hastighed i 1960erne og med repetitionen som præmis. Men Kusamas repetitioner er en overlevelsesstrategi og et politisk projekt – ikke et spil om markedets og reklamens anatomi. Hun taler igen og igen om det, at forsvinde i prikkerne, at udslette selvet i gentagelsen. Det er det hun forsøger, når hun optræder med rød paryk, og rødt tøj med hvide prikker i et miljø af rødt med hvide prikker. Det er virkningsfuld ikonografi og modeverdenen elsker det. På den måde virker de greb måske modsat; selvforsvindingen er aflyst af ikoniseringen af hende som den tossede kunstner på forsiden af magasiner og som voksdukker i butiksvinduerne. Men voksdukker og modemagasiner er først langt senere.
Efter ungdomsoprøret i 1960erne og start-70erne kommer en tid med paranoia i New York. Ikke kun for Kusama, men for de fleste: Vietnamkrigen, Richard Nixon og kold krig. Det bliver for meget for Kusama, som flytter tilbage til Japan i 1973. Det er nu hun for alvor bliver syg og lader sig indlægge på det psykiatriske hospital, hvor hun stadig bor.
Og det er her udstillingen også indgyder til de mest paranoide spekulationer fra beskuerens side. For hvor er værkerne fra 1970erne spørger man sitrende nervøst? I kataloget og udstillingens formidling står der ganske lidt om dem, men blandt andet at værkerne – som jo altså er fraværende – tematiserer selvmordsforestillinger.
Det er voldsom information at stå sådan alene med uden at have selve værkerne i sin nærhed, og det føles næsten som et overgreb, at vi ikke må se disse værker. I den kronologiske gennemgang springer man simpelthen fra slut-60erne direkte ind i 80erne. På den baggrund vil jeg formidle et ønske til Louisiana: Please, lav en ekstra udstilling udelukkende med Kusamas værker fra 1970erne. Før falder man ikke til ro.
Men uanfægtet går udstillingen videre – til de senere totalinstallationer og spejlværker og samarbejder med modebranchen. De installationer er tjekkede, men også lidt kedeligt sterile og den største gevinst ved disse senere installationer er, at de fremhæver de ældre, mindre effektsøgende værker. Desuden kan man se, hvordan Kusamas maskinel-rhizomatiske værkproduktion sat ind i Louisianas institutionsstruktur giver en sjov spændstighed. Man går fra mindre rum til andre mindre rum, til store sale, til helt små skabe med spejle og ud igen og så videre. Udstillingens institutions-klassiske mise-en-scène vs. kunstnerens mise-en-abyme virker sådan set netop spændstigt.
Udstillingen afsluttes med en frise af helt nye malerier, My Eternal Soul, som den nu 86-årige dame har malet på siddende ved lærrederne siden 2009 og hver eneste dag fortsætter med i seriel mani. De er syntetiske og systematiske på overfladen – hvert værk er lavet på identiske kvadratiske lærreder med skrigende akrylmaling (endda nogle med glinsende kobber-effekt). De er naive og besidder en lidt mere afslappet horror vacui og er legende mønstrede. Ofte med myriader af øjne, som ser ud fra værkerne, som er smerteligt betitlet, for eksempel Suicidal Wishes, Let’s Stop the War og Unbearable Whereabout of Love.
De nye værker kan måske i virkeligheden anskues som klassisk terapikunst eller hospitals-art-brut, og som sådan kan de sagtens tåle at blive set. Og når man udover det ser dem i lige genealogisk linje fra de tidligste naturværker over net, prikker og fallos, giver det så meget mening at Kusama stadig må male sig ind i en eller anden form for opslugende rhizomatisk net af kunstneriske frembringelser for at kunne findes overhovedet. Men det står også klart, at også vi er en del af det net – at hun har behov for at blive set af os andre. Det er ikke paranoide øjne, der ser ud fra lærredet, men øjne, der ønsker at blive set tilbage på. Og det er en fornøjelse af være et sæt øjne i den drøm af en udstilling som kurator Marie Laurberg har lavet – sober, sjov og Louisiana-overskudsagtigt. Senere mediterer den sig videre til Henie Onstad Kunstsenter i Oslo og Moderna Museet i Stockholm. Neurodiversiteten længe leve.
