Den 4. juli 2012 udsendte Kulturministeriet et «udkast til ny bekendtgørelse om styrelse af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler (fusion med Charlottenborg).» Udkastet blev sendt i høringssvar til ni organisationer, heriblandt Akademiraadet, Charlottenborg Fonden, Unge Kunstnere og Kunstformidlere, Organisationen af Danske Museer, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Kunstkritikk har fået aktindsigt i disse høringssvar, som opsummeres i det følgende.
Udkastet indeholder to paragraffer der specifikt omtaler «Kunsthal Charlottenborg» samt en paragraf der tillader institutionen at «fravige bekendtgørelsen som led i forsøg.» Som Statens Kunstråd bemærker er denne tredje paragraf særlig vigtig, da det synes at sikre «manøvrerum» for direktør og rektor i forhold til konkrete tiltag af mere eksperimenterende karakter. De to øvrige paragraffer er forholdsvis kortfattede og generelle og forsætter den tidligere målsætning om at være et udstillingssted for både dansk og international kunst, dog med et nyt fokus på «uddannelsesaktiviteter.» Forårsudstillingen afholdes «så vidt muligt,» kunsthallens direktør skal have «kunstfaglig baggrund» og har ansvaret for at «udarbejde udstillingsplaner og forslag til udstillingsbudget inden for de af rektor efter dialog med kunsthalsdirektøren fastlagte overordnede rammer.»
Uanset udkastets indhold er det bemærkelsesværdigt, at fristen for at indgive et høringssvar var 7. august 2012, altså blot fem uger senere, og det vel at mærke et tidsrum, der er sammenfaldende med den almene sommerferieperiode, hvilket betyder, at de fleste organisationer kører på lavblus.
Netop dette forhold er da også noget størstedelen af de adspurgte organisationer bemærker. Statens Kunstråd indleder sit svart med at kalde det «dybt kritisabelt» og forsætter: «En fusion mellem to store institutioner kan ikke bare gennemføres med et pennestrøg, men bør behandles seriøst og grundigt for et kvalificeret høringssvar. (…) Det ville derfor være på sin plads ikke at haste en sådan omfattende bekendtgørelse og høringsperiode igennem under en 3 ugers sommerferie, uden tid til at høringslisten kan orientere sig om modeller praktiseret i udlandet, idet fusionen af en offentlig uddannelsesinstitution og et højt prioriteret (nu pr. 1. September 2012 statsligt) udstillingssted for den frie og eksperimenterende kunst er uden sidestykke i Danmark.»
Ligeledes kalder Statens Kunstfond det «forceret at haste en høringsrunde igennem midt i en ferieperiode hvor institutioner og sekretariater er lukkede, og det er vel på grænsen af god forvaltningsskik.»
Og i sit kortfattede svar lyder det fra Akademiraadet, et tværfagligt udvalg der råder staten og andre offentlige myndigheder i kunstneriske spørgsmål, at det «må stærkt beklage, at høringen foregår midt i en sommerperiode, hvilket bevirker, at rådet ikke har mulighed for at kommentere bekendtgørelsen inden for den givne frist (…) Rådet skal derfor henstille til at fristen forlænges og forbeholder sig ret til at kommentere bekendtgørelsen så snart som muligt.»
Endelig takker Organisation for Danske Museer (ODM) for henvendelsen, men siger at «den meget korte høringsfase (…) på ingen måde kan anses for acceptabel.» Det er som organisationer skriver, «ganske simpelt ikke muligt at sikre at netværk og andre interessenter kan nå at blive inddraget.»
Hvad angår indholdet af udkastet er den generelle holdning i svarene at udkastet er for uklart til at man reelt kan vurdere det. Statens Kunstråd, hvis svar indeholder en grundig gennemgang af udkastets paragrafer pointerer især et problematisk aspekt, nemlig økonomien: «Idet det økonomiske ikke på nogen måder fremgår af udkastet, er det umiddelbart Statens Kunstråd magtpåliggende at påpege, at en fusion som løsning på strukturelle og økonomiske problemer ikke er en reel løsning, hvis det ikke indebærer flere og bredere økonomiske midler eller idéer omkring en sådan aldrig tidligere prøvet fusion.» I det hele taget er rådet skeptisk over for den økonomiske logik der synes at lægge bag fusionen og ser en «bekymrende risiko» for at sammenblandingen af de to institutioners vidt forskellige økonomier «trækker begge institutioner ned.»
ODMs svar følger samme tankegang, idet organisationen mener, at problemet, som den mener at udkastet antyder, ikke er administrativt, men at Charlottenborg er «for svagt økonomisk funderet – og derfor burde styrkes økonomisk,» hvis den skal overleve som kunsthal.
I en anden af Statens Kunstråds bemærkninger henvises der implicit til det hyldede danske armlængdeprincip, der sikrer institutionernes autonomi, når det spørger: «Hvordan sikrer man, at fusionen bibeholder en politiske opbakning uden at der stilles nogen former for forventninger?» Samme spørgen til den nye magtbalance finder man i svaret fra Statens Kunstfond, der er dybt bekymrede for, «at loven lægger op til en stærkt koncentration af ansvar» og mener at Charlottenborg som «transparent og demokratisk institution» er truet.
Statens Kunstråd spørger derudover til hvordan man sikrer for eksempel et progressivt forhold mellem rektor og kunsthalsdirektør, og vil input fra det tilknyttede advisory board «få nogen gang på jorden, hvis det ikke er i overensstemmelse med ‛det lang-sigtede’ i institutionens udvikling?»
Trods sin kritik er Statens Kunståd dog ikke afvisende over for, at fusionen kan være en god løsning på sigt. Ligeså optimistiske er Statens Kunstfond imidlertid ikke. Den konkluderer med ikke at anbefale fusionen, fordi «loven vil centralisere ansvaret for Kunsthal Charlottenborg og dermed mindske den demokratiske transparens. Dels fordi fusionen ikke umiddelbart giver brugere af Kunstakademiet og Charlottenborg nogle forbedringer eller fordele, eller yderligere afhjælper de aktuelle problemer og udfordringer de to institutioner står over for.»
Samme konklusion når UKK (Unge Kunstnere og Kunstformidlere) til og skriver således, «at beslutningen om sammenlægningen lader til at være truffet uden tydelige kulturpolitiske ambitioner, kunstfaglige visioner og uden en finansiel plan, der sikrer at Billedkunstskolerne og uddannelsen af landets kunstnere ikke vil komme til at lide under sammenlægningen. Lad en skole være en skole og en kunsthal en kunsthal.»
Den 10. september, fem uger efter at have modtaget høringssvarene, udsendte Kulturministeriet en pressemeddelelse der annoncerer, at fusionen nu er en realitet. I pressemeddelelsen skriver Kulturminister Uffe Elbæk: «Jeg er klar over, at mange i kunstlivet hellere havde set, at vi havde styrket institutionerne økonomisk hver for sig, men dette er ikke en mulighed, som tiderne er. I stedet skaber vi nu en løsning, der kan opbygge en ny stærk kunstinstitution til gavn for både kunstlivet, studerende og kunstens brugere. I krisetider må vi rykke sammen og skabe nye samarbejdskonstellationer, så Charlottenborg kan løfte sig.»
