Man får i stigende grad indtryk af, at kuratoriske koncepter er optagede af institutionel performativitet. Hvordan «agerer» den aktuelle udstillingsbygning udadtil? Hvordan kan dens identitet styrkes og koblinger til stedet og til andre udstillingsbygninger understreges? Udstillingerne tjener dermed kunsten på en snigende sekundær måde. Konceptuelt er de bygget sammen med institutionelle brandingstrategier, af og til i en grad som skaber en slags larmende selvreferentialitet.
Vi ser for eksempel kunst fra Los Angeles på Astrup Fearnley, og hvert værk synes at hviske: «Astrup Fearnley, Astrup Fearnley, vi hypnotiserer dig til at skabe en sammenhæng mellem vores beach og den californiske beach.» Institutionel konceptualisering gjorde også at Bergen fik KODE for at markere sammenhængen mellem museerne langs Lille Lungegårdsvannet, et greb som blandt andet skal tegne linjer tilbage i tiden og gøre publikum opmærksomme på, at samtidskunsten taler med kunsthistorien, hvilket gør det interessant og relevant (we hope!) også at svinge forbi i Rasmus Meyers Samlinger.
Med udstillingen Seeable/Sayable på Kunstnernes Hus i Oslo «aktiveres Wergelandsveien» skriver de to kuratorer Ida Kierulf og Helga-Marie Nordby. Dette er altså et samarbejde mellem de (i hvert fald tidligere) næsten komisk forskelligartede institutioner, Litteraturhuset og Kunstnernes Hus – om et koncept der handler om «den kunstneriske og ideologiske kampen mellom tekst og bilde». Projektet har i tillæg stærke linjer tilbage i tiden til Grotten længere nede ad vejen, hvor en del af det performative program tilknyttet udstillingen finder sted. Seeable/Sayable både siger og gør Wergelandsveien, kan man påstå.
Udstillingen består af 14 kunstnere og ni forfattere præsenteret i Kunstnernes Hus, i tillæg til oplæsninger og performances på de forskellige adresser i Wergelandsveien. Den har en poetisk kernetematik, som bevæger sig langs en historisk akse. Her er et romantisk relikvie (kuratorenes ordvalg) centralt, nemlig en lille amulet som indkapsler den gulfarvede blomst, som stod ved Wergelands dødsleje og som hans digt «Til min Gyldenlak» (1845) er inspireret af – en genstand som Wergeland gav til kurator Ida Kierulfs tiptipoldemor Frederikke Lie, datter af Wergelands læge John Andreas Lie.
Udstillingsmaterialet er ikke så eksplicit i sin information og nøjes med at antyde forbindelsen, det er altså udelukkende undertegnedes nysgerrighed, som bringer disse navne frem i lyset. Andre af Wergelands tekster kredser omkring blomster og en Memento mori-tematik, for eksempel er hans ekfrase «Jan van Huysums Blomsterstykke» (1840) en gennemgående reference i flere af udstillingens visuelle og tekstuelle værker. Memento mori-sporet udspringer altså fra Wergeland og debatteres i en del af udstillingens værker, blandt andet i Bas Jan Aders rørende stykke «virkelighedslitteratur» Please Don’t Leave Me, en gengivelse af ord malet på væggen i forsvindingskunstnerens atelier i 1969, han som i sit sidste værk In Search of the Miraculous (1975) sejlede bort og aldrig blev fundet igen. Også værker af John Baldessari, John Giorno, Susan Hiller og flere andre blander sig i denne mumlende samtale på kryds og tværs gennem kunsthistorien.
Direkte reference til Wergeland findes i den norske samtidskunstner Solveig Lønseths værk Op. cit. (2016), som man nemt kan komme til at passere hurtigt forbi: En række billeder i forskellige blå nuancer som er skabt ved hjælp af fotografisk cyanotypi på messingplader. En ekfrase er som bekendt en litterær tekst, som beskriver et kunstværk, og hos Lønseth antydes en mystisk, rituel sammenhæng mellem billede og tekst eftersom kunstneren har læst «Jan van Huysums Blomsterstykke» op på steder, som knytter sig til Huysums maleri og Wergelands digt. Billederne er eksponeret for lys i det tidsrum det tog at læse teksten højt. Disse mystiske, magiske sammenhænge undersøges også i kunstnerens performance i forbindelse med udstillingen. Det er altså et værk med en vis konceptuel og performativ kompleksitet, som det tager noget tid at sætte sig ind i. En serie blå blomsterbilleder er frygteligt nemme at overse. Lønseths værk føjer sig til den fascinerede del af udstillingen, en diskurs som jeg associerer med dele af samtidslitteraturen.
Den underliggende påstand er, at Wergelands gyldenlak kan ses på som 1) «virkelighedslitteratur» og 2) en slags tekstbaseret, konceptuel kunst. Heldigvis bruges ikke pseudobegrebet «virkelighedslitteratur» i udstillingen, men kurator for den litterære del, forfatter Eivind Hofstad Evjemo, balancerer nær disse blåøjede diskurser, som har floreret i litteraturen siden 00’erne. I sin associationsrige katalogtekst skriver han om «å fange virkeligheten slik den strømmer imot os.» Hvorfor bliver det så pinligt? Forfatterne vil så gerne animere teksten, men det gjorde den konkrete poesi jo allerede i 1950’erne, og de historiske avantgarder lavede kinetisk kunst, som netop drømte om bevægelse, animation og interaktion. Evjemos ekfraseprojekt synes ikke at inddrage de kunsthistoriske erfaringer, her glitrer virkeligheden på en malerisk måde og understreger nostalgiske, eskapistiske tendenser i den populære samtidslitteratur.
