Et levende sted for kunstproduktion

– Institutionen skal modelleres efter den kunstneriske praksis, ikke omvendt, siger Rhea Dall, der bliver Overgadens nye leder.

Rhea Dall bliver ny leder af Overgaden i København. Foto: Anne Valeur.

Det er i dag blevet offentliggjort, at Rhea Dall (f. 1980) bliver leder af den københavnske kunsthal Overgaden – Institut for samtidskunst.

Dall kommer fra en stilling som leder af UKS (Unge Kunstneres Samfund) i Oslo og er for tiden ved at afslutte en ph.d. fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet. Hun er uddannet i Moderne Kultur og Kulturformidling fra samme universitet, men har de sidste mange år været bosat uden for landets grænser, primært i Oslo og Berlin.

Sidst Dall boede i København var hun kurator på Kunsthal Charlottenborg, mens Mark Sladen var direktør for stedet. I Berlin har Dall været med til at grundlægge PRAXES Center for Contemporary Art. Hun var en af de kunstneriske ledere for den internationale triennale Bergen Assembly i 2016. Før disse kuratoriske hverv var hun projektkoordinator på både Berlinbiennalen 2008 og 2010 og for duopavillonen med Elmgreen & Dragset, som Danmark og de nordiske lande var sammen om på Venedigbiennalen i 2009.

Overgaden, der ligger i bydelen Christianshavn, har eksisteret siden 1986. Selve bygningen gennemgår for tiden en større renovering og genåbner midt i september med soloudstillinger, henholdsvis med Johannes Sivertsen og Torben Ribe.

Rhea Dall tiltræder i november. Hun afløser Merete Jankowski, som har ledet Overgaden siden 2012.

Du kommer fra et job som leder af UKS) i Oslo og har dermed en god fornemmelse af den yngre norske billedkunstscene. Ser du nogen markante forskelle mellem den danske og norske scene? Hvad tager du med dig fra Norge?

Oslo har, udover UKS, en række institutioner, som lægger både kuratorisk, organisatorisk og økonomisk muskel bag nye kunstneriske positioner. Tag eksempelvis Kjersti Solbakkens arbejde på Kunstnerforbundet, Antonio Cataldo på Fotogalleriet, Will Bradley og hele det vidunderlige team på Kunsthall Oslo, eller for eksempel Billedhoggerforeningen og Tominga O’Donnells «Munchmuseet i bevegelse», for bare at nævne et par af de institutioner. Dertil kommer de mange ustyrlige kunstnerdrevne visningsrum, som præger den norske scene markant.

Der er slet og ret en stærk infrastruktur, som hele tiden skubber det unge kunstfelt ind under udstillingens hvide lysstofrør og op og frem i en offentlig kunstsamtale. Dét økosystem er med til bestandigt at flytte unge praksisser ind i kulturdebatten. I København har institutionerne ofte både mere traditionsbundne og bredere opdrag. Dét gør, at byen har langt færre institutioner, der arbejder med kunstfeltets økosystem nedefra, fra de yngre eller uprøvede kunstneres perspektiv. I Norge er kunstscenen og institutionerne skabt af kunstnerne selv. Dét har sine problemer, men også enorme fordele og det sidste kan vi lære en masse af. Kort sagt: at sætte kunstnerne og deres udsagn først.

Overgaden viser ca. 8-10 udstillinger om året, hvoraf hovedparten er baseret på open call. Interesserede kunstnere sender en ansøgning med et projekt, som de ønsker at realisere. Du er nu i gang med at omformulere konceptet, så man fremover skal ansøge på baggrund af sin kunstneriske praksis, ikke et specifikt projekt. Hvad betyder det helt konkret?

Helt konkret betyder det, at kunstnerne som søger om at udstille på Overgaden fremover vil være inviterede til at søge med deres portfolio. Det vil sige, at de er indbudt til at præsentere deres praksis som den er i dag og fortløbende former sig. De skal ikke nødvendigvis opfinde et nyt, potentielt projekt på forhånd. Det er en anden måde at udvikle projekter på – som jeg har arbejdet længe med i Oslo – og som giver tid og plads til forandringer, modsætninger og processer, som ikke nødvendigvis lever så godt i en skriftlig ansøgning. Samtidig er det en metode, hvor selve udstillingsrummet – og de institutionelle kræfter omkring – bliver en ressource og et levende sted for produktion. Det er også et skridt væk fra dét, som en god ven kalder skrivebordskunst. Det betyder selvfølgelig ikke, at skrift og projektbeskrivelse ikke kan være befordrende for nogen, men jeg kunne godt tænke mig at åbne forestillingen om åbenheden i «open call» mere op og samtidig undgå at en hel hær af unge kunstnere bruger mange timer på at udtænke projekter, før de er inviteret ind ad døren.

Er der andre institutionelle ændringer, som du vil indføre på Overgaden?

