Med livrem og seler

I silende regn åbnede de københavnske kunstmesser Chart Art Fair og Code Art Fair for henholdsvis sjette og tredje gang. Om regnen var et forvarsel om den måske mest begivenhedsløse messeweekend, jeg kan huske, er ikke til at sige. På baggrund af sidste års overvældende succeser for begge messer var der forholdsvis store forventninger til weekenden, der allerede i dagene op til begivenheden blev bakket op af bunkevis af ferniseringer og events på den lokale kunstscene. Men små dråber tristesse dryppede fra de mørke skyer og blandede sig med gammel vin på de nye flasker, der blev trukket op til begge messers fugtige VIP-åbninger. 

Sidste år lykkedes det et nyt kuratorteam bag Code Art Fair at ryste den sidste tvivlsomme arv fra den hedengangne Art Copenhagen-messe af sig og springe ud med et helt nyt ambitionsniveau. Det er derfor ikke så underligt, at man i år arbejder videre efter samme formel. Det er således atter Julie Alf, der står i spidsen for et kuratorisk team bestående af art advisor Caroline Bøge og gallerist Saskia Draxler, samt kurator Irene Campolmi på talk- og performanceprogrammet.

Et kig på listen over deltagende gallerier tegnede på forhånd et nogenlunde positivt billede. Lidt over halvdelen af årets gallerier var gengangere fra sidste eller forrige års Code, hvilket i sig selv er forholdsvis imponerende for et nyt kuratorteam. Førstehåndsindtrykket blev dog en anelse skæmmet af, at de gallerier, der ikke var vendt tilbage også var nogle af de mest højt profilerede. Således var hverken parisiske Perrotin eller Berlin-baserede Galerie Neu at finde i Bella Centret i år, ligesom også københavnske Bianca D’Alessandro var fraværende. Til gengæld var berlinske König Galerie tilbage for tredje år i træk og blandt årets nye topgallerier var også stjernegalleriet Kukje Gallery fra Seoul.

Sidste år udmærkede Code sig ved at fokusere benhårdt på solo- og duopræsentationer, hvilket gjorde det til en ren fornøjelse at glide rundt i lyse, rummelige stande og støde på den ene småinstitutionelle ophængning efter den anden. I år var man tydeligvis kommet til den erkendelse, at hvis det skal kunne betale sig for særligt de udenlandske gallerier at tage turen til Amager, må man lade dem præsentere et større udvalg af deres kunstnere med mindre værker, der også retter sig imod de private samlere. Således var der i år langt flere små formater, færre installationer og multimedieværker og mange flere kunstnere på hver stand.

På Code, som på andre messer udenfor de store kulturhovedstæder, gør man klogest i at medbringe værker af kunstnere, der ikke er helt fremmede for det lokale publikum. Således viste Nagel Draxler (Berlin) og Krobath (Wien) igen i år henholdvis Lone Haugaard Madsen og Sofie Thorsen side om side med tyske og østrigske kunstnere. Kukje Gallery, der for nylig er begyndt at repræsentere Elmgreen & Dragset brugte de lokale navne til at tiltrække interesse for et imponerende udvalg af koreanske kunstnere fra Park Seo-Bo og Lee Ufan i den ældre kategori til Haeuge Yang fra den yngre generation. Selv Eduardo Secci Contemporary fra Firenze, der ikke fast repræsenterer danske kunstnere, havde viet en halv stand til Lea Guldditte Hestelund og Kristian Touborg.

En af grundene til at færre havde turde satse på solopræsentationer er formentlig, at alle gallerier på Code i år betaler for deres stand. For Code betyder det, at direktør Julie Alf, som sidste år forsigtigt skønnede, at messen fortsat ville være en investering for ejeren BC Hospitality Group de første fem år, i år var betydeligt mere optimistisk og turde tro på, at Code allerede ville løbe rundt indenfor de kommende par år. For den besøgende betød det  knap så visuelt overvældende stande, omend et jævnt interessant  niveau, og da jeg vendte tilbage til messen søndag var der – om ikke ligefrem eufori i luften – så en grundlæggende tilfreds ånd over det meste af hallen.

Hvis selve messen holdte sig til det sikre og nogenlunde forudsigelige, bør talks og performances fremhæves som et sted, hvor Code udmærker sig. Ganske vist forærer Bella Centrets gigantiske, kolde marmorfoyer ikke meget atmosfære til hverken dybsindige debatter eller kropslige, performative udbrud, men under titlen Performing Identities udfoldede der sig alligevel en lille perlerække af seancer omkring tematikker – kønpolitiske, kommercielle og kropslige – der ellers sjældent finder vej til de kommercielle messer.

En anden lille konceptuel optur i det ellers meget objektfikserede messelandskab var satellitudstillingen Spirit Chair, som kuratorduoen Blue Ruin (Anna Frost og Agnes Bolt) havde sat op i lejlighed i det nybyggeragtige Bella Kvarter, lige rundt om hjørnet fra messen. I en lejlighed indrettet med henblik på ejendomsmæglers fremvisninger, havde de to kuratorer samlet en fin lille præsentation af skandinaviske  og amerikanske kunstnere, hvis værker spillede ind i showroomets mærkværdige kunstighed og føjede små personlige detaljer til den påståede neutrale indretning. Her fandt man blandt andet Lindsay Lawsons ret friske stoleværker, der som underligt besjælede væsner lod beskueren fornemme, at der lejlighedens ubeboede tilstand til trods, næppe var helt uden liv. 

