Fra Zero til 100

Der er mere sanselighed end stramme koncepter på den 7. udgave af Socle du Monde, der i ny alliance med Zero Foundation omsider har fået internationalt biennale-schwung.

Kimsooja, Deductive Object, 2016.

Mens man i København har kæmpet med at finde det rette format til en større samtidskunstudstilling siden kvadriennalen U-Turn åbnede i 2008, har der i al stilfærdighed eksisteret en dansk biennale i Herning siden 2002. Socle du Monde, der tager navn efter Piero Manzonis vartegn, har i de forgangne seks udgaver fundet sted på kunstmuseet HEART, hvor Manzonis værk står, men med denne syvende biennale er der skruet alvorligt op for ambitionsniveauet og man breder sig nu over tre udstillingssteder, samt en del offentlige rum derimellem.

Socle du Monde har tidligere kredset omkring det møde imellem kunst og erhvervsliv, som også museets historie er funderet på. Det er der kommet enkelte interessante værker ud af, men også en serie af uforløste udstillinger, der byggede på den lidt forældede anskuelse, at der er i sig selv er noget som helst odiøst i et samarbejde imellem kunst og erhvervsliv. I denne syvende udgave har man heldigvis valgt at pensionere det tidligere koncept, til fordel for undertitlen To challenge the earth, the moon, the sun & the stars og et udgangspunkt i Manzonis sokkel, der står direkte på jorden med bunden opad, og dermed bærer hele jordkloden.

Piero Manzoni, Socle du Monde, 1961. Foto: Ole Bagger.

For at løfte den bombastiske titel har man allieret sig med den Düsseldorf-baserede Zero Foundation, der varetager den kunstneriske arv efter kunstnergrupperingen Zero, hvortil Manzoni var knyttet. Direktør Mattijs Visser har sammensat et kuratorteam bestående af Olivier Varenne, Jean-Hubert Martin, Daniel Birnbaum og Maria Finders plus HEARTs egne folk. Teamet har opdelt biennalen i syv kapitler, varierende i størrelse fra et enkelt værk til hele, særskilte udstillinger, hvoraf særligt de tre af dem skiller sig positivt ud.

Helt i særklasse lækkert er Vissers afsnit om Group Zero og 60’er avantgarden, der fylder den ene af HEARTs to udstillingssale. Denne del kredser om biennalens historiske baggrund, og her har man fokuseret på det sanselige, på stoflighed og taktilitet, frem for på de mere konceptuelle aspekter. I blødt oplyste rum bevæger man sig fra Fontana, Manzoni og Kleins fladeorienterede eksperimenter med strukturer og intensiteter over i mere skulpturelle og installatoriske kompositioner, som eksempelvis det visuelt appellerende møde imellem Hans Haackes Condensation Cube (1963) og Henk Peters’ Akwarel (1966).

Den mest interessante vinkel på avantgadens drøm om udveksling mellem kunst og livsrum finder man i den spøgelsesagtige 60’er-institutionelle arkitektur, der udgør Herning Højskole. Udstillingen Incubator beskæftiger sig med performative, udvekslende og kollektive værker, eksempelvis en version af Koen Vanmechelens Cosmopolitan Chicken Project, der fremavler krydsninger af høns fra forskellige område og biokulturer. I den kunstneriske rugemaskine finder man også en række yngre danske kunstnere, som Hannah Heilmann, Anders Bonnesen og Hesselholdt & Mejlvang, samt projektet Art Barter, der sætter fokus på bytteøkonomi ved at lade publikum byde på en række meget forskellige, anonymiserede værker i stof, papir og fotografi, ved at slå et tilbud op på en opslagstavle. Blandt de indkomne bud er en uge i sommerhus, en aftens babysitting og et stykke musik, komponeret af byderen efter kunstnerens forskrift.

Hesselholdt & Mejlvang, The Invisible Territory, 2017. Foto: Ole Jørgensen

På Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, som er nabo til HEART, har Jean-Hubert Martin med udgangspunkt i CoBrA og museets samling skabt en udstilling, der handler om masken og blikket: Det, der vender ud imod verden og det, der ser tilbage på beskueren. Et højdepunkt i denne del af biennalen er kuratorens dramatiske og teatralske iscenesættelse af masker fra forskellige kultur og epoker, udlånt fra Nationalmuseets etnografiske samling, Moesgaard Museum og private samlere, der som stivnede ansigter træder frem fra mørket en af gangen, badet i det knivskarpe lys fra en enkelt spot. Maskerne udgør tilsammen en mangfoldighed af ansigtsformer og udtryk, der med et simpelt greb fortæller en historie om maskens identitetsskabende kraft igennem tiderne, og som sådan fremstår iscenesættelsen som en nøgle til forståelsen af hele denne del af Socle du Monde.

