Til forskel fra kulturlivet i nabolandene Norge, Sverige og Tyskland har dansk kulturliv fortsat ikke fået en substantiel hjælpepakke, som for eksempel kan sikre, at en stribe museer, kunsthaller, teatre og spillesteder ikke bliver alvorligt nedbarberet som følge af den finansielle krise i pandemiens kølvand. Forskellige lappemodeller er forsøgt under de nødordninger, der er etableret for samfundets øvrige områder og der er også i enkelte tilfælde givet konkret hjælp, fx til højskoler og zoologiske haver. I går kom også en positiv melding fra Statens Kunstfond om, at tildelinger uddelt til projekter, som aflyses grundet krisen, uanset kan beholdes af modtagerne. Alligevel er meget endnu uklart. I tre uger har kulturminister Joy Mogensen undersøgt området og mødtes med aktørerne for at opnå mere viden, dog uden på noget tidspunkt at sige klart og tydeligt, at man vil gøre alt for dansk kulturliv, dets institutioner og aktører.
Ministerens kronik i dagbladet Politiken i lørdags var på en måde sidste chance for at sige det. Men det sælsomme indlæg handlede mest om, hvordan den enkelte dansker kan støtte kulturlivet ved at spille dansk musik etc. Det underliggende ræsonnemnet var, at netop fordi kulturlivet er så integreret del af samfundet, skal det ikke have særbehandling, altså hjælpepakker. Skidt være med at kulturens økonomi ikke kan sammenlignes med det almindelige næringsliv, hverken når det gælder museer eller den enkelte kunstner.
I mandags undsagde næsten samtlige Folketingets kulturordførere så kulturministeren. De havde mistet tilliden til hende. Enten har hun ikke mandat til at gøre noget eller også forstår hun ikke problemets omfang, lød kritikken fra flere af politikerne, som krævede, at forhandlingerne blev flyttet til finans- eller erhvervsministerens bord. Den voldsomme kritik af kulturministeren har nu fyldt dagbladene den sidste uge, så det er ikke fordi, der ikke har været opmærksomhed omkring sagen. Skal man fortsat tro på, at ministeren faktisk stadig gerne vil sit ressortområde, kan man ikke forklare det på anden måde, end at hun ikke har fået lov af magtfulde kræfter højere oppe i regeringshierarkiet. Spørgsmålet, som kulturlivet i disse dage stiller sig selv, er, om dette virkelig er den socialdemokratiske kulturpolitiks sande ansigt, der viser sig i denne krisetid?
I lighed med kulturordførerne på Christiansborg forsøger en række kulturarbejderorganisationer nu også at gå udenom kulturministeren. De vil have statsministeren på banen. I et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen kræver de en kompensationsordning, der tager højde for deres særlige indtægtssituation:
«Forskellen på os og den almindelige lønmodtager er, at de fleste af os freelancere lever af en kludetæppeindtægt. Vi har ikke en fast arbejdsgiver, men rigtig mange løse jobs, som vi hver måned bliver engageret til og selv får etableret for at kunne stykke en månedsløn sammen. Sådan er vores vilkår og det lever vi med, sådan ser dansk kulturliv ud. Organisk.»
Blandt de 20 organisationer for fotografer, skuespillere, scenografer med flere, er UKK – Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere de eneste, der repræsenterer billedkunsten. BKF, den ældre og større organisation for danske billedkunstnere, er således ikke blandt medunderskriverne.
Til Kunstkritikk siger Gro Sarauw og Maj Horn fra UKK, at den nuværende hjælpepakke for selvstændige, freelancere og kunstnere fortsat ikke hjælper alle. For at være berettiget til hjælp herfra kan minimumsindtægten ikke være under 120.000 kr. årligt: «Der er stadig en del kunstnere, kuratorer og andre i kunstbranchen, som ikke vil være dækket ind her. Undersøgelsen «Billedkunstens økonomiske rum» fra 2018, viser at 17 procent af danske billedkunstnere har en årlig indkomst under 100.000 kr. før skat. Derfor er der akut behov for enten at sænke minimumsgrænsen yderligere, fjerne den helt, eller lave en ny støttepakke for kunstfeltet, som imødekommer alle med en månedlig minimumsydelse.»
Læs brevet til statsministeren fra de danske kulturarbejdere her.
