Det er symptomatisk, at Henrik Olesens første store soloudstilling i Skandinavien ikke er på en dansk kunstinstitution. Og det er ironisk, at den finder sted på en svensk kunstinstitution, Malmø Kunsthal, lige over på den anden side af Øresund, ledet af en dansker, Jacob Fabricius. Symptomatisk, fordi Olesen trods det at han det seneste årti har markeret sig internationalt som en af den diskurskritiske konceptkunsts væsentligste arvtagere, sjældent udstiller i Danmark. Det er dog nok ikke noget han skal tage alt for personligt. Danske kunstinstitutioner har det generelt svært dels med den kønspolitiske dagsorden, dels med de informationstunge præsentationsformater, som er Olesens værk. Det er på en gang for aggressivt og kompleks til en dansk kunstinstitution, kunne en umiddelbar udlægning være. Det henvender sig til den kritiske bevidsthed uden nogen form for den materiale-, kreativitets- og individ-patos, der er så populær her i landet, blandt kunstfolk såvel som i offentligheden. Så for lige at runde denne institutionspolitiske forhistorie af, så er det ikke bare symptomatisk og ironisk, men også en indirekte eksponering af hvordan idiosynkrasier og ignorance over for konceptkunst præger den generelle programlægning på danske kunstinstitutioner, at det er er Malmø Kunsthal, der åbner dørene for Olesen.
Endnu mere ironisk bliver det af at udstillingen på Malmø Kunsthal viser, at det netop er aggressiviteten og kompleksiteten, der sammen med den skarpe konceptuelle styring og de præcise æstetiske greb er de primære kvaliteter i Olesens kunst. Udstillingen viser både en række tidligere værker tilbage fra slutningen af 1990erne og to helt nye værker, og giver som sådan et godt, selektivt indblik i den udvikling og kontinuitet, der er i Olesens værk. Fra små statementagtige objekter til elaborerede systematiseringer af information, fokuserer værket på den underkendte, hvis ikke ligefrem undertrykte, queer diskurs og dens forhold til andre diskurser, såsom kunsthistorie, kapitalisme, kernefamilie og computerteknologi, som en modstandsdygtig og kreativ kraft. Det er queer som en attitude og et perspektiv til at sætte betydning i spil og på både fabulerende og struktureret vis udfordre de etablerede systemers iboende magtforhold. Det er ikke metode som Olesen er ene om, langt fra, men som få andre samtidskunstnere formår han at give den generel relevans og tyngde, hinsides indforståede homoseksuelle pointer. Det er en kur mod stereotypificeringer, vrangforestillinger og vanetænkning, alle de usunde mønstre som bedøver vores kulturelle sensibilitet og intellekt.
Der er ikke ligefremt trængt i kunsthallens store rum. Faktisk, kan man næsten få indtrykket af, at stedet befinder sig i perioden mellem to udstillinger. Men Olesens værk dyrker heller ikke det spektakulære og let afkodelige, endsige det fysisk voluminøse, så det virker kun passende, at man skal nærme sig udstillingen med en vis undren og fremmedgørelse, der opfordrer og (i hvert fald ideelt set) ansporer til søgen og refleksion. Den overordnede iscenesættelse virker med andre ord og jo længere man kommer ind i udstillingen jo mere intens bliver denne udfordring. Jo mere skal der læses, afkodes og reflekteres. Bagerst i den ene side af rummet bliver det dog næsten så kompakt med både skulpturer, video-, tekst- og billedværker, at det bliver rodet. For selvom Olesens værker som regel ikke er store i skala, så kræver de plads, ikke mindst mental, og står skarpest når de står afgrænsede som enkeltværker. Så måske kunne man have haft et par værker mindre i denne del af udstillingen, men det er en mindre ting, set i forhold til helheden.
Udstillingens to bedste værker er Some Faggy Gestures (2008) og Some Illustrations to the life of Alan Turing (2008). De demonstrerer Olesens evne til at samle, organisere og remixe information, så man både bliver interesseret, oplyst og udfordret. De er en slags sexede og humoristiske alternative lærebøger, (førstnævnte eksisterer også i bogform) som burde indgå i uddannelsesinstitutioners pensum, både fordi de fortæller historier som eksisterende lærebøger ikke fortæller og fordi de fortæller dem på en måde, som får een til at spørge til stoffet snarere end at lære det udenad. Det er en pædagogisk metode, der i en kontekst som den danske, der er domineret af Pisa-undersøgelser og resultatkontrakter nærmest anses for suspekt. Derfor er det desto mere vigtigt at blive ved med at udvikle, hvis demokratiske idealer ikke skal underordnes autoritetsprincipper, også selvom det i første omgang «kun» sker inden for kunsten.
Some Illustrations to the life of Alan Turing er en fortælling i collager, tekstgrafik og objekter om Alan Turing (1912-1954), hvis såkaldte «Turing machine» er en milepæl i udviklingen af computeren. Hvad den officielle fortælling om Turing inden for computerhistorien ikke har med er dels at Turing var homoseksuel, dels at han havde en eksplicit kropslig forståelse af den moderne maskine. På mange måder kan udviklingen af computeren ses som en undertrykkelse af kroppen og den irrationelle logik til fordel for den instrumentelle fornufts fremskridt. Fra styringen af raketter under Anden Verdenskrig til den nyeste version af Microsoft Office. Ved at gå tilbage til Turing viser Some Illustrations … at kroppen faktisk var der fra starten af og foreslår således en radikal rekonceptualisering af, hvad for en størrelse computeren er. Værket lægger sig i forlængelse af cyberfeminismens forsøg på at kønne og begærsliggøre computerdiskursen, og pointerer at computeren er ikke en overskridelse af kroppen, men en ny krop. Det demonstrerer Olesen ret bogstaveligt i værket I do not go to work today. I don’t think I go tomorrow / Machine-Assemblage I-II (2010), hvor han så at sige har dissekeret sin personlige computer og udstiller alle komponenterne, som var de en slags cyberorganer for det nutidige menneske. Krop og maskine er med andre ord forbundne. For Olesen er kroppen samtidig noget der skabes, snarere end der er noget givet og det implicitte spørgsmål som Some illustrations … rejser er hvilken computerkrop vi vil være? Et spørgsmål som bliver stadig mere relevant at stille med Turings unikke historie in mente i takt med at computeren er involveret i og rationaliserer flere og flere aspekter af den menneskelige eksistens. Det peger på, at en fundamental anden computerkrop end den kontorstolsbundne er mulig, hvis vi føder den med begær og fantasi, alt det som ikke kan beregnes i 0er og 1-taller, men som ikke desto mindre er så betydningsfuldt for det at være en krop.
På et mere generelt plan kan store dele af udstillingen også ses som en kommentar til den afgørende betydning, som informationsbearbejdning har i samfundet. Til forskel fra de mange produkter og løsninger, som tilbyder at forenkle denne bearbejdning, leverer Olesen ikke noget brugervenligt svar. Tværtimod opfordrer og udfordrer han publikum til at forfølge anderledes udefinerede spor, der nok umiddelbart kan synes komplicerede og problematiske, men på længere sigt repræsenterer et potent alternativ til blot at træde vande eller drukne i informationsstrømmen.