Hvis man igennem de tre ovennævnte kurateringer havde glædet sig over fraværet af Merda d’artista, Manzonis famøse dåser med kunstnerlort, så var det desværre for tidligt. I HEARTs andet udstillingsrum skruer Wim Delvoye helt op for analaftryk, vakuumpakket afføring og et monster af en industriel maskine, der fører madrester fra cafeen ind via et samlebånd i den ene ende og omdanner det til den menneskelort, som kommer ud på båndets modsatte ende. På en biennale med udgangspunkt i Manzoni må den slags vel til, omend det ville have været friskt at undlade yderligere fækalier og blot lade den mere æstetiske og knap så fortærskede del af Manzonis virke stråle i den modsatte sal.

Wim Delvoye, Super Cloaca, 2007.

I den ujævne ende finder man også den delvis udendørs udstilling Painting with time and space, der viser nulevende Zero-medlemmer og beslægtede samtidskunstnere. Værkerne har det til fælles, at de alle er i stor skala og at «de udfordrer jorden, solen, månen og stjernerne med vind, lys og vand,» som presseteksten i redundans med udstillingstitlen postulerer. Den logiske sammenhæng imellem de enkelte projekter forbliver vag, og man kan med fordel lade Manzoni og de overordnede pointer glide i baggrunden og bare glæde sig over en lang række virkelig gode værker – blandt andre Conrad Shawcross The ADA Project, der med en hilsen til Ada Lovelance, består i en dans imellem en robot og en glødepære med Maria Callas imponerende stemme som et smukt backdrop.

Som overordnet koncept er Socle du Monde en lidt upoleret sammenføjning af elementer, der nogle gange smyger sig tæt omkring oplægget, men andre gange glider løst ud i alle retninger. Socle du Monde er først og fremmest en biennale, der skal opleves på sansernes præmisser, og i mindre grad et udstillingskoncept med akademiske pointer og kuratoriske finesser. Mens opdelingen i syv kapitler er delvis spildt på mig, rummer de enkelte dele til gengæld så mange stærke, sanselige værker og interessante forbindelser, at deres eventuelle relation til Manzoni bliver mindre vigtig. Når man dertil ligger, at biennalen i sin nye volumen og form, hvor samarbejdet imellem Zero Foundation og Heart også fremover bliver en grundkerne, kører på sit første år, kan man kun se frem til, hvad Socle du Monde kan blive til. Måske har man på HEART omsider knækket koden til, hvordan et biennaleformat på dansk grund kan tage sig ud, hvis det både skal have lokal forankring, internationalt biennale-swung og værker, der føles og sanses.

Otto Piene, Hommage Moholy Nagy, 2009.

Socle du Monde Biennale 2017
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Heart – Herning Art Museum, Herning

Kunstnere: Adolf Luther, Ana Prana Prcacki, Anders Bonnesen, Anthony Gormley, Armando, Art Barter, Asger Jorn, Belu-Simion Fainaru, Cameron Robbins, Carl-Henning Pedersen, Céleste Boursier-Mougenot, Chalres Fréger, Chiharu Shiota, Christian Megera, Conrad Shawcross, Dadamaino, Enrico Castellani, Ernest Mancoba, Eva Steen Christensen, Francois Morellet, Gerhard von Graevenitz, Gianni Colombo, Günther Uecker, Gutai, Hannah Heilmann, Hans Haacke, Hans Silentien, Heinz Mack, Henk Peeters, Herman Bartels, hermann de vries, Hermann Goepfert, Hesselholdt & Mejlvang, Ilja & Emilia Kabakov, Jan J. Schoonhoven, Jef Verheyen, Keisuke Matsuura, KimSooja, Koen Vanmechlen, Lucio Fontana, Mahsa Karimizadeh, Nanda Vigo, Oliver Beer, Otto Piene, Paul Gadegaard, Paul Van Hoeydonck, Piero Manzoni, Rirkrit Tiravanija, Romauld Hazoumé, Sadamasa Motonaga, Shen Yuan, Spencer Tunick, Tomas Saraceno, Walter LeBlanc, Wlm Delvoye, Yayoi Kusama, Yves Klein, Zoro Feigl. 

Kuratorer: Mattijs Visser samt Jean-Hubert Martin, Olivier Varenne, Daniel Birnbaum og Maria Finders. 

 

 

Læserindlæg