Invitationen til åbningen af Just Kids lokker med troubadurkoncert, puddelperformance og balloninstallation. «Find dit indre barn frem!», står der. Det lyder som opskriften på en mægtig børnefest, men jeg er alligevel i tvivl, om jeg skal pakke hele banden (tre styks) i ladcyklen og tage dem med. Jeg lader dem blive hjemme, hvilket viser sig at være et klogt nok valg, for Gammel Strand er tætpakket denne kolde januaraften.
Over indgangen på facaden hænger et stort banner med sorte, håndmalede bogstaver. «Stemmeret til børn!», står der. Så er vi i gang. Asta Olivia Nordenhof står bag, og med et forfatterskab, som er kendt for at give stemme til samfundets udsatte, giver det jo god mening. Hvis altså man er enig i, at børn hører til samfundets udsatte. «Hvabehar?», vil nogen straks indvende, mens andre raskvæk sidestiller konventionelle grisefarme med nutidens daginstitutioner og føjer childism til rækken af ismer, som refererer til diskriminerende praksis. Så meget desto mere rammer værket en nerve i tiden, og måske det lige akkurat kan anes fra Christiansborg på den anden side af Slotsholmskanalen?
Politisk vakt bevæger jeg mig indenfor, og er knap kommet gennem glasdøren, før jeg får en lang, summende kæp, eller hvad det er, i øret. Foran mig står en person iført et puddelkostume fra helvede og med en vibrator i hånden, som kæppen er fastmonteret til. Er det Nanna Abell? Det er i hvert fald hendes værk, men at hun har noget kørende med ingen andre end Pope L., som blev kendt for sine provokerende og fysisk krævende performances i New Yorks gader, som bl.a. involverede en penisforlænger, finder jeg først ud af senere.
Som sådan har hele udstillingen noget kørende med New York, for selvfølgelig er det Patti Smiths selvbiografiske roman, der har lagt titel til. Periodemæssigt spænder værkerne også fra 1970’erne og frem til i dag i en blanding af kunsthistoriske klassikere og helt nye værker skabt til udstillingen, som fx et gennemført backstagedrama af Mathias Thoubro, hvor en gruppe børn er i rollerne som de ikoniske bandmedlemmer i The Velvet Underground, samt en hoppeborgsstor og lidt vemodig variant af Esben Weile Kjærs alterego Julian Luxford.
Tematisk, der må jeg så indrømme, at det er en lille smule flygtigt for mig. Det handler om barnlighed og kreativitet, og om hvordan kunstnere har set på børn før og nu, men også om at være barn af tiden? Kender du det, at det giver mening, og samtidig virker det rodet? Ikke at rod ikke passer perfekt ind her altså.
På førstesalen får jeg øje på Gianna Surangkanjanajais forvoksede farvekridt, eller kridt er det jo ikke, men lange glasbeholdere med flydende maling i farverne: «ketchuprød», «mayonaisehvid» og «wasabigrøn», jævnfør vægteksten. Det er tight og rimelig anti-spektakulært, selvom ja, går de i stykker, så er der maling over det hele.
Billeder af knaldede børnetegninger og abstrakt ekspressionisme dukker op på nethinden, og den kobling er selvsagt central for udstillingen. Derfor finder man også Paul McCarthys møgirriterende videoværk Painter fra 1995 – en 50 minutter lang og pinefuld (ja okay, også virkelig sjov ind imellem) parodi på modernistiske abstrakte malere. McCarthy selv er i rollen som excentrisk kunstnergeni, og hans vrøvlen og prusten og fisting af enorme malingtuber kan høres i hele udstillingen.
Her er værket vist i en iscenesættelse af udstillingsstedet Institut Funder Bakke, hvor skærmen er placeret midt i et kæmpestort boldbassin, som både synes at være en invitation til udstillingens mindste gæster (man bliver altid lidt i tvivl, hvis ikke det står direkte) og en del af en større dialog om kunstens tilgængelighed.
Et andet oplagt indslag, omend i en helt anden boldgade, er Ursula Reuter Christiansen. Hun står for alt det, vi forbinder med 1970’ernes kvindefrigørelse, og hendes film Skarpretteren fra 1971 er for længst et cementeret hovedværk i dansk feministisk kunst.
På Just Kids finder man en række af Christiansens ældre malerier samt et helt nyt installationsværk med titlen Volden. En tremmeseng er vendt på hovedet og svæver i luften over et kaotisk arrangement af dyner, tæpper, hovedpinepiller, sutteflasker, snapseflasker og et lille dukkebarn. Værket lægger sig i forlængelse af kunstnerens senere værker, hvor fokus er på barnet som offer. Nærliggende er det også at tænke på alle de beretninger, som er kommet frem de senere år om, at det måske ikke altid var megafedt at være børnene i kunstnerkollektiverne.
To af Reuter Christiansens generationsfæller, Pernille Clausen og Lene Adler Petersen er også repræsenterede på udstillingen. Clausens kæmpestore – og for barnlige sjæle og papmacheelskere – ret herlige sut, som var med på den legendariske Kvindeudstillingen på Charlottenborg i 1975, er blevet genskabt i al sin formningslokaleæstetik og ligger nu som det både life saving og udskældte objekt, det er.
Et overraskende og for mig helt nyt bekendtskab er den italienskfødte kunstner Dieco Marcon, hvis uncanny værk Crugnola Marching Band (2023) forestiller et forstenet børneorkester, der venter på at blive dirigeret. Der er noget fascistoidt over det, men om det henviser til en eller anden specifik forståelsesramme (Crugnola er vist en by i Italien) ved jeg ikke, samtidig er det jo åbent for fortolkning. De allermest hardcore kritikere af velfærdsdanmark ville nok associere det med fænomener som tvangsinstitutionalisering, samlebåndskreativitet og, i deres øjne, mareridtsagtige scener med fremtidens lønarbejdere på udflugt.
Som jeg bevæger mig rundt i udstillingen, bliver det klart, at der er noget meget umiddelbart, jeg får næsten lyst til at sige barnligt associerende, over den måde, som kurator Mai Dengsøe har sat værkerne sammen på. For eksempel bliver en flødeskumskage på et af Reuter Christiansens malerier næsten ædt af Sidsel Meineche Hansens gigantiske, lidt tegneserieagtige mund (eller er det en vagina med tænder?), som hænger lige bagved, og som flirter med Jeanne Dunnings tåkrummende og ikke uerotiske videoværk The Toe-Sucking-Video fra 1994.
Der er dømt fri leg til associationerne, og jeg kommer til at tænke på, hvordan det at give sig skamløst hen til en stor kage på SoMe eller på en teaterscene er blevet et symbol på kvindefrigørelse (og måske også voksenfrigørelse). Det er sjovt og slet ikke uden dybere mening. Det hænger sammen med, at udstillingen ikke forsøger at forklare en hel masse, og det er befriende! Det er ikke svært at se for sig, hvordan sådan en temaudstilling også kunne være grebet an.
Noget man sjovt nok ikke finder på Just Kids er værker skabt af børn, altså ikke om børn eller hvor børnene er blevet instruerede til at være med. Der synes ellers i disse år at være en voksende tendens til, at kunstnere involverer deres børn i praksis. Potentielt kunsthistorisk helende, når man tænker på, hvordan børn har fyldt i kunsten som motiv og som idé om noget mere autentisk og frit, men derudover mest været forbundet med praksisdød og kvindelige kunstneres uheldssvangre lod i livet. Kunne det ikke have været lidt spændende med et sådant eksempel på en udstilling som denne? Samtidig – jeg ved det godt – er der tusind alarmklokker, der ringer allerede .
