Hvis man skulle være i tvivl, så tydeliggjorde sidste års tildeling af Nobels Fredspris til Barack Obama, præsidenten for verdens mest krigsførende nation, at prisen trods sit umiddelbart positive budskab er en mere kompleks affære end som så. Det har Alejandra Salinas og Aeron Bergman pointeret, siden de for første gang i 2008 registrerede URL-adressen nobelprize.no og åbnede de virtuelle døre for deres Unofficial Nobel Peace Prize Internet Exhibition (Nobels Fredspris har nobelprize.org). I dag åbner de så 2010-udgaven med bidrag fra 17 kunstnere, en skribent og to grupper fra det meste af verden, og en ret heterogen gruppe af værker, spændende fra det visuelt abstrakte til det aktivistiske.
Efter en opblomstring omkring årtusindeskiftet er Internet-udstillinger blevet sjældnere og sjældnere, men med enkle midler demonstrerer Salinas og Bergman, at det er en form, som ikke bare er tidssvarende i forhold til hvilke medier samtidskunstnere benytter sig af, men også udgør en relevant og produktiv videreførsel af den institutionelle kritik hinsides det fysiske rums problematikker. Derudover er det en global udstillingsform, der kan ses i Oslo såvel som i Nairobi, og det er passende i forhold til emnet, der jo også angår hele verden.
På den anden side fungerer udstillingen som en slags kulturelt hack af Nobelprisen. Da prisen uddeles i Norge, er det sandsynligt, at flere brugere vil indtaste nobelprize.no, før de indtaster nobelprize.org, og at deres første kontakt med prisen således vil være gennem kunst. Det kan, i hvert fald ideelt set, føre til at de begynder at tænke over, hvad prisen er for en størrelse bag iscenesættelsen og hypen i medierne.
Udover denne overraskelseseffekt fungerer udstillingen også som en understregning at af, at problemet i dag ikke som sådan er fred. Alle erklærer, at de ønsker fred, fra Obama og Armadinejad til Israel og Palæstina, men midlerne til at opnå det er vidt forskellige, og i alt for mange tilfælde er de aldeles ufredelige. Freden er blevet et alibi for at føre krig, et slags diskursivt gidsel kunne man sige. Derfor er der desto mere brug for at vedblive med problematisere og kvalificere begrebet filosofisk. Det er den udfordring Salinas og Bergman i al ydmyghed tager op med deres udstilling.
