En studerende, der oplever sexchikane eller krænkende adfærd på en af de kunstneriske uddannelser i Danmark, skal fremover kunne få hjælp hurtigere. En ny ordning, Tal Trygt, skal sikre mulighed for professionel og uvildig rådgivning senest 48 timer efter den krænkede har henvendt sig. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt fra Kulturministeriet i går.
Det er Kulturministeriet i samarbejde med Studenterrådgivningen, der står bag den nye ordning. Fremover skal man kunne henvende sig anonymt og komme uden om Studenterrådgivningens almindelige venteliste, hvis sagen har seksuelt krænkende karakter. Hvis der er behov for yderligere samtaler, vil den studerende tilbydes et forløb, der kan «sikre en tryg tilbagevenden til studiet». Itilfælde, hvor der er tale om alvorlige, traumatiserende krænkelser med behov for psykologhjælp, vil Studenterrådgivningens rådgiver henvise til en relevant behandling.
Tal Trygt indføres efter flere sager om krænkende adfærd, seksuelle overgreb og normbrud på flere af de kunstneriske uddannelser.
I maj sidste år fratrådte en professor på Det Kgl. Danske Kunstakademi efter anklager fra studerende og ansatte på stedet om seksuelle krænkelser, manipulation og magtmisbrug.
På Forfatterskolen blev rektor i oktober afskediget af bestyrelsen, som rejste tvivl om, hvorvidt der blev taget tilstrækkeligt hånd om «de mange vedvarende rygter», som omgav institutionen.
Foreløbig har syv statslige og to selvejende kunstuddannelser valgt at benytte sig af ordningen. Det drejer sig om Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi, Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium, og Forfatterskolen.
På Det Fynske Kunstakademi er bestyrelsen også blevet forelagt muligheden, men har valgt ikke at være en del af ordningen.
Lars Bent Petersen, rektor på Det Fynske Kunstakademi, siger i en mail til Kunstkritikk:
«På baggrund af det forelagte materiale omkring Tal Trygt-ordningen, har bestyrelsen haft nogle forbehold omkring de eventuelle budgetmæssige konsekvenser af ordningen. Bestyrelsen har ligeledes haft nogle forhold omkring de forskellige grader af anonymitet i ordningen, der ville kunne gøre det svært for os at handle på eventuelle krænkelser på institutionen. At kunne handle på alle eventuelle krænkelser er for os en væsentligt betingelse for at kunne skabe et ordentligt et studie- og arbejdsmiljø. Derfor har vi lige nu valgt ikke at tilsluttes os ordningen som den pt. foreligger.»
Det Fynske Kunstakademi har dog, understreger Lars Bent Petersen, i lighed med eksempelvis Det Kgl. Danske Kunstakademi lavet et nyt sæt af etiske regler i forlængelse af #metoo-debatten – herunder regler, der dækker seksuelle krænkelser, mobning og chikane.