Diagnosen er både dyster og velkendt. Verden af i dag er mere profan, men også mere kriseramt, fragmenteret og individualiseret, end den var for bare få generationer siden. Vi lever liv, der river os løs fra vores fælles historie, fra hinanden og fra jorden, og mens ensomheden vokser og økosystemer braser sammen, mister vi evnen til at mærke os selv. Vi har med andre ord brug for healing.
På Lafayette Anticipations i Paris ordinerer gæstekurator Agnes Gryczkowska en kur af blød, sort magi og religiøse ritualer fra old- og samtid for at fremmane en ny, samlende kraft. Udstillingens titel, Au-delá, betyder hinsides og har samme dobbeltbetydning på fransk og dansk: Dét, der kommer efter døden, men også dét, der sætter sig udover de kategorier, vi splitter verden op i. Hinsides kulturelle skel imellem religion og magi, mellem samtidskunst og ældgamle artefakter og mellem indre og ydre verdener.
Au-delá er i sig selv et ritual, en slags koreograferet teaterforestilling i tre akter, hvor vi stiger fra mørket i bunden af Lafayettes stålkube i Marais og op imod lyset og udsigten over Paris’ tage. Rejsen – eller transformationen, om man vil – sættes igang og ledsages hele vejen af den amerikanske komponist Kali Malones trancefremkaldende lydværk, en syntese af digital minimalisme og orgelmusik. Umiddelbart invasivt, næsten irriterende, men undervejs glider musikken i baggrunden og bliver en slags blødt pumpende hjerteslag, der driver publikum og udstilling fremad.
De to første etager henligger i næsten totalt mørke, pletvist oplyst af kraftige spotlights, der får udstillingens værker til at stå og dirre. I midten af lokalet, hvor rummet åbner sig op i dobbelt højde, tårner sydafrikanske Bianca Bondis pentagram af afbrændte træpæle sig op som en totem, hvorom resten af udstillingens værker former en rituel cirkel. Pælene er forsynet med spidser af krystal kvarts, som er renset med ild og tåre fra en førstefødt datter, mens et landskab af salt, vievand og modersmælk breder sig omkring dem. Værket referer til en keltisk tradition, der markerer vinteren og mørkets afslutning, og gør et sælsomt, okkult indtryk.
Omkring Bondis værk finder vi to af Ana Mendietas Silueta-værker fra 1978, der eksperimenter med santeria for at genskabe brudte forbindelser mellem kvindekroppen og jorden. Vi finder også mystikeren Hildegard von Bringens Liber Scivias (fra 1151-52) – et illustreret manuskript, der beskriver von Bringens spirituelle visioner – side om side med en gruppe kykladiske idoler, små marmorstatuetter af gravide kvinder, der formentlig har været anvendt i frugtbarhedsritualer fra omkring 2800-2300 f.Kr. Andre og mere samtidige værker genopliver de franske dronninger, der ligger begravet i krypten under katedralen i Saint-Denis eller undersøger de koloniale ar, som vestlige museers samlinger af afrikanske artefakter ripper op i. Vi kommer med andre ord ret vidt omkring.
Au-delá skelner ikke småligt mellem okkultisme, alkymi, naturhealing eller mere religiøse brug af ritualer, men lader det hele glide sammen i en fælles, cirkulær livsopfattelse, hvori metamorfosen er vejen til den genfødsel, der kan rense det moderne samfund. Netop metamorfosen er det tematiske omdrejningspunkt i udstillingens andet kapitel, hvor Ivana Bašićs alien-agtige fødselsseance møder Eva Hesses sidste værk, en slags sårbare, amputerede ben, der hænger fra loftet som en mellemting mellem kødpølser og Stonehenge. Værket blev færdiggjort i 1970 af kunstnerens assistenter, mens Hesse lå på hospitalet med den tumor i hjernen, som skulle vise sig at være fatal.
Da vi, efter denne overgangsrite mellem fødsel og død, stiger op på sidste etage, hvor panoramavinduer åbner for udsigten over Paris’ grå tage, er lyset overvældende. To store malerier af olie og sand af Alicia Adamerovich står frit i rummet og virker næsten som levende, psykedeliske landskaber, hvor sarte, vægtløse strukturer balancerer i et sci-fi-lignende rum. Her finder vi også Korakrit Arunanondchai og Alex Gvojics sfærisk smukke video Songs for living (2021), der klipper stilsikkert mellem en technofestens trancelignende dans og rituelle besværgelser omkring et bål, mens norske stavkirker brænder og omvendte engle falder fra skyskrabere ned mod jorden.
Som i det klassiske teater ender forestillingen katarsisk; i en udfrielse fra det moderne samfunds videnskabeligt baserede tendens til at fragmentere og udskille ting fra hinanden for at kunne analysere enkeltdelene. Au-delá gør det modsatte; sammenstiller ældgamle, okkulte ritualer og samtidige subkulturer, og knytter bånd mellem kunst, som repræsenterer, og rituelle objekter, der agerer i denne eller parallelle verdener. Den peger på ritualet i sig selv; på det fællesskab, der er centralt i alle ritualer, og som får os til at danse, græde og mærke vores krop og den jord, vi er i konstant udveksling med. Herfra kan vi, som Arunanondchais faldne engle, stige ned gennem bygningen igen og ud i de regnvåde gader, rensede og en lille smule forandrede. Tag noter, Paris, for der er en ny kurator i byen.
