Det er en af den slags mørkegrå novemberdage, hvor solen aldrig når at stå op, før den drukner i fugtig tåge, og vi befinder os ved Tangkroen i Aarhus, et stenkast fra havet. Midt i det, der ligner et ambassadekvarter, ligger Aarhus-afdelingen af det Grønlandske Hus, en enorm hvid patriciavilla med en smuk, arkitekttegnet tilbygning i træ og det grønlandske flag vejende mod den blygrå himmel.
Inde i træbygningen summer det af aktivitet. I ’kultursalen’ bliver der drukket kaffe og snakket på kryds og tværs, og flere har allerede sat sig til rette og fundet strikketøjet frem, da jeg ankommer. Anledningen til det veloplagte fremmøde er et symposium med titlen Blikke på Grønland, som er blevet til gennem et samarbejde imellem et væld af aktører: Galleri Image, udstillingsrummet rum46, Nuuk Kunstmuseum, Art Week Aarhus og en gruppe, der kalder sig Aarhus Feminist Collective står på listen, og umiddelbart ser det ud som om, det særligt er Art Weeks kernepublikum, den midaldrende, kulturforbrugende kvinde, der er mødt op. Egentlig påfaldende, at så få unge woke universitets- og akademityper har fundet vej til en debat, der ellers er oppe i tiden.
Efter en kort velkomst fortæller fotograf Tina Enghoff om værket Displaced, et fotoprojekt, der indtil videre er udgivet som bog, men i 2022 bliver til en udstilling på Den Sorte Diamant i København. Projektet bygger på en helt klassisk kolonihistorie af den slags, hvor ellers velmenende intentioner fører til personlig ulykke.
Vi befinder os i den sydgrønlandske landsby Nanortalik i starten af 1950’erne, hvor den grønlandske dreng David vokser op. Drengen halter let på det ene ben og bliver derfor sendt alene til Danmark for at modtage behandling, en rejse han selv beskriver som «en bortførelse». Værket tager udgangspunkt i hans journal, som David aldrig selv har set, men som Enghoff har fået aktindsigt i. Og det er sådan set problemets kerne: Journaler på grønlandske børn, der blev sendt til Danmark opbevares fortsat her og kan kun udleveres ved personligt fremmøde. Journalen er desuden skrevet på dansk – «magtens sprog», som Enghoff formulerer det – hvilket yderligere vanskeliggør Davids forsøg på at få indsigt i sin egen historie om, hvorfor han endte med at opholde sig flere år alene på en institution udenfor Kalundborg.
Oplægget er fuld af rørende historier, som dengang David en iskold vinterdag forsøgte at gå over isen på Kalundborg Fjord, overbevist om, at Grønland lå på den modsatte side. For mig personligt vækker historien genklang, fordi min egen mor også voksede op i Nanortalik i starten af 50’erne og altså må have kendt David. Jeg forestiller mig, at de har gået i skole sammen i den lille rødmalede træbygning, jeg kender fra fotografier og hvor min morfar var skolelærer.
Det er det, der er så interessant ved at beskæftige sig med den grønlandske kolonihistorie; hvor andre kolonihistorier komfortabelt kan placeres i fortiden blandt mennesker, vi ikke kender og ideologier, vi ikke længere tror er vores egne, er den grønlandske bogstaveligt talt kun en generation væk. Og måske ikke engang det.
Dagens mest interessante indlæg bliver leveret af antropolog Stine Lundberg Hansen, som er tidligere kurator på Nuuk Kunstmuseum. Det handler også om arkiver, denne gang de kunstkritiske. Den grønlandske kunstkritik begrænser sig i det store og hele til magasinet Neriusaaq, der til gengæld er udkommet i 31 år, siden det i 1990 opstod i Nuuk som en reaktion på de grønlandske mediers mangelfulde dækning af kunststoffet.
Det er, fortæller Lundberg Hansen, et con amour-projekt med ulønnede skribenter og åbne redaktionsmøder, hvor hvem som helst kan møde op med en god historie. Mediet er relevant, fordi det indfanger kunstnernes egne stemmer og også dækker grønlandsk kulturpolitik; emner og vinkler, der ellers sjældent bliver dækket og som derfor ikke rigtig findes, hvis man søger i arkiverne.
Før Neriusaaq har grønlandsk kunst primært været beskrevet af danskere som eksempelvis Bodil Kaalund, den tidligere rektor for Grafisk Værksted (nu Kunstskolen i Nuuk), hvis opslagsværk Grønlandsk Kunst (1979) er en uomgængelig kilde til viden om de første generationer af uddannede kunstnere i Grønland. Men såvel Kaalunds værk som andre danske kilder er behæftet med en række problemer, forklarer Lundberg Hansen.
