I en baggård i Paris’ slidte, men hippe10. arrondissement ligger Goswell Road. Ikke London-gaden, naturligvis, men et udstillingssted, drevet af billedkunstnerne Coralie Ruiz og Anthony Stephinson, der danner par både professionelt og privat, og som ind imellem udstillingerne bruger lokalet som atelier. Hvis rummet er diminutivt, er ambitionerne tilsvarende store på Goswell Road, hvor man præsenterer udstillinger med undertoner af subkulturelle 80’er-ikoner som eksempelvis Richard Torry og Chris Korda, mikset med unge ligesindede som Thomas Cap de Ville, Alison Flora eller Cecile di Giovanni.
Symptomatisk for både stedets store armbevægelser og undergrundsprægede profil er den aktuelle udstilling, en lillebitte, men rimelig overvældende, retrospektiv udstilling med østrigske Zoe Dewitt (født i 1962, døbt Michael Sperlhofer). Dewitt trådte ind på kunstscenen som performer i wieneraktionisten Hermann Nitschs totalt grænseoverskridende Orgies of Mysteries Theather (1984), men arbejdede især med musikgenren industrial under navnet Zero Karma. Det er også her, udstillingen på Goswell Road starter.
I en montre placeret på gulvet ligger et instrument, en slags fløjte, lavet af et menneskes lårbensknogle, og som underlægningsmusik i udstillingsrummet spiller et underligt dystert, ambient elektronisk nummer, hvori knoglefløjten, og flere andre instrumenter lavet af menneskeskeletter, indgår. I lighed med andre af industrial-scenens navne på det tidspunkt – fx Throbbing Gristle og Caberet Voltaire – interesserede Zero Kama sig for alt, der kunne vække anstød og chokere folk: Okkultisme, seksuel perversion, psykisk sygdom eller tilsyneladende fascistiske udtryk blev flashet i rigt mål for at ryste folk ud af samfundets kontrol..
Sideløbende arbejdede Zero Karma aka den yngre Dewitt som oversætter af okkulte tekster, blandt andet af den britiske kunstner Austin Osman Spare (1886-1956), hvis hovedværk The Book of Pleasure fra 1913 er grundlaget for Dewitts serie af mystiske, overnaturligt smukke prints i guldrammer med hints til alkymi. Printene er baseret på Spares egne tegninger, modificeret af Dewitt, og viser sælsomme okkulte figurer, kroppe med gedebukkehoveder, nøgne kvinder, kranier og fugle, vævet ind i hinanden med en frit flydende, men sirlig, streg. Ligesom den lidt ældre Aleister Crowley, hvis kult Spare kortvarigt var involveret i, eksperimenterede Spare med den type spirituel automattegning, der forstår kroppen som en vært for de overnaturlige kræfter, der fører hånden.
Der er noget voldsomt ved at stå direkte konfronteret med den slags materiale, som – uanset hvor lidt man tror på Crowley og hans dæmoner – kryber ind under huden på en. Måske fordi det er svært at vide, hvor bogstaveligt man skal tage deres rituelle funktion – eller Dewitts selvforståelse som shaman i øvrigt. Er det bare repræsentationer, eller bærer de som konkrete okkulte objekter en del af den verden med sig, som de henviser til? Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville have lyst til at have dem hængende, i hvert fald.
Udstillingens hovedværk er en videodokumentation af en performance fra 2015 med titlen What is a Body? I videoen ligger Dewitt nøgen på et dissektionsbord i et anatomisk teater i Wien, mens en lydoptagelse spiller en lang monolog, der tager udgangspunkt i den franske forfatter Antonin Artauds (1896-1948) tanker om kroppen uden organer – en teori, som senere blev populariseret af Deleuze og Guattari, og som grundlæggende handler om at sætte mennesket fri fra normative systemer og forståelser af begær, ved at gentænke, hvad en krop overhovedet er.
Hos Dewitt handler det om den kropslige selvoverskridelse; om en metafysisk forståelse af kroppen, som gennem det oversete, det socialt uacceptable og det grænseoverskridende kan nedbryde dualiteter imellem det denne- og hinsides, eller imellem mand og kvinde. En serie nyere ‘non-binære’ selvportrætter druknet i lilla væske, Liquid Bodies fra starten af 00’erne, viser præcis, hvor queer Dewitts projekt også er. Det er flydende kroppe, fragmenterede kroppe, og kroppe, der søger helt ind i sine egne knogler for undersøge, hvordan man dog kan slippe væk fra rationalet, normen og samfundets kontrol – og måske endda helt væk fra selve kroppen?
Der er en intensitet og en desperation i Dewitts projekt, som både er rørende, dragende og sine steder også frastødende. Selvom – eller måske netop fordi – hendes nyeste værker er præget af en lidt klodset råhed, fornemmer man en tydelig nerve og en villighed til at gå til det ekstreme, som man sjældent møder i samtidskunsten. Det føles ikke som om, Zoe Dewitt er interesseret i at please et kunstpublikum – eller en mere subkulturel fanskare for den sags skyld – men som om hun søger at presse sig selv ud i grænsezoner, hvor krop og metafysik, okkultisme og queerteori mødes og brydes. På en gang grænseoverskridende og vrængende som i de sortklædte firsere, og et hyperaktuelt bud på, hvor radikalt man kan gentænke krop og seksualitet.