Også på Chart Art Fair arbejder man nogenlunde ud fra samme skabelon, der over de seneste seks år har gjort messen til en ubetinget succes. I forhold til de 77 internationale gallerier på Code, samler Chart igen i år en lille, men effektiv kerne på 32 af Skandinaviens stærkeste navne med meget få udskiftninger fra år til år. David Risley, som lukkede sit galleri for et par måneder siden, er afløst af svenske Cecilia Hillström Gallery og finske Galleria Heino, men ellers ligner Chart sig selv.

Charlottenborg leverer som altid de optimale rammer med højt til loftet og sildebensparket på gulvene, hvor messens karakteristiske åbne udstillingsdesign lader de besøgende glide  ubesværet igennem samtlige stande og  præsenterer et langt flow af velkendte gallerier og kunstnere. Blandt de mest velfungerende stande var igen i år Wien-baserede Croy Nielsens præsentation af Marie Lund i smuk materiel dialog  med den helt nyuddannede Birke Gorm, hvis taktile, groftvævede dansende skeletter fyldte godt på Instagram weekenden igennem. Blandt andre højdepunkter bør især fremhæves Astrid Svangrens smukke nye tavleværker, der i to rækker dominerede den eneste væg, der var til rådighed i københavnske Christian Andersens stand.

Det er både Charts store styrke og messens akilleshæl, at det hele er så trygt og velkendt. For selv om flere af de gallerier, jeg talte med, kunne melde udsolgt søndag formiddag, så giver de begrænsede fysiske rammer ikke plads til den fornyelse, man som tilbagevendende besøgende, så småt begynder at savne. Der kan simpelthen ikke kvantitativt presses flere gallerier ind og heller ikke kvalitativt ser messen ud til at forandre sig meget fra år til år. Det er som altid maleri, grafik og fotos, der dominerer væggene, og skulpturelle objekter i overskuelige formater, der optager gulvet, mens video, lyd og lignende kommercielt usikre medier er stort set fraværende.

Samme tendens gør sig gældende på Emerging, Charts satellitudstilling for unge kunstnere, i kunstakademiets festsal, som igen i år er kurateret af Helga Christoffersen, der til daglig er kurator på New Museum i New York. Her finder man fire maleriske projekter og en enkelt videoinstallation af udelukkende kvindelige kunstnere, der alle arbejder i væsentligt større formater, end de, der kan rummes på hovedmessen. Værker af svenske Helena Lund Eks syv meter lange bemalede stofbaner med kvindefigurer og den Helsinki-baserede, danske LM Sallings dystre MIKI – en slags muteret Mickey Mouse-figur, der både optræder som skulptur og på maleri – har både narrative og konceptuelle ansatser, men trods skalaen og kunstnernes køn, så bliver jeg ikke helt overbevist om, at udstillingen egentlig adskiller sig markant fra hovedmessen. 

Med en åbningsfest, hvor man i år tilsyneladende har sparet livemusikken væk og et meget lille performanceprogram, der primært er henvist til Charlottenborgs lettere hektiske og højrøstede gård, kunne det se ud som om, at årets Chart underprioriterer den mere folkelige ånd, der indtil nu har gjort messen til en københavnerbegivenhed.

Årets store satsning, Chart Design, befinder sig i også i den kommercielle ende af skalaen og fylder hele overetagen og en del af cafeen på Den Frie Udstillingsbygning. Her finder man forventeligt nok møbler, lamper og vaselignende dimser i materialer med nordiske konnotationer; uld, læder og sten i afdæmpede, naturlige nuancer. Man har tydeligvis prioriteret udstillere, der opererer i spændingsfeltet imellem kunst og design, og mange af de udstillede objekter, kunne lige så vel have befundet sig på hovedmessen. Især de mange tekstilværker taler tydeligt i samme lidt indadvendte, materialeorienterede udtryk, man finder i standene både på Charlottenborg og i Bella Centret, så det selv for en designmæssig novice som undertegnede giver overraskende god mening.

At det designmæssige, materialefokuserede og minimalistiske får så meget plads, er måske det egentlig overraskende på årets messer. På Code er det særlig bemærkelsesværdigt at se så meget abstrakt minimalisme af den slags, der huserede i postfinanskriseårene, ligesom man godt kan undre sig over, hvorfor der er hele fire stande, der udelukkende har medbragt tæpper. På Chart svinger det dominerende udtryk imellem det figurative maleri i mellemstørrelse og de mere sarte, materialeundersøgende værker med tekstil som det dominerende. Det er muligt, at jeg har misset noget, men en hurtig runde i Charlottenborgs gård efter første åbningsdag bekræfter mig i, at jeg i så fald ikke er den eneste.

«Der er masser af flotte ting, men jeg føler, at jeg har set det meste før,» siger en samler. Sådan har jeg det også lidt.