For to år siden åbnede billedkunstner Simon Rasmussen det københavnske udstillingssted C.C.C. projects med en duoudstilling med Jens Hüls Funder og Albert Mertz. Nu udstiller Funder atter i kælderlokalet på Vesterbro, men efter 13 udstillinger er projektrummet nu blevet til kommercielt galleri.
Fremover kommer C.C.C. Gallery til at repræsentere ni kunstnere, der alle er omkring eller under 40 år og med relation til det københavnske kunstmiljø; Signe Boe, Jonas Frederiksen, Jens Hüls Funder, Mads Lindberg, Philip Poppek, Lulu Refn, Rasmus Røhling, Anne Mette Schultz og Theodor Walldius.
Det er kunstnere, der arbejder konceptuelt og med en værktype, som ifølge galleristen ikke har haft så gode vilkår på den kommercielle scene, hvor man siden finanskrisen for ti år siden ikke har taget mange chancer.
Hvorfor har du valgt at lave C.C.C. om til et kommercielt galleri netop nu?
Udviklingen i retning af det kommercielle er sket gradvist. Da C.C.C. startede for to år siden, var det ikke en idé, der optog mig i særlig grad. Men til min overraskelse har det kommercielle element medført en række relevante overvejelser. I en dansk kontekst er det ofte de kunstnerdrevne platforme, der leverer de mest opsigtsvækkende udstillinger med et økonomisk fundament hovedsageligt baseret på støtte fra Statens Kunstfond. Jeg har fra starten taget den beslutning ikke at søge støtte. Når man får støtte fra staten, har man mulighed for at aflønne en kunstner, og det er jo fint, men det gør også, at man nogle gange glemmer værkerne. Man risikerer at miste fokus og intimiteten med værket. Som gallerist står man på mål for de ting, man viser, og for mig at se er den mest værdige skæbne for et værk, at det bliver erhvervet og kommer i cirkulation. Jeg oplever, at der er en kæmpe autonomi i at arbejde inden for den ramme.
Min drivkraft har fra starten været samtalen med kunstnerne omkring udstillingerne. Den erfaring, man får igennem den dialog, kan man tage med sig i det næste samarbejde, man har med samme kunstner. Jeg synes, det er super spændende at man igennem dialogen kommer i dybden med kunstnerens praksis, og det er der en risiko for at miste, når man – som det ofte er tilfældet på den kunstnerdrevne scene – ikke samarbejder med en kunstner mere end én gang.
Kommer udstillingerne på C.C.C. til at ændre karakter, når stedet bliver kommercielt?
Jeg har ikke lyst til at det skal påvirke de udstillinger vi laver. Da jeg blev færdig på kunstakademiet så jeg, at flere generationer af virkelig interessante kunstnere ikke blev samlet op, hverken af institutionerne eller af de lokale gallerier. Måske fordi deres ting er besværlige at sætte i bås, formidle – og dermed også at sælge. Den gruppe af kunstnere, som jeg repræsenterer, arbejder allesammen ved siden af den gængse kommercielle situation. Det konceptuelle, tentative og enigmatiske er fælles for dem alle.
Omvendt oplever jeg også, at mange kunstnerdrevne steder har en meget kurateret profil og agenda. Man laver i virkeligheden nogle ret didaktiske udstillinger, hvor det hele skal passe ned i nogle bestemte kasser og tematikker, der er besluttet længe før værkerne træder ind i rummet. Det kan være formelt eller båret af politik eller identitetsspørgsmål. Det har jeg haft lyst til at gøre op med og skabe en mere åben situation, hvor værkerne er styret af noget andet – noget, jeg ikke altid er helt sikker på, hvad er, men hvor der kan være et sammenfald mellem diskurser eller sensibiliteter.
I København er der meget få gallerier, der tager store chancer med de ting, de præsenterer, sandsynligvis fordi det ikke kan betale sig økonomisk. I forhold til det, så har jeg ikke så meget at tabe. Nu har jeg drevet CCC i to år med min egen «kunstnerdrevne» privatøkonomi. Det betyder, at jeg er fri til at lave de udstillinger, som jeg synes er spændende, fordi jeg hverken er afhængig af støtte eller et konsistent salg.
Desuden hersker der ofte en form for mindreværd på den lokale scene, hvor man tænker, at alt er mere spændende, hvis det er fløjet ind fra Frankfurt eller New York. Det er jeg bestemt ikke enig i. Jeg synes, at der foregår virkeligt mange spændende ting i København og det har jeg lyst til at understrege ved at fremme nogle lokale yngre navne, der ikke er blevet samlet op endnu – måske fordi deres praksis er for alternativ eller kompromisløs.