Et af Nordens vigtigste rum for samtidskunst lukker

Statens Museum for Kunst i København lukker den serie af udstillinger, som de sidste 19 år er gået under navnet X-rummet. Det vil kunne mærkes på den danske kunstscene. For selvom X-rummet på papiret ikke er en institution i sig selv, så har det alligevel været det i praksis. 

Der vises meget samtidskunst på de danske institutioner. Men det kan tælles på en hånd, hvor mange der tager den alvorligt på et niveau, som kan måle sig med nogle af de seriøse udstillingssteder, man godt kunne ønske sig flere af i Norden. Over årene er X-rummet blevet sammenlignet med udstillingssteder såsom Renaissance Society på University of Chicago, Portikus under Städelschule i Frankfurt og naturligvis udstillingsserien Projects på MoMA i New York. Ligesom disse institutioner sigter X-rummet mod at vise vigtige positioner på den internationale kunstscene. 

Hovedparten af de i alt 35 udstillinger, der har fundet sted i regi af X-rummet har været kurateret af seniorinspektør Marianne Torp, og i perioden 2002-2008 desuden af skiftende af museets inspektører (Vibeke Knudsen, Birgitte Anderberg og Elisabeth Cederstrøm). De sidste ti år har Torp igen stået bag udstillingerne, og siden 2012 i samarbejde med inspektør Tone Bonnén. Bortset fra et par udstillinger, der foregik andre steder på museet, så har samtlige udstillinger fundet sted i et særligt rum, som fra starten af har været dedikeret til X-rummet; et afsides galleri beliggende for enden af den glasoverdækkede skulpturgade, som forbinder museets historiske bygning fra 1896 med den nye bygning fra 1998.

Det har været et grundprincip i X-rummets program, at man hver gang har kommissioneret nye udstillinger. Bortset fra en enkelt kurateret gruppeudstilling (Afsked med forældrene, kurateret af Henrik Olesen i samarbejde med Christopher Müller og Daniel Buchholz) har samtlige udstillinger været solopræsentationer. Og apropos den aktuelle debat angående repræsentationen af kvindelige kunstnere på de danske institutioner, så har fordelingen i X-rummet været tæt på 50/50. 

Som bekendt har den offentlige støtte til dansk kultur været voldsomt nedprioriteret over en årrække. Hårdt ramt er store statslige institutioner som eksempelvis Statens Museum for Kunst, som uagtet drastiske nedskæringer (der i skrivende stund desværre ser ud til at fortsætte) fortsat har en betydelig opgave at løfte på vegne af kulturarven. X-rummet har derfor været helt og aldeles afhængig af fondsmidler udefra. Frem til 2012 var Nykredit hovedsponsor for X-rummet. Siden 2013 har stedet haft to 3-årige bevillinger fra Det Obelske Familiefond, som altså inkluderer den sidste udstilling, der er planlagt til efteråret 2020.

Den første udstilling i X-rummet fandt sted i 2001. Det var et samarbejde mellem Joachim Koester og Matthew Buckingham; videoinstallationen Sandra of the Tuliphouse or How to Live in a Free State, der handlede om Christiania. Derefter fulgte soloudstillinger med Elmgreen & Dragset, Yvette Brackman, Peter Land, Ceal Floyer, Eva Koch, Annika von Hauswolff, Nils Erik Gjerdevik, Salla Tykkä, Lars Nilsson, Elke Krystufek, Henrik Plenge Jakobsen, Tal R & Jonathan Meese, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Jeppe Hein, Frederik Raddum, Ann Lislegaard og Søren Martinsen.

I det hele taget var X-rummets første periode, 2001-2008, domineret af danske kunstnere eller kunstnere med bånd til den danske eller nordiske kunstscene. 

De sidste ti år har optikken været mere international – jævnfør X-rummets egen beskrivelse: «kunstnere, som med deres værker er med til at definere vigtige positioner på den internationale kunstscene». Navne fra denne periode tæller blandt andre Gerard Byrne, Mike Nelson, Lindsay Seers, Danh Vo, FOS, Emily Wardill, Willie Doherty, Haim Steinbach, Lutz Bacher, Laura Lima, Ed Atkins, Sergej Jensen, Mark Leckey, Nairy Baghramian, Judith Hopf og Sidsel Meiniche Hansen.  

