Hvorfor interessen for surrealisme er så stor i disse år, godt hundrede efter den opstod som bevægelse, skal jeg ikke kalde mig alt for vidende om. Men udstillingen Leonora Carrington, som netop er åbnet på Arken i Ishøj, kommer i en bølge af fornyet interesse for surrealismen. Leonora Carrington (1917–2011) var en del af det surrealistiske miljø i Paris i 30’erne og efter krigen i Mexico City. Dette er den første store solopræsentation af hendes værker i Skandinavien, men for ikke længe siden kunne man i Humlebæk trave i coronasikret geled forbi et udvalg af hendes værker på Louisianas udstilling Fantastiske Kvinder. Dette års Venedigbiennale tog navn efter titlen på en bog af Carrington, nemlig Leche del sueño, på engelsk, The Milk of Dreams, på dansk, måske, Søvnmælk?
Hvis jeg alligevel skal kloge mig lidt, skyldes interessen for især Carringtons værker måske, at vi kan genkende lidt af den voldsomme angst, nazisterne installerede i folk under Anden Verdenskrig. Den drev Carrington til hendes mentale sammenbrud i 1940 og efterfølgende migration fra Europa til Mexico, sammen med mange andre kunstnere på flugt fra fascismen. Hvis ikke vi mærker angsten direkte endnu, her i vores nordiske smørhul, så lurer den i hvert fald som et meget livagtigt mareridt i mørklægningsgardinernes dunkle skyggeteater ved sengetid.
Der er heldigvis ikke kun fare på færde i Ishøj. Leonora Carrington er nemlig ikke sådan lige til at indfange, og det ville hun selv være ganske tilfreds med at høre. Selvom hendes personlige biografi og kunst er tæt sammenvævet, enkelte værker af hendes kollegaer og gode venner er også at finde på udstillingen, var kampen for frihed og modstanden mod indsnævrende fortolkninger, intellektualiseringer, og i øvrigt patriarkalske strukturer, konstant i hendes liv og kunstneriske arbejde. Hendes oeuvre er mægtigt og med en præsentation af over 100 værker lavet over en periode på 76 år, har kuratorholdet med kunsthistoriker Naja Rasmussen og museumsinspektør Sarah Fredholm i spidsen, haft deres at se til. Resultatet kan man kun glæde sig over.
Besøgende inviteres indenfor i udstillingen af det store, fantastiske maleri Kæmpekvinden (æggets vogter) fra 1947. En mildt udseende ung kvinde står i et landskab komplet med springende hjorte og jægere om sine nøgne, delikate fødder placeret i skoven, havdyr og sejlere myldrende på havet. Klædt i en ankellang, orange kjole, der også er en hieroglyfbesmykket stele, når kvinden helt op i den mørke himmel. Hendes ansigt er solen og månen i ét, omkranset af en gylden stråmanke. Kvinden holder et fugleæg i sin ene lillebitte hånd. Den anden svæver over ægget som en velsignelse. Hendes skuldre draperes af en hvid kappe, ud fra hvis folder og skjul ni gæs flyver og spreder sig på himlen, gråsorte, hvidbrune.
Jeg flyver med dem videre igennem den ene sal efter den anden fyldt med Carringtons gotiske, syrede billeder fyldt med heste, mennesker, andre dyr og magiske væsener. Samt æg i hænder som et lysende spor igennem udstillingen.
Formelt set var Carrington en konventionel maler. Næsten alle malerierne i udstillingen, der også tæller et antal vævede tæpper og et par mindre skulpturer, er udført i en klassisk nordeuropæisk renæssancetradition. Brede, lange strøg af okker lægger en mellemtone-bundfarve på tværs af maleriet. Disse strøg fungerer som en næsten usynlig struktur, der forbinder de mindre, mere sirligt malede elementer, som, efter de mørke, kolde umbratoner i skyggerne er placeret, og de hvide højlys er lagt på, udfolder sig i farvernes domæne, maleriets øverste lag.
