Selvom Erik A. Frandsen (f. 1957) er autodidakt, er han ikke just nogen outsider. Han er tværtimod en af Danmarks mest anerkendte billedkunstnere og har lavet et stort antal udsmykninger af velanskrevet karakter, navnligt Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg og snart den nye tilbygning til Rigshospitalet. Startskuddet for Frandsens karriere var først med atelierfællesskabet Værkstedet Værst (med bl.a. Ane Mette Ruge, Christian Lemmerz, Jacob F. Schokking og Lars Nørgård), samt hans delagtighed i kunstnerkredsen De Unge Vilde i begyndelsen af 80’ernes København.
Udstillingen Haiti på Randers Kunstmuseum viser Erik A. Frandsens samlede værkproduktion fra en rejse til det caribiske Haiti i 2016. En rejse, som blev gjort i fint selskab – hvilket formidlingsmaterialet og ikke mindst det monumentale hovedværk Dagbog fra Haiti (2017) tuder ens ører fulde af –nemlig med vennerne filminstruktør Per Fly, fotograf Henrik Saxgren og forfatter og filminstruktør Jørgen Leth.
Dagbogsværket består af 28 mægtige metalplader fordelt i to rum med kunstnerens dagbogsnoter bøjet i neon. I tillæg er dagbogsnoterne indtalt af Jørgen Leth, hvis stemme runger stødvist i udstillingslokalerne. Dagbogen er i store dele helt udstreget, så kun visse ord og helsætninger er synliggjort. Der er et modsætningsforhold mellem et varmt, fugtigt og farverigt Haiti og det personlige udgangspunkt, som dagbogsnoterne beretter om og værkets meget kolde, postminimalistiske udtryk, hvilket giver en vis form- og indholdsmæssig spænding. Men hvad der er bekymrende, er, at det, der så er tilbage af selve kunstnerens dagbogsnoter, kun lige netop er en kende mere indsigtsfuld, end hvad der svarer til en turists småfilosofiske anmeldelse på TripAdvisor.
De øvrige værker i udstillingen hænger på farvede vægge, der efter alt at dømme er en henvisning til det haitianske gadebillede. Kridtstreger fra vandkanten, Haiti (2016) består af 66 indfedtede og nærmest fauvistiske oliekridttegninger af mennesketomme scenerier med huse og bevoksning. Med disse tegninger og udstillingen i det hele taget får vi Erik A. Frandsens Haiti. Og når kunstneren hellere er helliget studiet af kolorisme end kolonialisme i Haiti, er vi klar over, at vi ser på en mere følelsesbetonet kunst snarere end en diskursiv. De er udstillingens mest vellykkede værker, fordi den store legesyge med farver og skitsering stråler ud af det ellers meget slidsomme arbejde. Det, som forfølger Frandsen i alle værkerne, er graden af sightseeing, som ligeså meget består i fravalg som tilvalg af motiver.
Det er samlet set en ganske flad udlægning af Haiti, som ind imellem endda tenderer til hyggeeksotisme. Jeg mener, vi bør kunne forvente af Frandsen, hvis ikke politisk, så en større kulturel bevidsthed – herunder bevidstheden omkring de privilegier, der knytter sig, når man, som det fremgår flere steder, har cruiset rundt med tidligere dansk honorær konsul i Haiti, Jørgen Leth. For Frandsen udmønter betragtningerne over Haiti sig tilsyneladende mest af alt i skønhed og en overfladisk flirt med haitiansk mystik og religion.
Udstillingen byder desuden på en række fresker i bedste Frandsen-stil, som vi blandt andet kender fra hans stiliserede blomsterbilleder. Her er det domesticerede planteliv erstattet med skildringer af aktivitet og foretagsomhed i Haitis gader og stræder. Freskoteknikkens ædle kunst forudsætter at billedet skal gå tjept inden grunden tørrer. Det fremmer en naturlig flygtighed i motiverne. Udstillingen rummer også en håndfuld 3D-printede aluminiumsskulpturer i skikkelse af piggede skalforme. De er forgyldte og alle opkaldt efter haitianske ånder på nær af en, Shelter (Agathé Thyché), hvis græske titel i parentes desuden betyder «lykkelig skæbne.» Den er, som udstillingskataloget fortæller, genereret i et 3D-program ud fra farveforskellene i to af oliekridttegningerne, som er omsat til talværdier.
Shelter tematiserer naturligvis den tragiske livsomstændighed, at et kæmpe antal af haitianere endnu lever i teltlejre på grund af jordskælvet i 2010. Men hvorfor i al verden så det her bling-bling-ydre? Det kan meget vel være, at værket har fået en «lykkelig skæbne» (hvilket kan diskuteres), men hvad skal det gøre godt for, når det modsatte er tilfældet for det tema, som værket behandler?
Uvidenhed er på den ene side tilgiveligt og på den anden side det mest kritisable, der findes. Skønt det er en kunstnerisk proces, der ligger til grund for Frandsens Haiti, grænser udstillingen til at være et wunderkammer fyldt med hjembragte indtryk og kulturel appropriation. Jeg spørger mig selv, hvad der får Randers Kunstmuseum til at udstille bysbarnet Erik A. Frandsen, udover han sandsynligvis, givet hans placering i dansk kunsthistorie, er et trækplaster? For det de egentlig har fået er et salonfæhigt og kedeligt Haiti, som mest af alt er et produkt af den kunstnerkoloni, det kommer ud af, hvilket giver mig følelsen af at gå rundt i en osteklokke end at blive transporteret et mangefacetteret sted hen.
