Information til patienten

Udstillingen Sick and Desiring minner om at den sterkeste modstandsform i dag ligger i at drage omsorg for og tage vare på andre og på sig selv.

Juliana Cerqueira Leite og Zoë Claire Miller, Phytogyne Garden, 2019. Foto: Hordaland kunstsenter.

På min vej gennem Bergen for at se udstillingen Sick and Desiring på Hordaland Kunstsenter, synger jeg med på nogle af Kim Gordons forstyrrende cutuptekster fra den nye plade No Home Record. «Get Your Life Back Yoga»? Jeg kan godt forestille mig et kursus med den titel, i hvert fald i Gordons Californien. En mand bærer ordene «Capitalist casualties» på sin jakke, og bag et cafevindue sidder et par unge kvinder. Deres ansigter ser døde ud, huden er underligt gulbrun. De har uden tvivl brugt mange timer på at studere videoer om contouring.

Gruppeudstillingen Sick and Desiring er en selvstændig del af triennalen Bergen Assembly, som åbnede i september. Den indgår i et program af workshops og andre aktiviteter kurateret af Nora Heidorn, og undersøger den sårbare og syge krops politiske agens. Under mit besøg emmer udstillingen af fredfyldt ro. Jeg er parat til at analysere, vurdere og bedømme, men synker i stedet ned i en mild pastelfarvet tilstand, som jeg genkender fra et spaophold. Joscelyn Gardners håndkolorerede litografier i Creole Portraits III-serien (2009-11) er sindssvagt dekorative, og et stikkende aha-moment åbenbarer sig da jeg finder ud af at de behagelige billeder af intrikate afrofrisurer, smykker og nydelige blomster ejer slagkraft. Hals- og øreringe blev brugt til kontrol og magtmisbrug, men kvindelige slaver delte viden om hvordan visse urter kunne sætte en abort i gang. Urterne ser ud som om de er podet på nervesystemet langs rygsøjlen. Modstanden som rygmarvsrefleks.

I Juliana Cerqueira Leite og Zoë Claire Millers installation Phytogyne Garden (2019) dannes et separat rum af et bølgende chiffongardin. Det er påtrykt billeder af kroppe i sensuel kontakt hvor hoveder og kønsorganer er erstattet af persilleduske, bundter af gulerødder, ingefærrod og andre grønne vækster. Det ser ud som om en kvinde har skrællet huden af, hendes «ham» er hængt op og diverse healende urter er plantet i de kropslige hulrum. Inde i hjørnet kan jeg fylde et lille keramikkrus med te og lytte til den spæde, boblende lyd af vand fra en keramisk skulptur. Hvordan undgå at blive irriteret over kunst som vil dig så meget godt?

Det er også muligt at stille skoene og smide sig ned på en dejlig ulden måtte i Sarah Brownes skulpturinstallation Epigenetic Activity Mat (2019). Måtten er pyntet med nogle formstøbte, sølvskinnende genstande som efterligner redskaber som har været brugt til hundetræning. Jeg lokkes altså ned på måtten for at se verden i hundeperspektiv. Publikum er hunden som skal opdrages med disse potentielt voldelige redskaber. På to skærme scroller lange digte langsomt forbi som fortæller om smertefulde eksperimenter på en hund (den omtales som «she»), og om tvangsfodring af suffragetter. Jeg er ikke svær at opdrage til empati mellem arterne.

Dagens sundhedsvæsen er under pres, og ikke alle får den hjælp de har brug for. Kendskab til helse og helbred er professionaliseret og kapitaliseret. Vores sundhedsinstitutioner har også ofte en heteronormativ slagside som gør at ikke-normative kroppe kan risikere at få mangelfuld behandling. Paula Pins igangværende projekt BioTransLab (2012), en lille DIY-gynækologisk værktøjskasse til selvdiagnosticering, åbner nye muligheder for at tage tingene i egne hænder. Den koreansk-amerikanske forfatter og kunstner Johanne Hedva kritiserer i sit manifest Sick Woman Theory (Mask Magazine 2016, på dansk Syg kvinde teori udgivet af Laboratoriet for Æstetik og Økologi) «the Western medical-insurance industrial complex», og mod slutningen skriver hun at den stærkeste antikapitalistiske modstandsform ligger i at drage omsorg for og tage vare på andre og i at drage omsorg for og tage vare på sig selv. Hedva opfordrer os til at etablere og praktisere et «radikalt slægtskab, en gensidigt afhængig socialitet, en omsorgens politik».

Vi søger sammen i patientfællesskaber, og man kan forstå disse som en moderne udgave af middelalderens heksecirkler. Sick and Desiring ser ved første øjekast pastelfarvet og harmoniserende ud, men udstillingen sår mange idéer om hvordan autonome fællesskaber kan opsøge viden om egen helbredelse når de officielle systemer svigter. Den italiensk-amerikanske forsker og aktivist Silvia Federicis studier af fortidens hekseforfølgelser og hendes teorier om sammenhænge mellem disse og dagens kapitalistiske systemer, er en aktuel reference. Hedva og Federici refereres ikke eksplicit i udstillingen, men deres arbejde hjælper mig med at forstå konteksten.

Heksereferencer findes også i Feminist Health Care Research Groups arbejde. Gruppen, som er grundlagt af Julia Bonn og Inga Zimprich i Berlin i 2015, forsker i den alternative sundhedsbevægelse i Vestberlin i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, og meget nyttigt materiale findes i udstillingen som du kan putte i din Gucci-taske og tage med hjem. Pigerne med de døde ansigter, jeg så tidligere, kunne bruge nogle af disse zines. Jeg frygter at de kender til narkose, ikke i forbindelse med livstruende sygdom, men når silikonepuder skal opereres ind og ud af bryster og bagdele. Viden er gået tabt mellem generationerne, og det er byens kunstudstillinger som træder hjælpende til når hukommelsen svigter.

Paula Pin, BioTransLab, 2012 –. Foto: Hordaland kunstsenter.

Comments