Det vil ikke gå nogens næse forbi, at Carrington var stærkt påvirket af den nederlandske maler Hieronymus Bosch. I mine øjne er Carrington en smule mere anarkistisk og det er det, der gør hendes malerier helt vildt fede. Nidkært præcist malet med den tyndeste mårhårspensel og skødesløst ufærdige, rå, næsten klodsede i kunstnerens insisteren ikke på fladen, men nærmest på regelløst perspektiv, konvulsivisk proportionerede kroppe; ægget i hånden er en roe er en sukkerknald er en giftpille er et spejl i en gåde.
Carringtons værker er utrolig detaljerede. Nogle gange kan jeg miste pusten lidt i symbolforvirring, men jeg tror, det handler om indstilling. For samtidig med, at der uden tvivl er utrolig mange multikulturelle symboler og referencer i Carringtons værker, hvor alt fra mysteriøs tarot, oldægyptisk semiotik, jungiansk drømmetydning og religiøse insignier smelter sammen i rige verdener af folk, der drikker te på en mærkelig måde, er til bryllup og indgår i andre udvekslinger, er hendes symbolisme meget egensindig. Det betyder naturligvis ikke, at værkerne kan betyde hvad som helst. Se blot det interessante katalog, der følger udstillingen, hvori både Carringtons liv og kulturelle interesser kompetent udfoldes. Men Carrington var selv indædt imod at forklare sin kunst. For hende var kunsten snarere livet som sådan, at være i det med åbne kanaler, krop og sjæl. Det synes jeg, man skal forsøge at overgive sig til.
Betingelserne for at fortabe sig i værkerne er i hvert fald optimale. Flere gange får jeg næsten lyst til at græde foran værkerne. Jeg tror, at det, udover værkerne selv, er fordi udstillingsscenografien skaber en, for mig i hvert fald, forløsende følelse af uprætentiøs tryghed. Vægfarver som støvet grøn og lys gammelrosa spiller godt ind i kunstnerens palet uden at være demonstrative. Elegante arkitektoniske greb i form af rumdelende kolonnader giver en blød rytme i vandringen igennem udstillingen. Desuden præsenteres det miljø, Carrington var en del af, i enkle vægtekster, uden at det biografiske helt tager overhånd over værkerne. Det lykkes altså at indfange Carringtons oeuvre uden at sætte hende i bås.
Et enkelt værk adskiller sig fra de øvrige. En maske. Enkel, sparsomt formet, næsten som et ark papir med to spidsovale huløjne og en savtakket mund. Det ulykkeligste gækkebrev, verden har set. Diamanttårer falder fra øjnene og splintrer på bunden af min sjæl.
Carrington skrev korte, gotiske historier, ofte med en ung, kvindelig protagonist, animerede grøntsager som kålhoveder (der slås til døden) og gulerødder (der hygger sig med at blive kogt), kyklopøjede dyr, der både er brutale og ulykkeligt forelskede, heste i forunderlig dressur. Verden er i historierne ofte uhyggeligt rå – som hendes billeder, men værre – med barnemord, grusomme forvandlinger, carnivoriske fortæringer af stakkels uskyldige barnepiger. Historierne er tit fragmentariske. Ofte ender de voldsomt brat, lige som man tror, en morale vil udfolde sig. Malerier og historier er to sider af samme sag for Carrington.
Carrington kunne både male og skrive ret- og spejlvendt med begge hænder. På samme tid. Et eksempel findes på udstillingen i form af et lille ubetitlet papirværk fra 1942. Måske er det et forstudie til Artes 110 (1944), som det hænger til højre for. På den skitseagtige tegning er der blandt andet et flyvende egern, en hest bundet til et træ, og noget svært dechifrerbar tekst, som er så petit og gnidret, at man kan overse det som ren abstraktion. Men da det gik op for mig, hvad der egentlig står, på spejlvendt, var det som om, Leonora Carrington sagde til mig: pas nu på med de magiske vidtløftigheder:
I am always hungry / left hand / right hand
My dinner is spoiled / again.