Det korte svar er: ja! Det er et helt magisk sted, som byder op til dans. Jeg sneg mig ind for at se de helt rå lokaler den anden dag. Den nuværende leder Merete Jankowski og hele teamet har gjort et stort arbejde over de sidste mange år og senest med renovationen, så det er brede skuldre, jeg kan stå på og videreudvikle fra. Et eksempel på forandring er, at jeg tænker at tale videre med bestyrelsen om at forkorte institutionsnavnet til «O». O er dén lyd, man udbryder, når man undrer sig – for eksempel over alt det forunderlige i samtidskunsten. Og det er et symbol på alle de kaninhuller – oreille og orale – af begær og uudforskede afveje, som kunstneriske praksisser fører os ind i.

Du har skrevet en praksis-baseret ph.d-afhandling om dine erfaringer med at opbygge den mellemstore institution PRAXES i Berlin – herunder hvordan eksperimenterende institutionsformater skabes omkring kunstneriske praksisser. Er er nogle af disse overvejelser, som du konkret tager med dig til Overgaden? 

Jeg har arbejdet en del med, hvorledes institutionen kan møde og modellere sig efter den kunstneriske praksis, ikke omvendt. Et andet vigtigt spørgsmål, jeg tager med mig, er, hvordan institutionen kan være et fællesskab og forum, hvor der også er plads til det uformelle og det utydelige, det sjove og det sene.

Er der nogle kuratorer eller institutioner, der gør det godt lige nu. Hvem inspirerer dig blandt dine samtidige kolleger?

Fernanda Brenner, som leder institutionen Pivô i Sao Paulo, har formået at fundraise og flytte enorme ressourcer mod de helt ferske, lokale positioner via en serie online-visninger, hvortil der inviteres både unge kuratorer og kunstnere. Fernanda har gjort krise til krudt i hendes kanoner, som hun så har brugt til at skyde kanonen ned med. Og så har jeg pt. en slags institutional envy overfor det nyhedsbrev, som ICA i London har fået i stand – et slags dagligt, åndeligt møde i en distanceret tid.

Du har fornyeligt bidraget med to meget læste artikler på Kunstkritikk. Den første var en kommentar til Statens Museum for Kunsts lukning af X-rummet, som du så som det logiske resultat af årelange nedskæringer af dansk kultur – «i en mørketid er de kunstneriske eksperimenter truede», som du skrev. I essayet «De personlige penge» beskrev du 2010erne som finanskapitalismens årti. Ved årtiets slutning er hele Skandinavien gennemgentrificieret og styret af markedskræfter – også de offentlige støtteordninger. «Vi går nu mod en «(kultur)politik, som er styret af dem som betaler, ikke af (kunst)faglige eksperter,» konkluderede du. Hvordan tænker du at operere i sådan et farvand?

På en måde gør dette oprørte farvand det mere nødvendigt end nogensinde at kæmpe for et mangfoldigt og spraglet kunstliv, hvis hovedåre stadigt må lige dele udfordres og fodres. Covid-19 gør kunstverdenens på en gang porøse og klodsede økonomi mere synlig. Dét gør det tydeligt som aldrig før, at de yngre eksperimenter har brug for gødning – ellers bliver de større kunsthuse ikke fyldte om 5 eller 10 år.

Sidst du boede og arbejdede i København var i starten af 2010erne, da du var kurator på Kunsthal Charlottenborg under Mark Sladens ledelse. Dengang var det tydeligt, at København ikke var klar til en kunsthal med internationalt program og store ambitioner. Jeg tænker ikke, at dine ambitioner er blevet mindre i mellemtiden. Du må være lidt spændt på, hvordan det bliver at vende tilbage – eller ser du nogle tydelige forandringer siden dengang?

Det er trods alt næsten ti år siden, så forandringerne er mange. Nye positioner – både kunstnere og kuratorer – er blevet etablerede, og jeg er jo selv blevet en slags del af parnasset. Jeg synes, at ét af de vigtigste succesparametre for min rejse til Danmark må være, om jeg kan blive ved med at udvide mulighederne i dette felt for andre end mig selv, særligt lokalt.

Du er ansat som Overgadens leder de næste fire år – med mulighed for forlængelse i yderligere fire år. Hvordan vil du gerne have, at man tænker om de år, hvor du ledte Overgaden? Hvad blev det for et sted under Rhea Dalls ledelse?  

Hvis folk oplever, at en bølge af nye stemmer har fået plads på Overgaden – og at der er skabt et forum for samtale og diskussion vedrørende de stemmer – så er meget gået godt. Ønsket er at blande sig – kritisk – i vores samtidskultur. Hvis institutionen kan dét – og gør det så godt at enhver christianshavner har kunsthallens mulepose og kigger ind en gang om måneden – så er vi nået langt.

Læserindlæg