Er det en tilfældighed, at det er en række spejle som udgør størstedelen af den egentlige og fysiske præsentation på den seneste udstilling på Toves i København? I tiltalende grad har kollektivet bag udstillingsstedet vendt sig mod sig selv og mod hinanden og, metaforisk anskuet, formet et ultra-konkavt spejl der spejler sig selv hele tiden og i alt hvad de gør. Det peakede (måske, hvem ved?) med den årsrapport, som er blevet udstillet af flere omgange i 2015 og som bygger på en smask-selvforelsket brugerundersøgelse sendt ud til aktører på den lokale kunstscene og omsat til en art spekulativt skulpturelt diagram.
Så nej, selvfølgelig er det ikke tilfældigt med rækken af delvist smadrede, ridsede, afskallede spejle med påklistrede fotofragmenter. Den franske filosof Michel Foucault kaldte spejlet en heterotopi – en verden for sig, der indeholder verden; en verden i verden. Toves og kunsten, der udspringer fra Toves, er for længst blevet en heterotopi.
Baggunden for udstillingen er en udflugt til Bornholm initieret af Toves-medlem Janus Høm, som også er udstillingens organiserende kraft. Med på turen var en blanding af Toves-medlemmer og special guests blandt andre kunstnerne Magni Borgehed, Stian Eide Kluge, Gabriel Säll, Sara Sandfær og kurator Magnus Kaslov.
På selve udstillingen ses – ud over rækken af spejle – en lydløs, hånd- og drone-holdt video-reportage fra turen, projiceret som et tapet for enden af udstillingsrummet. Denne del af udstillingen fungerer som en nøgle til projektet og som en direkte adgang til de udstillingseksperimenter, gruppen foretog på Bornholm. En anden nøgle er i bedste post-institutionelle stil materialelisten som i sig selv er vanskelig at begribe og for den udefrakommende først rigtigt giver mening i endog ganske tæt samlæsning med videoprojektionen.
I realiteten repræsenterer materialelisten tre forskellige udstillingseksperimenter med hver sin overordnede titel og en udførlig liste af værker – alle foretaget på bornholmerturen: i bilen, i en trailer og på en strand.
Værkerne fra disse tre forskellige udstillinger på bornholmerturen genbruges fra gang til gang eller kommer til at indgå i helt andre værker. Det sidste er tilfældet med Gabriel Säll, hvis værk brændes og hvis aske indgår i de keramiske kroge, som Sandfær har skabt og som i Toves udstillingsrum på Amager er brugt til at montere spejlene med. Og i filmen ses Toves-medlem Hannah Heilmanns sæber, Estrous.life, der indeholder hormoner, p-piller, Chanel-parfume og kunstige feromoner, blive opløst i gennemsigtige kar. Sæbevandet er herefter blevet genanvendt i sammenklistringen af de spejle, man altså nu kan se i udstillingen på Toves.
Det lader til, at denne proces, hvor værker opløses og genanvendes, har været den drivende præmis og en art egen økologi og ikke mindst økonomi. Og det mudrer overbevisende sammen som socialt kunst-eksperiment, og som helhed er det måske svar på spørgsmålet: Hvordan laver man social- og måske psyko-eksperimentel og eksorcistisk Land art på en dansk ø i 2015 uden at blive 1970er-pastiche?
Et yderligere svar kunne være, den storformat-printer, der sprutter baner af inkjet-print ud af bilens bagagerum, samt den trailer der også er på slæb og som gør det ud for en hvid udstillingskube. Og så naturligvis det ikke at have nogle intentioner om at redde verden, men at man anskuer sig selv og gruppen som sit helt eget øko(nomi)system af i hinanden opståede aktieselskaber klar til – jævnfør udstillingtitlen Going Public – at træde ud på markedet, men med en blød fællesøkonomi. At udstillingen så efterfølgende rent faktisk er blevet købt af Statens Kunstfond og at pengene efterfølgende er opdelt ligeligt imellem projektets medvirkende kunstnere må siges at være en fuldendelse af den intention.
På ferniseringen havde Magnus Kaslov opgaven at stå for dokumentationen (han var også fotograf på bornholmerturen) og reglen var, at alle fotografier blev optaget igennem spejlene. Måske for at finde helt ind i den ubegribelige repræsentation.
Og det var sådan set overraskende vellykket – som om alle ferniseringsgæsterne var med på den anden side af spejlet. Alle var Morten Harket fra A-ha i videoen til «Take on me» alt imens Kaslov forsøgte at indfange verden på den anden side – der, hvor vi plejer at befinde os.
Vigtigst af alt er udstillingen ikke et banalt forsøg på at genfortælle eller repræsentere bornholmerturens ambiens og emotionelle udstrækning, men snarere en tryllekunstnerisk øvelse, der handlede om at få os med ind i Toves konkave spejl. Nu, i dag, er jeg så tilbage og ude af spejlet – og her vil jeg sådan set også hellere være. Men inde i spejlet findes Toves flossede og selvforelskede sjæl fastholdt. Måske den er taget derind for at blive.
