Selvom undergrundsgalleriet Toves allerede for en uge siden leverede en snigende sæsonstart med den friske gruppeudstilling Cucumber Bones, som gav håb for det københavnske kunstefterår, så vil de fleste nok henregne den just overståede, absurd regnvåde weekend, for at være den egentlige sæsonstart.
For andet år i træk blev den nye kunstmesse Chart afholdt på Kunsthal Charlottenborg. Og ligesom det første år var kun et udvalg på 22 gallerier inviteret, hvilket – i samspil med de historiske omgivelser og institutionelle blåstempling – giver messen et naturligt eksklusivt præg. De deltagende danske gallerier tilhører da også til de mest internationale og etablerede af slagsen. Det samme gælder udvalget fra de øvrige nordiske lande, hvor kun få gallerier, eksempelvis Standard (Oslo), mangler for at man helt kan sige, at man fuldt viser cremen af den kommercielle nordiske scene.
Kampen om 1990ernes historieskrivning har allerede været i gang længe, men et hurtigt vue udover danske og internationale institutionsudstillinger vidner om, at det langt fra er slut. På dansk grund byder efteråret på to udstillinger, som føjer nye brikker til fortællingen – Olafur Eliassons Riverbed på Louisiana og Elmgreen & Dragset, hvis Biography-udstilling åbner på Statens Museum for Kunst i midten af september. Såvel Eliasson som Elmgreen & Dragset tilhører den del af 90er-generationen, som bosatte sig i det nye Berlin få år efter Murens fald. Det var dengang Mitte var så meget under ombygning og opbygning, at der var kæmpe huller i fortovene og ingen restauranter tog imod Visakort.
Parallelt med at Mitte blev til det generiske Soho-kvarter med cheese cake-cafeer og Margiela-beklædning, som det er i dag, voksede også Eliasson, Elmgreen & Dragset og en række andre 90er-kunstneres karrierer – en generation, som for alvor professionaliserede det kunstneriske virke i internationalt regi og med en hidtil uset udstillingsfrekvens til følge. Retrospektive udstillinger – under forskellige overskrifter – har begge parter således allerede haft i rigt mål.
ARoS byder dette efterår på en større præsentation af den danske kunstnerduo Hanne Nielsen & Birgit Johnsens installatoriske videoværker, en særudstilling med Michael Kvium og slutter året af med garanteret grandiose multimedie-installationer af kunstnerparret Janet Cardiff og George Bures Miller.
På stormuseet Brandts i Odense – et nyligt resultat af en sammenlægning af tre af byens museer – tegner der sig nu et billede af nyslåede direktør Mads Damsbos program. Efter en tematisk udstilling om tatoveringer, en udstilling med Kurt Trampedach åbner efteråret blandt andet med en udstilling med Peter Martensen.
Overgaden tog hul på efteråret med en soloudstilling med Christian Vind samt den åbent kuraterede gruppeudstilling Coming From, hvor 35 danske kunstnere viser eksempler på de genstande eller andet relevant materiale, der inspirerer dem i deres kunstneriske praksis. Senere på sæsonen præsenteres en udstilling med Yvette Brackman, der er blevet til i dialog med kunstnerens mor og dennes oplevelser som polsk jøde under det sovjetiske styre. Brackman interesserer sig blandt andet for, hvordan minder og traumer går i arv fra generation til generation.
I slutningen af oktober viser den private kunsthal Faurschou Foundation resultatet af et samarbejde mellem Jens Haaning og Santiago Sierra. Ifølge initiativtagerne, billedkunstnerne Marie Thams og Kim Kilde, er ønsket at koble to individuelt stærke kunstneriske praksisser, som på hver deres måde har markeret sig med deres systemkritiske og socialt orienterede projekter. Haaning og Sierra har skabt værket The Copenhagen Declaration specifikt til kunsthallens 900 m2 store rum i Nordhavnen.
Heller ikke i dansk sammenhæng er vi helt nået dertil, hvor det er normalt at en af Københavns førende institutioner fremlægger et årsprogram domineret af soloudstillinger med kvindelige kunstnere. Derfor bider man mærke i, at Charlottenborg efter sommerens udstilling med Camille Henrot går ind i efteråret med to soloudstillinger, henholdsvis af israelsk-fødte Keren Cytter (f.1977) og britiske Rose English (f.1950). Sidstnævnte brød igennem på den feministiske kunstscene i 1970ernes London og har siden arbejdet med et udgangspunkt i konceptuel kunst og performance i bred forstand, indenfor teater, cirkus og dans. Udstillingen, der er kurateret af rektor for Det fynske kunstakademi, Stine Hebert, vil kredse om de af kunstnerens værker, som handler om hesten, både som figur og performer.
I regi af det ellers Malmø-baserede udstillingssted Signal viser Charlottenborg desuden en udstilling med Jennifer Tee. Ligesom Toves galleri i sin tid fik udstillings-husly på kunsthallen, da de havde mistet deres lejemål, flytter Signal ind på kunsthallen, mens de leder efter et nyt sted at være efter at være blevet opsagt fra deres lokaler i forbindelse med restauranten Grand. Synd, for det var ellers en sjældent vellykket kombination af udstillingssted og populær restaurant.
Med Den Fries aktuelle præsentation af den afdøde danske billedkunstner Susanne Ussings hybridvirke indenfor kunst og arkitektur – omtrent samme generation som Rose English – samt Statens Museum for Kunsts udstilling med kult-epigonen Lutz Bacher, tegner der sig faktisk et billede af et efterår med et nybrud – nemlig præsentationen af vægtige kvindelige kunstnerskaber på hovedstadens store institutioner.
