Det er sådan, at landskabet er fladt og åbent og naturligvis hæsblæsende septembersmukt på vejen fra Skanderborg til Funder, passende tømt for fallosser fniser vi åndet i en vinrød Toyota, velvidende at det formentlig er noget ret u-fallisk kunst, vi skal hen og kigge på. Så godt som i midten af Jylland driver Andreas Führer udstillingsstedet Institut Funder Bakke i sin fars forhenværende atelier, det er lille og nok ikke lige på vejen for de fleste københavnorienterede kulturforbrugere, men det burde det være – ikke sjældent præsenteres der rigtig god kunst på det her, ja, institut.
Women In Love er ingen undtagelse, en gruppeudstilling med ganske store navne som Aura Rosenberg, Beryl Cook, Leigh Ledare på listen, og førnævnte formodning beror dels på valget af disse kunstnere, dels på udstillingens titel, men også på det faktum, at den er kurateret af kunstneren Reba Maybury. Mayburys praksis baserer sig primært, hvis ikke for tiden udelukkende, på hendes virke som dominatrix, hvilket blandet andet betyder, at hendes værker udføres (tegnes, males, performes etc.) af mandlige submissive.
Og de mere eller mindre vage formodninger får så nogle motivben at gå på, når man kommer ind i det kompakte men også luftige, bare rigtig flotte rum og straks får et skud kitschet soft-core porno i hovedet.
Amerikanske Leigh Ledare har i en årrække arbejdet med den omstændighed, at hans mor et godt stykke inde i sit voksenliv foretog et karriereskift i retning af sexarbejde – som hun ved flere lejligheder har bedt sin søn om at dokumentere. Videoværket The Gift (2007) er således klippet sammen af bløde fetich-scener, som denne mor har optaget med sine venner og efterfølgende sendt til Ledare. Gaven, simpelthen. Det er overgjort forførelse, perlekæder mellem brysterne og siden benene, hvid satin og 80’er hår, lidt mislykkede smæk, lidt karikeret dominans, men situationerne ligner hverken ironi eller fiasko, snarere et faktisk overbevisende bud på en pornografisk situation, som den her voksne kvinde har kontrol over – på en markant anderledes måde end sexpositiv fjerde-femtebølgefeminisme som regel praktiserer det at være i kontrol, hvilket også er interessant nok at stene lidt over.
Ved siden af vintagefjernsynets vintage-erotica hænger Beryl Cook, en britisk maler hvis semi-naivistiske kvindescenarier altid ser så fuldstændig dejlige ud, at man næsten må rødme lidt. Det samme gør Ladies Night (ukendt dato), som man har indkøbt til udstillingen i en mindre printversion (det var åbenbart en vigtig del af Cooks praksis at tilgængeliggøre sine værker i form af betalige, certificerede editioner): en lykkeligt udseende gruppe kvinder stimlet sammen om en mandestripper, der både ligner et midtpunkt og en sådan set sekundær kilde til alle de her damers gode aften. Den relativt utraditionelle objektificering, der foregår, er selvfølgelig værkets subversive hovedrolle. Alligevel er det som om, at der via motivets dejlighed – en særlig varme, en særlig sjovhed forbeholdt maskulinitetsløse fællesskaber – kultiveres andre feministiske læsninger end rendyrket krigerisk intersektionalitet (så vigtigt og på tide, som dette også er).
En af Reba Mayburys subs har tegnet Lucy McKenzie-maleriet Quodlibet XXXX (2004), det forestiller fire bøger, der alle omhandler mere eller mindre tolereret de facto-pædofili – heriblandt en om Nabokov og en om den dybt incestuøse mand bag Gill Sans-fonten. Dette indslag, dette Maybury/McKenzie-værk bliver en effektiv meta-ficering af udstillingens tematikker, en fuldendt cirkel om man vil – og mere forklaring vil helt klart kompromittere værkets egen skarphed.
Og så, i Lucille Groos videoværk (Emotion Rules Alone, 2022) ligger en bunke hvide stikdåser og ligner små bedøvede eller fornøjede ansigter, den slags modtagerdåse, der kan rumme trebenede stik og derfor har to øjne og en lille mund og et gådefuldt humør. Billederne er mindre eksplicit erotiske her, feminismen træder så at sige tydeligere frem i referencearbejdet – Groos hilser på både Agnes Varda i sit værk, scener fra La Bonheur og Born in Flames parafraseres. Og alle de uskyldige stikansigter, der ligesom bare ligger og venter på at blive penetreret af metal og elektricitet, rummer vel også deres egen tydelighed.
Det samme gør fire Aura Rosenberg-værker fra hendes årelange portrætserie af mænd på højdepunktet af orgasmen. Head Shots (1991-96) er seriens strålende titel, der er tale om portrætter af kunstnerkollegers lukøjede orgasmeansigter, eksempelvis John Baldessari og Mike Kelley, og ansigtsudtrykkenes lighed med død, sorg og lidt vanvid er naturligvis central. Uanset hvor man kigger hen i den tætte kube, som udgør Institut Funder Bakke, er der altså sex(ualitet) at få øje på – som undertekst, som nøgne kvinder og liderlige kvinder, som fetichering, som queerbiografi, som mændene, der kommer (og kvinderne, der tit kommer mindre), som antydning og porno.
Women In Love er en mættet udstilling, fordi rummet er lille og fordi sex som regel er ret mættet at kigge på. Det er en fed udstilling, fordi sex især er fedt at kigge på, når det er løsnet godt og grundigt fra alle variationerne af det fortærskede men ligeså godt og grundigt bestående male gaze, og det må man sige Mayburys kuratering er. Alligevel føles feminismen ambivalent – ikke som tvivl eller whataboutism, mere som åbenhed overfor, at intersektionalitet også kan være elastisk og kærlig, at seksuel frigørelse og autonomi kan se ud på mange måder. Egentlig er Women In Love vel slet og ret kvinder i kærlighed – med alt hvad det kan indebære, rettet mod hvem som helst – og er det ikke svært at komme i tanke om noget dejligere?
