Var du opmærksom på, at kvinders risiko for at omkomme i bilulykker er langt større end mænds? En kvinde har omkring 47 procent højere risiko for at komme alvorligt til skade og 17 procent højere risiko for at blive dræbt, og den udsathed skyldes blandt andet, at de kollisionsdukker, der bruges til at teste bilers sikkerhedsudstyr er designet ud fra den gennemsnitlige mands højde, vægt og kropsbygning. Gør den viden dig vred? Så er du måske en ’bitch on wheels’ – en stereotyp hysterisk og uregerlig kvinde, der er i sine følelsers vold.
Bitch on Wheels er titlen på Tora Schultz’ (uddannet fra Kungliga Konsthögskolan i Stockholm i 2021) første institutionelle soloudstilling, der består af modificeret hverdagsdesign og centrerer sig omkring figuren Eva. EvaRID er nemlig navnet på den første prototype på en kollisionsdukke, der er skabt med den gennemsnitlige kvindelige krop som forlæg, men som endnu ikke er taget i anvendelse. I Schultz’ udstilling sidder hun med ryggen til rummet og stirrer ind i væggen, mens hun venter på at samfundet omkring hende anerkender, at også hendes krop har ret til beskyttelse.
Men det er ikke kun biler, hvis design er baseret på mandekroppens mål. Det er også Bruno Mathssons modernistiske klassiker, EVA-stolen, som i Schultz’ version er blevet kraftigt modificeret. De svungne armlæn er afmonteret og krydset på stoleryggen, som var selve stolen bagbundet og forsvarsløs. Eller omvendt; som lagde stolen armene over kors for netop at beskytte sig selv imod eventuelle overgreb. En stol er blevet forsynet med et sikkerhedsbælte, mens en anden er udstyret med en gagball; måske som en henvisning til stolens egen bøgetræskrop, der måtte blødgøres, presses og fastspændes i en form for at opnå dens smukke, bølgende design.
Bitch on Wheels fremstår som sådan en fastspændt, låst og potentielt voldelig situation. Som en diamant, presset sammen af kul, smukt facetteret og så skarp, at man kan skære sin egen bløde krop på den. Men også faretruende, som den mineskakt, hvor den er udvundet og stereotypt sexet, som det øjeblik, hvor filmhelten forærer den til sin elskerinde.
I to høje, smalle skabe, der ligner møblementet i fitnesscentrets omklædningsrum, står henholdsvis Schultz’ efterhånden velkendte blodrøde Prada-stilletter med trefork-hæle og en antik, muslingebelagt takotsubo-krukke. Krukken har oprindeligt været brugt til at fange blæksprutter; et dødbringende design, hvor blæksprutten søger ned igennem den smalle vasehals og derefter ikke kan slippe ud igen på grund af dens arme. Takotsubokrukken har også lagt navn til fænomentet ’takosubo kardiomyopati’, der betegner en choktilstand, hvor hjertemusklen oplever akut svigt som følge af følelsesmæssig eller fysisk stress. Som blæksprutten, der pludselig panisk indser, at den er fanget, eller som kvinden, der gisper efter vejret sin sidste gang, idet bilen fortsætter ud af vejbanen.
Sådan hænger det hele sammen med en vidunderlig sproglig og materialemæssig præcision, der peger på den fastfrosne, standardiserede normtænkning, der designer vores fysiske omgivelser efter stereotype forestillinger og forældede konservative strukturer. Schultz udnytter til fulde skulpturens evne til at fastholde det flygtige øjeblik, låse det inde og spænde det så hårdt fast, at det nærmest gør fysisk ondt at være vidne til. Det glatte design, den stive samfundsnorm, men også det fatale øjeblik, der kan føles som en udstrakt evighed. Bilulykkens skæbnesvangre sekunder, eller lige det punkt, hvor sex, magt og vold krydser hinanden; som er dragende, men farlig, ikke mindst hvis man bærer en kvindes krop.