Adspurgt om, hvorfor Statens Museum for Kunst vælger at lukke X-rummet og hvordan museet i det hele taget vil præsentere samtidskunsten fremover, svarer direktør Mikkel Bogh:

«Jeg vil godt understrege, at lukningen af X-rummet hverken handler om udstillingernes kvalitet, tværtimod, eller om at Statens Museum for Kunst ikke fremover vil prioritere samtidskunsten. Der er to hovedårsager til beslutningen. For det første, har vi nu modtaget støtte af flere omgange til samme projekt fra to forskellige fonde. Og det er det maksimale, man kan forvente i en dansk sammenhæng. Fonde ønsker generelt ikke at yde projektstøtte over en længere periode end ni år. Med 2-procentnedskæringerne har vi desuden fået færre ressourcer, eksempelvis har vi netop nedlagt en række arbejdspladser, og vi skal øge vores indtjening blandt andet gennem flere solgte entrébilletter.» 

«Den anden årsag handler om, at vi har foretaget en revision af vores udstillingsformater og program, vores årshjul. Fremover får vi to hovedudstillinger årligt, en mellemstor vinterudstilling og en samlingsrelateret udstilling, som de to kommende somre er planlagt til at være med henholdsvis Goodiepal og Kirsten Astrup & Maria Bordorff. Disse fire udstillinger skal rumme hele vores kulturarvsopgave herunder samtidskunsten. Desuden er Skulpturgaden et ekstra format, som vi tænker skal rumme en samtidskunstudstilling eller en indretning, der fornyes regelmæssigt.»

Spørger man Bogh om samtidskunstudstillinger i større formater, eksempelvis i Skulpturgaden, betyder, at også Statens Museum for Kunst nu vil prioritere de oplevelsesbaserede udstillinger, som i disse år hitter på mange vestlige museer med Tate Moderns Turbine Hall som forbillede, lyder svaret:  

«Det er absolut ikke tanken. Vi vil fortsat gerne vise samtidskunst af den slags, som har været vist i X-rummet. De spektakulære sansebombardementer skal ikke være den nye norm. Det er noget, jeg holder meget øje med. Det er også vigtigt at understrege, at vi ikke lukker X-rummet, fordi der ikke var publikum, det var der. Derfor skal den type kunst, hvis man kan tale om en særlig type, som har været vist dér, fortsat have sin plads på museet. Forenklingen af museets udstillingsformater handler primært om vores pressede ressourcer»

Apropos pressede ressourcer, så har et andet kendetegn ved X-rummet faktisk været, at man har keret sig om at levere gunstige produktionsbetingelser i en grad, som ofte er blevet bemærket af de udenlandske kunstnere, der gennem årene har været inviteret.

Hvis man ved bare lidt om, hvordan prestigiøse udstillinger på verdens førende institutioner egentlig finansieres (af kunstnerne selv eller deres gallerier), så er fuld finansiering endsige et hæderligt honorar langt fra en selvfølge. Det er næppe noget, det store publikum umiddelbart bemærker, men der er ingen tvivl om, at det har betydet noget for den hjemlige scene – og i videre forstand, dansk kunsthistorie – at internationale dagsordensættende kunstnere, som «mellemlandede» i København har haft gode vilkår til at frembringe nye produktioner specifikt til nationalgalleriet. 

For tiden viser X-rummet en udstilling med kunstneren Shahryar Nashat, der er født i Genève i 1975 og bosiddende i Los Angeles. Projektet er realiseret i samarbejde med Swiss Institute i New York, der viste en version af udstillingen tidligere i år. Hvem der står bag den næste udstilling i X-rummet, der åbner i efteråret 2020, er endnu ikke offentliggjort, men sikkert er det altså, at det bliver stedets sidste.