De viderefører en fortælling om Grønland som et jomfrueligt, uberørt naturland, der blev ændret fundamentalt, da civilisationen – danskerne – ankom, og det er naturligvis et narrativ, der bygger på den falske forudsætning, at Grønland ikke var i kontakt med omverdenen før kolonitiden. Det fører til, at man meget ofte læser grønlandsk kunst etnografisk, ligesom man forestiller sig, at kunsten altid er i tæt relation til naturen og de grønlandske myter. Det betyder også, at man i de ældre kilder næsten altid skriver ud fra en biografisk vinkel, der er mere optaget af kunstneres liv end af deres kunst.
Lundberg Hansen slutter sit oplæg med at fortælle om sitet Kunst.gl, der er oprettet af Nuuk Kunstmuseum og som er særligt optaget af at formidle kunstnernes egne stemmer igennem interviews. Ganske vist interviews, der er lavet af skribenter, der som Lundberg Hansen selv, kommer udefra, men med den intention at sikre, at den nuværende generation af grønlandske kunstnere selv kommer til orde, og at det er muligt at google deres værker frem. «Det kræver nærmest en ph.d. at finde kilder om den ældre generation», som Lundberg Hansen formulerer det.
Den pointe gentages også af litterat og kunstkritiker Mai Misfeldt, der fortæller om sit arbejde med at skrive monografien AKA om den kvindelige, grønlandske kunstner Aka Høegh, som mange nok især kender for Sumes pladecovers. Arbejdet har især bestået i at opspore og oprette en kronologi i Høeghs værker, fortæller hun, og det har været vanskeligt, fordi meget ikke er nedskrevet.
En paneldiskussion imellem Enghoff, Lundberg Hansen og Misfeldt bevæger sig på kanten af det pinagtige, da moderator, radioværten Mads Holm forsøger at italesætte det forhold, at de tre oplægsholdere, der hver især forsøger at etablere grønlandske arkiver, alle kommer udefra og således må formodes selv at have et farvet blik på materialet. De bliver enige om, at man som dansker «skal være lyttende og åben», «forholde sig kritisk til sine egne bias» og «træde i baggrunden og lade andre tale igennem, fx interviews».
I symposiets næste afsnit kommer der heldigvis også grønlandske stemmer på scenen. Inuuteq Storch, hvis fotografiske udstilling på Galleri Image er den egentlige baggrund for dagens program, holder en slags performativ forelæsning, en punktvis opremsning af problematiske forhold, hvori kolonitiden stadig spøger. Blandt andet nævner han, at en inuit fra Canada, der ønsker at bosætte sig i Grønland, fortsat skal igennem de danske indvandringsmyndigheder, og at man i grønlandske skoler lærer om de græske guder, men ikke de grønlandske myter.
David Winfield Norman, som er postdoc ved University of Michigan, fortæller om grønlandsk videokunst, eksemplificeret ved Jessie Kleemans Kinaasunga fra 1988, og kunstneren Anne Haaning taler om sit forskningsprojekt og videoværk Half Hidden, der sidste år var udstillet i kælderen på Den Frie Udstillingsbygning i København. Lisbeth Karline Poulsen fortæller over en zoomforbindelse fra Ilulissat om The Whiteout, en grønlandsk nationaldrag helt i hvidt, og om de betydninger og traditioner, der ligger i dragten. Alt sammen egentlig interessant nok, men også så fragmenteret, at det er svært at udlede, hvad den røde tråd i oplæggene egentlig er.
Det hele ender ud i en lidt mudret diskussion om, hvem der har ret til at fortælle kolonihistorien og hvis historie, der egentlig bliver fortalt. Poulsen nævner, at man som grønlænder altid bliver eksotiseret af fotografer, der kommer udefra og laver projekter om, hvem grønlænderne er, og Storch fortæller om et fotoprojekt, der omvendt handler om at fotografere de danskere, der kommer til Grønland.
En sidste interessant krølle kommer fra Winfield Norman, der problematiserer at grønlandske kunstnere ofte bliver gjort til talerør for hele den grønlandske kultur og pointerer, at Grønlands-interesserede danskere også selv bærer «the burden of learning»; hvis de grønlandske kunstnere hele tiden skal forklare deres kultur og baggrund, så bliver der ikke overskud til at lave kunst, siger han, og taler dermed ind i den anti-racistiske pointe, at det ikke kan være minoriteternes opgave at undervise majoriteten.
Med den opsang i baghovedet lukker debatten, og vi siver langsomt ud i novembermørket.