I det, som uden tvivl er det smukkeste rum i Kunstnernes Hus, den flotte trappe op til udstillingslokalerne med Per Kroghs imponerende loftmaleri, findes det af Evjemo kuraterede ekfraseprojekt, som samler ældre og yngre etablerede forfattere, som interesserer sig for relationen mellem tekst og billede. Flere, blandt andre Morten Langeland og Kristin Berget, har tidligere publiceret poesi med vægt på teksternes grafiske udformning.
Øverst på trappen er der opstillet et par bænke. Man kan slå sig ned her og lytte til de udvalgte forfatteres nyskrevne tekster. Hvis du ikke har noget stærkt forhold til de værker, som teksterne er skrevet op imod, og som ikke findes nogen vegne, kan man falde i svime over loftmaleriet, glo på John Giornos bombastiske værk med sin kedelige, kommercielle font på endevæggen eller se glimt af den sydafrikanske kunstner William Kentridges videoværk Second-Hand Reading (2013) inde fra udstillingslokalerne. Disse bænke er en eksklusiv siddeplads. Ekfraseprojektet kunne også lægges ud som podcast, men nu knyttes det altså uløseligt til den mest eksklusive siddeplads i Kunstnernes Hus, som findes bag en betalingsvæg: Det kræver entré at sidde her og drømme til disse sproglige oliemalerier.
Som det ofte sker, forstyrres jeg af en reklame, som min hjerne har valgt at afspille igen og igen, mens jeg sidder her. I københavnske busser reklamerer man for et tidstypisk underholdningskoncept, hvor man kan abonnere på litteratur, som man i tide og utide, især på bussen, kan lytte til: En spinkel Mia Farrow-lignende pige tager sine høretelefoner på og føres via magisk luftballontransport bort fra hverdagen i den trange bus. Det apolitiske, eskapistiske slogan lyder: Rejs væk i en roman. Ekfraserne virker desværre lige så fjerne, som denne reklames litteratursyn. Langeland slår til med ord som «din jævla hore» og «nyliberalisme» – den lyttende gør et lille hop på bænken og fniser. Intet gør ellers stærkt indtryk, på nær Rune Christiansens ligegyldige bidrag som ikke skulle have sluppet gennem nåleøjet.
Der findes nogle mærkelige kuratoriske valg her, hvordan for eksempel forsvare, at Olav Christopher Jenssens olie- og akrylmalerier siger noget om relationen mellem billede og tekst? Fordi kunstneren kalder malerierne for «love letters»? Mens dele af samtidslitteraturen forholder sig sværmerisk i en Virginia Woolf-agtig tåge har den norske samtidskunst tre slagkraftige bud på tekstbaseret kunst, som er æstetisk vellykket, samtidig med at der tales ind i samtiden på en udpræget anti-nostalgisk måde. Matias Faldbakkens Europe is Balding (2016) er sammen med Jan Freuchens Forward-Looking Statements (2016) og Mercedes Mühleisens Lament of Fruitless Hen (2014) udstillingens stærkeste kort og virker samtidig løsrevne i forhold til udstillingens øvrige samtaler. Faldbakken leverer også pligtskyldigt en ekfrase til kataloget, men det rækker ikke helt til, at vi får oplevelsen af et integreret udstillingskoncept.
Europe is Balding er en pompøs iscenesættelse af et pseudonarrativ, et flisebelagt reolmøbel, som viser en slags mockumentar: En mørkelagt Edward Snowden-agtig ekspert mumler sig igennem en fortælling, som understøttes af en strøm af billeder, en sand Google-fest. Faldbakken inviterer ofte publikum til at lede efter en vittighed som en nål i en høstak. Jeg tror jeg fandt vittigheden, det øjeblik hvor den uforståelige ekspertmumlen og billedsiden skaber en overraskende forbindelse. Jeg ler stadig, men det er en mørk latter, som har med Europas aktuelle forfatning at gøre, hvor både alderdom og højredrejning gør os skaldede.
I et rum hvor der næsten kun findes firkantede former er det en fryd af finde Jan Freuchens knuste, psykedeliske betonplader Forward-Looking Statements i et hjørne. Værket er både sensuelt og smukt, man får et indblik i hvordan disse kulørte betontavler er lavet, skabt i trærammer og præget med tekst fra en gummiform. Her får «concrete» poesi en helt anden betydning end i den litterære institution, som mumler i trappeopgangens øretelefoner. Den trykte tekst rummer økonomiske forudsigelser samplet fra multinationale firmaers årsrapporter. Således viser værket kapitalismens psykedeliske visioner i et materiale, som samtidig kan knuses og brækkes op, revne. Bruddet og revnen, det mumlende ordspil, finder man også i Mühleisens installation, hvor projektioner af to hønelignende væsner (der spilles på det kønsneutrale pronomen «hen») med stor personlig usikkerhed filosoferer over nogle abjektale keramikgenstande på gulvet. Kan god kunst være et problem? I hvert fald er det mit indtryk, at disse tre værker af norske samtidskunstnere overskygger udstillingens øvrige tematikker og samtidig taler direkte ind i sin tid. Uanset om flere af ekfraseforfatterne forholder sig til moderne kunstformer som fotografi og video bliver præsentationen for statisk. Jeg skal tænke interessante tanker, men ser bare ned ad trappen, pinligt opmærksom på siddepladsens eksklusivitet. Desværre får man indtryk af at samtidslitteraturen er trådt ud af kunsthistorien og fundet sig en varm, lille hule. Det kritiske potentiale og den dynamiske fremstillingsform tager den gode, tekstbaserede samtidskunst sig af.
